PwC er ikke revisor for Institut for Menneskerettigheder

21.01.2012 - Information skriver i dag i artiklen "Rigsrevisor: Regnskabsrod fortsætter på institut", at "PricewaterhouseCoopers i oktober har konkluderet, at den direkte fusk med regnskaberne ophørte i 2008." Formuleringen fra Information gengives i en meddelelse fra Ritzau og fremgår således nu af flere medier.

Den gengivne konklusion vedrørende PwC's arbejde er dog ikke korrekt. PwC har i forbindelse med den særlige gennemgang af projekterne konstateret følgende den 18.10.2011:

"Det er vores konklusion på baggrund af det udførte arbejde og vores stikprøvevise gennemgang heraf, at der er foretaget et grundigt oprydningsarbejde og at der foreligger en fornuftig værdiansættelse af de igangværende projekter. 

Det er endvidere vores opfattelse, at der med de igangsatte ændringer i de interne forretningsgange og procedurer, er sket en væsentlig forbedring, der tilsikrer mod en gentagelse af de konstaterede fejl."

Information beklager og har lovet at bringe en berigtigelse.
Det understreges igen, at PwC alene har beskæftigtet sig med gennemgang af projekterne og ikke har foretaget en gennemgang af IMR's samlede regnskaber.

 

18.01.2012 - Politiken bringer i dag den 18.01.12 på forsiden en omtale af Institut for Menneskerettigheder (IMR) samt PwC’s arbejde i den forbindelse. I omtalen fremgår det bl.a., at PwC har været revisor for Institut for Menneskerettigheder. Dette er ikke korrekt. PwC har på intet tidspunkt været revisor for IMR og dermed påtegnet deres regnskaber.

PwC har alene assisteret med den særlige gennemgang af projekter, og vi kan bekræfte de udtalelser, som IMR bragte i deres pressemeddelelse om sagen.

Politiken har undskyldt og har lovet at berigtige fejlen.

 

Kontakt
Mikael Sørensen, PwC, 
Telefon 3945 9102 / 4011 4219, 
Mail: mhs@pwc.dk