Insurance Banana Skins 2013

Bølge af ny regulering truer forsikrings- og pensionsbranchen

16. juli 2013 – Den største trussel, som forsikrings- og pensionsbranchen står over for i de kommende år, kommer fra bølgen af ny regulering fra både ind- og udland. Det viser en ny undersøgelse fra revision-, skatte- og rådgivningsvirksomheden PwC.

Undersøgelsen ’Insurance Banana Skins’ er den fjerde i rækken og udarbejdes i samarbejde med Centre for the Study of Financial Innovation (CSFI). Undersøgelsen tegner et billede af de største risici i branchen i de kommende 2 til 3 år samt branchens parathed i forhold til at håndtere dem. 54 forskellige lande, herunder Danmark, er med i undersøgelsen.


Fjerner fokus fra forretningen

Reguleringen, det makroøkonomiske klima og den politiske indblanding i branchen indtager top 3 på den danske liste over de største risici for forsikringsbranchen. Udfordringen med at håndtere disse trusler kan fjerne fokus fra forretningen, lyder vurderingen fra PwC.

”Isoleret set virker hvert tiltag fornuftigt og kan begrundes. Men den samlede konsekvens af de nye krav er mere usikker og samtidigt en administrativ byrde for selskaberne at håndtere,” forklarer Søren Kviesgaard, partner i PwC, og uddyber:

”Overholdelsen af den stigende regulering kan, måske specielt for mindre selskaber, flytte ledelsens fokus fra strategien. Det er særlig kritisk i en krisetid, hvor branchen er under pres”. 

Globalt er trusselbilledet meget lig det danske, hvor ny regulering og makroøkonomiske forhold også ligger i top 3. Mens man i Danmark ser den politiske indblanding som en stor trussel, er der globalt større frygt for investeringsresultater. Den politiske indblanding ligger globalt på en 10. plads på listen over risici.  


Danmark er duks

I toppen af den globale liste finder vi også forretningspraksis, der er strøget ind på en 4. plads i år fra en 18. plads sidste år. I Danmark bliver krav til forretningspraksis set som en mindre trussel og ligger på en 20. plads.

”På trods af den store indsats for at rydde op i dårlig forretningspraksis, er det et område, som globalt bliver vurderet som højrisiko for branchen. I Danmark er branchen godt rustet til at håndtere kravene om god forretningspraksis, og derfor udgør det ikke samme trussel herhjemme,” Jette Lunding Sandqvist, der er director i PwC. Hun fortsætter:

”I lyset af krisen er det til gengæld ingen overraskelse, at vi finder det makroøkonomiske miljø højt på såvel den globale og den danske liste.”


Klimaforandringer mærker branchen

Globalt er det naturkatastroferne, der vurderes som en væsentlig risiko, mens vi på den danske liste finder klimaforandringer i toppen af listen. Efter de seneste års voldsomme regnskyl i Danmark, ser de danske forsikringsselskaber da også på risikoen for oversvømmelse i forbindelse med prissætning.

”I nogle områder af verden er der et stigende fokus på naturkatastrofer i takt med, at vi for eksempel oplever stadig flere oversvømmelser. I lande som New Zealand og Australien er forsikringsselskabernes håndtering af katastrofeskader blevet et vigtigt politisk spørgsmål, men også herhjemme har de seneste års kraftige regnskyl sat sit præg på branchen, der vurderer klimaforandringerne som en væsentlig risiko,” fortæller Søren Kviesgaard.


Dansk optimisme

Med hensyn til paratheden af håndteringen af truslerne, føler den danske branche sig bedre forberedt end de fleste andre lande. Faktisk er det danske gennemsnit på 3,5 (på en skala hvor 5 er godt og 1 er dårligt) kun overgået af Spanien. Det globale gennemsnit er på 2,95.  


Om undersøgelsen

I undersøgelsen har man bedt ledelsen i 662 forsikringsselskaber og iagttagere fra 54 forskellige lande, herunder Danmark, om at udpege de største risici for branchen i de kommende 2-3 år. Undersøgelsen er gennemført i marts og april 2013. Det er hvert andet år og fjerde gang, at PwC laver denne undersøgelse i samarbejde med CSFI.

For yderligere information kontakt:

Søren Kviesgaard
Tlf: 2080 6480
eller
Jette Lunding Sandqvist
Tlf: 6155 1134.

PwCs Insurance Banana Skins kan læses og downloades her


Om CSFI

The Centre of Study of Financial Innovation (CSFI) er en uafhængig tænketank, der undersøger udviklingen i den globale finanssektor. Tænketankens formål er at identificere nye forretningsområder, fremtidige trusler og skabe debat om væsentlige finansielle temaer.


Om Insurance Banana Skins

Insurance Banana Skins er en undersøgelse af risikolandskabet i forsikringsbranchen. Undersøgelsen udkommer hvert andet år i samarbejde mellem CSFI og PwC.


Fakta

Forsikringsbranchens internationale risikoliste:

1 Regulering (1)  1 Regulering
2 Investeringsresultater (4)  2 Makroøkonomisk miljø
3 Makroøkonomisk miljø (3)  3 Politisk indgriben
4 Forretningspraksis (18)  4 Klimaændringer
5 Naturkatastrofer (5)  5 Garanterede produkter
6 Garanterede produkter (-)  6 Investeringsresultater
7 Kvalitet af risikostyring (15)  7 Sociale medier
8 Ledelsens kvalitet (14)  8 Genforsikring
9 Langhalet forretning (7)  9 Langhalet forretning
10 Politisk indgriben (11)  10 Change management
11 Distributionskanaler (9)  11 Corporate governance
12 Aktuarmæssige forudsætninger (12)  12 Kapital til rådighed
13 Innovation (-)  13 Administrative funktioner
14 Omdømme (16)  14 Aktuarmæssige forudsætninger
15 Change management (-)  15 Omdømme
16 Kapital til rådighed (2)  16 Produktudvikling
17 Corporate governance (8)  17 Distributionskanaler
18 Klimaændringer (20)  18 Kvalitet af risikostyring
19 Menneskelige ressourcer (6)  19 Ledelsens kvalitet
20 Produktudvikling (24)  20 Forretningspraksis
21 Sociale medier (-)  21 Innovation
22 Kriminalitet (22)  22 Naturkatastrofer
23 Komplekse instrumenter (19)  23 Komplekse instrumenter
24 Genforsikring (21)  24 Menneskelige ressourcer
25 Administrative funktioner (17)  25 Terrorhandlinger
26 Forurening (25)  26 Kriminalitet
27 Terrorhandlinger (23)  27 Forurening

Kilde: PwC Insurance Banana Skins 2013
(placering fra 2011 i parentes)