ISS ligger i top 10 over europæiske børsintroduktioner

Værdien af børsintroduktioner i 1. kvartal 2014 overstiger ikke alene samme kvartal sidste år, men 1. kvartal i de 4 foregående år tilsammen. Det viser nye tal fra PwC’s seneste IPO Watch Europe-undersøgelse. Herhjemme blev O.W. Bunker og ISS børsintroduceret i 1. kvartal 2014, og sidstnævnte placerer sig blandt de 10 største i Europa.

Den seneste undersøgelse af markedet for børsintroduktioner, PwC’s IPO Watch Europe, viser, at de positive tendenser fra et travlt 4. kvartal sidste år med mere end 100 børsnoteringer holder ved.

"Det er første gang siden 2007, at vi har været vidne til børsintroduktioner af så høj en værdi, som vi har set i dette kvartal i det meste af Europa. I de sidste to kvartaler har vi set større udbud, et højt niveau i både antal og markedsværdi samt en god evne i børsmarkedet til at absorbere de nye selskaber. Det er alt sammen tegn på, at vinduerne på børsmarkederne står vidt åbne,” fortæller partner og ekspert i børsnoteringer Jens Otto Damgaard fra PwC. Han fortsætter:

”Vi ser dog stadig også en vis forsigtighed i markedet, hvilket betyder, at fremtidige børskandidater skal fremlægge en klar og godt underbygget case, hvis de ønsker at være en del af de mange børssucceser, vi oplever i øjeblikket. Det kræver en omhyggelig forberedelse."

ISS blandt de største europæiske børsintroduktioner i 1. kvartal 2014

ISS er at finde på en 2. plads blandt de største børsintroduktioner i Europa i 1. kvartal 2014. De 10 største børsintroduktioner i kvartalet stod for mere end to tredjedele af det samlede provenu, hvoraf 5 var kapitalfondsejede og blev introduceret til en værdi af DKK 26 mia. ISS ligger på en 2. plads med en værdi på DKK 8,22 mia.

”Det er to meget store børsintroduktioner, vi har set på den danske børs i 1. kvartal 2014, og de har begge fået en rigtig godt start. Aktierne har været prissat fornuftigt fra begyndelsen og er efterfølgende også steget lidt, så det har tilsyneladende ikke været nødvendigt for bankerne bag noteringerne at foretage massive støtteopkøb for at stabilisere aktien,” fortæller Jens Otto Damgaard og fortsætter:

”Hele sidste år havde vi i Danmark blot en enkelt børsnotering med Matas, og nu har vi allerede haft to store børsnoteringer inden for det første kvartal af 2014. Så man må sige, at der er kommet godt gang i det danske børsmarked igen. Erfaringerne viser, at andre virksomheder så også ser en børsnotering som en mere oplagt mulighed end tidligere.”

Succesen forventes at fortsætte

Den stigende aktivitet på børsmarkederne forventes at ville fortsætte, og det bliver spændende om børsnoteringer i 2. kvartal 2014 kan nå op på en værdi over DKK 75 mia. Derudover forventes der lige nu også et større antal børsintroduktioner i 3 kvartal 2014.

”Meget tyder på, at den øgede aktivitet fortsætter ind i 2. kvartal 2014. Volatiliteten ligger lav og de europæiske markedsindekser er fortsat rimeligt stærke på trods af begivenheder som den politiske uro i Ukraine,” slutter Jens Otto Damgaard.

Om IPO Watch Europe

IPO Watch Europe undersøger hvert kvartal alle nye primære børsnoteringer på Europas vigtigste børsmarkeder og markedssegmenter (herunder børserne i Østrig, Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Norge, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz og England). Bevægelser mellem markederne på samme børs og tillægstrancher ved aktieemission er ikke omfattet.

Denne undersøgelse er gennemført i perioden 1. januar til 31. marts 2014 og registrerer nye børsnoteringer ud fra transaktionsdatoen. Alle markedsdata er indhentet fra selve børserne og er ikke efterprøvet af PwC.