Jesper Brandgaard fra Novo Nordisk kåret som Årets CFO 2013

Prisen som Årets CFO 2013 gik til Jesper Brandgaard fra Novo Nordisk. Han er netop blevet kåret ved en konference, hvor CFO’ens fremtidige rolle var til debat. Rollen er i disse år under forandring, da bl.a. internationalisering og konjunkturer skaber nye opgaver og ansvarsområder til CFO’en, og dermed også stiller nye krav til CFO’ens kompetencer, påpeger revisions-, skatte- og rådgivningsvirksomheden PwC.

CFO’ens rolle udvikler sig i disse år til en endnu mere komplet og tværgående lederrolle, der rykker tættere på CEO’en og virksomhedens øverste ledelseslag” siger Mogens Nørgaard Mogensen, Senior Partner og adm. direktør i PwC, i forbindelse med kåringen, hvor han fremlagde årets CFO-undersøgelse*.

Og undersøgelsen bekræfter billedet af, at CFO’ens kompetencer udvikler sig til at skulle rumme mere end det klassiske CFO’s fokus. 82 % af CFO’erne svarer, at hans eller hendes vigtigste kompetence er forretnings- og helhedsforståelse. Til gengæld betyder kompetencerne i forhold til rådgiver og kontrollant mindre for dagens CFO, hvor alene 9 % peger på denne kompetence som værende vigtigst.

Det er interessant, at det er forretningsforståelsen, der ligger så markant i top, men ikke overraskende, da vi ser en klar bevægelse i disse år, hvor CFO’en indtager en position med et bredere forretningsmæssigt fokus og som stor bidragsyder til strategifastsættelse og -implementering,” udtaler Mogens Nørgaard Mogensen, Senior Partner og adm. direktør i PwC.

Hvad siger CEO’en?

CEO’en mener også, at det er vigtigt med en CFO, der har forretnings- og helhedsforståelse. Samtidig har CEO’en behov for en betroet rådgiver og kontrollant, og 26 % svarer, at dette er CFO’ens vigtigste kompetence. Spørger man CFO’en, svarer hele 90 % da også, at de forventer at bruge mest tid på netop financial controlling i økonomifunktionen.

Undersøgelsen påpeger, at financial controlling bliver stadig mere ressourcekrævende for økonomifunktionen. Det skyldes bl.a. flere og mere komplekse krav fra lovgivning sammenholdt med virksomhedernes øgede internationalisering.” siger Mogens Nørgaard Mogensen.

Fakta

*Undersøgelsen om CFO’en kompetencer er foretaget af PwC, Berlingske, SAS Institute og PFA.
PwC har udgivet en bog om CFO’en: Inspiration fra toppen – CFO’ens historie