Kapitalfondene har atter tiltro til børsen

Kapitalfondene har i høj grad været med til at trække aktiviteten med flere børsnoteringer op på børserne i det forgangne år, viser en ny opgørelse fra PwC over børintroduktioner i 2013. Det er en følge af sundhedstegn for børserne, hvor vi atter oplever mere normale tilstande med stigende kurser, lav volatilitet og mange handler, vurderer børsekspert i PwC. Herhjemme er salget af CVC’s aktier i Matas et eksempel på den bedre tilstand.

Kapitalfonden CVC har for ganske nyligt solgt sine resterende Matas-aktier for 1,2 mia. kr, blot omkring et halvt år efter selve børsintroduktionen op til sommeren 2013. Dermed følger kapitalfonden den globale tendens, hvor kapitalfondene atter benytter børserne som en del af deres salgskanaler. Det kan tages som udtryk for at mere normale tilstande har indfundet sig, og at børserne dermed atter er en attraktiv salgsplatform for kapitalfondene.

”Vi har igennem 2013 oplevet, at aktiemarkederne er blevet styrket med stigende kurser. Volatiliteten er faldet, og der har været en øget handel. Det er med til at gøre det mere attraktivt for fondene at satse på aktiemarkederne som salgskanal frem for de industrielle købere. Det ser vi tydeligt i vores globale opgørelser over børsintroduktioner i året, der gik,”  fortæller partner og børsekspert Jens Otto Damgaard fra PwC.

Kapitalfondenes aktivitet på det højeste niveau siden starten af ​​krisen

I 2013 blev der børsnoteret i alt 182 kapitalfondsejede virksomheder til en værdi af ca. DKK 324 mia.. Det er et rekordprovenu og det største antal kapitalfondsejede virksomheder, der er blevet børsintroduceret siden starten af den finansielle krise. Næsten halvdelen af børsintroduktionerne lå værdimæssigt i 4. kvartal 2013.

”Den positive udvikling på markedet for børsintroduktioner i 2013, hvor vi også i Danmark har oplevet succes med fx introduktionen af Matas, afspejler en genvunden tillid hos investorerne. Når kapitalfonden vælger at sælge ud af Matas-aktierne nu, er det et sundhedstegn. For det skyldes formodentligt, at der er et attraktivt kursniveau generelt -altså igen drevet af en udvikling i den seneste periode med stigende kurser, lav volatilitet, mange handler, samt at de økonomiske udsigter er positive,”  fortæller Jens Otto Damgaard.

De største børsintroduktioner af kapitalejede virksomhed foregik i USA. I det nordlige USA var aktiviteten i 2013 over 2,5 gange højere end i 2012 målt på børsværdien. I Europa var aktiviteten for børsintroduktioner af kapitalejede virksomheder hele 5 gange større end i det foregående år. Til gengæld faldt aktiviteterne i Kina, hvilket primært skyldes forbud mod børsintroduktioner i landet.

Tendensen fortsætter i 2014

Børsintroduktioner fra kapitalfonde forventes at fortsætte deres robuste bidrag til den globale børsaktivitet i 2014.

”I en usikker periode på børserne trækker kapitalfondene sig og sælger i stedet direkte til fx konkurrenter i markedet eller andre industrielle købere. Men nu, hvor vi har fået mere normale tilstande på børserne, vil vi komme til at opleve, at kapitalfondene atter har tiltro til, at det er her, de med fordel kan sælge,”  slutter Jens Otto Damgaard.

Læs hele Q4 2013 Equity Capital Markets Briefing her