København med i top 10 over favoritbyer

Det europæiske ejendomsmarked er i bedring, og København springer i år 4 pladser frem fra en 12. til en 8. plads over de mest attraktive byer på ejendomsmarkedet. Det viser rapporten Emerging Trends in Real Estate® Europe 2014, som er en prognose udgivet i fællesskab af Urban Land Institute (ULI) og PwC.

Rapporten er baseret på holdningerne blandt mere end 500 internationalt førende eksperter inden for fast ejendom, herunder investorer, entreprenører, långivere, ejendomsmæglere og konsulenter.

Tilliden er tilbage

Tilliden er vendt tilbage til markederne for fast ejendom, og Europa er igen det rette sted at gøre forretninger. Over halvdelen af respondenterne (53 %) forventer at få et positivt afkast i 2014 ifølge analysen.

”Tilliden til det kommende år på ejendomsmarkedet har stabiliseret sig over de sidste to år. Der er desuden positive takter at spore på ejendomsmarkedet i København, som i år springer 4 trin op af listen og ind i den europæiske top 10,” fortæller partner og leder af ejendomsgruppen i PwC Jesper Wiinholt.

Færre 1. klasses ejendomme

Ifølge analysen mener 71 % af de adspurgte dog, at manglen på 1. klasses ejendomme vil påvirke deres virksomhed i 2014. Som et resultat af den stigende konkurrence mener 59 % af de adspurgte, at der nu er overpris på 1. klasses ejendomme på de europæiske kernemarkeder.

”Konkurrencen om 1. klasses aktiver på Europas største ejendomsmarkeder får de førende investorer til at vende sig mod de markeder, der er på vej op i deres søgen efter afkast. Derfor retter mange blikket mod fx Irland og Spanien, provinsbyer og sekundære ejendomme, og også København klarer sig bedre end sidste år,” forklarer Jesper Wiinholt.

Fokus på mindre byer

Konkurrencen om kerneaktiverne har også medført en stigning i antallet af investorer, der ser ud over 1. klasses ejendomme i de større byer i Europa som fx London, München og Paris og i stedet køber solide indtægtsgenererende aktiver i de mindre byer. For eksempel kan investorer i kontorbygninger i München opnå afkast på ca. 4 %, mens de investorer, der er villige til at investere på de mindre tyske markeder som Stuttgart, kan opnå afkast på op mod 6,5 %.

”Investorerne er i stigende grad trygge ved at påtage sig større risici i deres søgen efter afkast. Derfor ser vi bl.a. Dublin tage et dramatisk spring op af listen fra en 20. plads i sidste års rapport til en 2. plads i 2014. På meget kort tid har Dublins ejendomsmarked ændret sig fra et umuligt marked til at være blandt de mest attraktive markeder i Europa for både indenlandske og internationale investorer,” forklarer Jesper Wiinholt, partner i PwC.

Fremtidsudsigterne for ejendomsfinansiering vil også blive bedre. 51 % af de adspurgte forventer bedre låneadgang til finansieringsomlægning eller nye investeringer i år, og kun 15 % af de adspurgte venter et fald. De adspurgte forventer dog ikke en drastisk forbedring op til niveauet fra før krisen, og der vil stadig være betydelige geografiske forskelle. England er mest positiv omkring lånemuligheder, hvor næsten 90 % forventer en forbedring, mens Sydeuropa og Benelux-landene er mere forsigtige i deres syn.  

PwC inviterer igen i år til en konference, hvor deltagerne får et kvalificeret kig i krystalkuglen og et førstehåndsindtryk af trenden for ejendomsbranchen i Europa i 2014. 

Læs mere om tid og sted her

Download og læs hele undersøgelsen her