Kurér taget i at køre privat i gulpladebil

En enkelt privat tur i en gulpladebil kan koste dig dyrt. En ny dom fastslår, man bliver beskattet for hele den periode, man har haft bilen til rådighed, hvis man kører en privat tur i sin gulpladebil. Hos PwC råder man til at føre kørebog for brugen af gulpladebiler.

”Som udgangspunkt er det SKAT, der skal bevise, at en gulpladebil anvendes privat, men det har længe været diskuteret, hvad konsekvensen var, hvis en bruger faktisk blev taget i privatbrug. Dette er nu afklaret af Østre Landsret i en ny dom,” fortæller John Cederskjold Kierans, skatteekspert fra PwC.

Dommen vedrørte en sag, hvor et kurerfirmas gulpladebil med en driftsleder bag rattet var blevet stoppet i en rutinekontrol. SKAT kunne konstatere, at bilen indeholdt varer, som skulle leveres til en kunde, men derudover indeholdt bilen også, hvad der blev betegnet som ”indkøb til den private husstand.”

”SKAT og domstolene kunne konkludere, at bilen havde været anvendt privat. Østre Landsret fandt samtidig, at det så var brugeren af bilen, der selv skulle bevise, at han ikke havde haft fri bil til rådighed, siden bilen blev anskaffet et år forinden. Da føreren ikke kunne dokumentere, at bilen ikke var anvendt privat, blev han beskattet af fri bil siden bilens anskaffelse,” forklarer John Cederskjold Kierans.


Kun kørebog er tilstrækkeligt

Der gælder altså en formodning for, at bilen har stået til rådighed for brugeren til privat brug siden anskaffelsen – også selvom brugeren aldrig før er blevet grebet i at benytte bilen privat. Er brugeren ansat senere end anskaffelsen af bilen, skal beviset løftes for perioden fra ansættelsen blev påbegyndt.

”I den her sammenhæng er det ikke tilstrækkeligt at hævde, at bilen aldrig før er anvendt privat, eller at dokumentere, at brugeren allerede har en privatbil i husstanden. Derimod kræves et konkret bevis for, at bilen aldrig anvendes til privat kørsel,” siger John Cederskjold Kierans og fortsætter:

”Det eneste håndfaste bevis, som domstolene i praksis anerkender, er en korrekt ført kørebog. Kørebogen skal være ført løbende, for domstolene accepterer kun yderst sjældent rekonstruerede kørebøger.”

Miseren opstår derfor, når gulpladebilen alligevel bruges til privat kørsel, og SKAT og domstole kun vil godtage en løbende ført kørebog som bevis for, at der ikke tidligere er kørt privat i bilen. I sådanne tilfælde kan det få store økonomiske konsekvenser for såvel medarbejder og/eller ejer og virksomhed.

”Hvis man anvender gulpladebilen til ting, der på nogen måde kunne blive opfattet af SKAT som privatanvendelse, anbefaler vi, at man alligevel løbende fører kørebog – også selvom gulpladebilerne som udgangspunkt ikke er omfattet af de snævre bevis- og beskatningsregler, der gælder for biler på hvide plader og papegøjeplader,” slutter John Cederskjold Kierans.