Hvilke ledere beundrer toplederne?

17. april 2013 – Hvad definerer en god leder? Er der nogle karaktertræk, som kendetegner de bedste ledere på tværs af tider samt økonomiske op- og nedture? Det har revisions- skatte- og rådgivningsfirmaet PwC spurgt 1.400 globale topchefer om i forbindelse med deres årlige Global CEO Survey.

Rundspørgen viser, at nutidens topchef beundrer fem ledertyper: Krigere (Napoleon, Alexander den Store), reformatorer (Jack Welch), ledere i modgangstider (Winston Churchill, Abraham Lincoln), ledere, der fanger folkets forestillingsevne (Mahatma Gandhi, Nelson Mandela) og konsensus byggere som Bill Clinton.


Churchill vinder i Vesteuropa

Blandt de topchefer, som PwC har adspurgt, var Winston Churchill den mest beundrede leder, mens Steve Jobs nyder den bredeste anerkendelse på tværs af landegrænser.

Anerkendelsen af Winston Churchill er særligt stor blandt vesteuropæiske topchefer. Han er den mest populære leder i både Frankrig og Italien, hvor han slår andre historiske personer som Charles de Gaulle og Niccolo Machiavelli.

Netop afdøde Margaret Thatcher er også med blandt top 10 og kommer før både Ronald Reagan, John F. Kennedy og Bill Clinton.

Her er topledernes leder top 10:

  1. Winston Churchill
  2. Steve Jobs
  3. Mahatma Gandhi
  4. Nelson Mandela
  5. Jack Welch
  6. Abraham Lincoln
  7. Margaret Thatcher
  8. Ronald Reagan
  9. John F. Kennedy
  10.  Bill Clinton/Napoleon Bonaparte

Den mest populære kategori af ledere var at finde blandt efterkrigstidens politiske og militære ledere. Den næst mest populære kategori er erhvervsledere efterfulgt af politiske ledere og nutidige ledere. Blot 1 % af de topchefer, som PwC har spurgt valgte en kollega.

Blandt de beundrede kvindelige ledere var det kun Margaret Thatcher, der er med i top 10. Af andre kvindelige ledere blev dog nævnt Angela Merkel, Ayn Rand, Moder Teresa og Dronning Elizabeth I. Desuden var kvindelige topchefer fire gange mere tilbøjelige til at pege på en kvindelig leder end deres mandlige kollegaer.

Læs mere om undersøgelsen her.