Ny Fondshåndsbog giver inspiration til god fondsledelse

PwC har netop lanceret en Fondshåndbog, der skal give inspiration til danske fonde. Med bogen stiller PwC skarpt på udvikling af praksis for fondene, der fortsat afventer lovgivning på området.

Vilkårene for de erhvervsdrivende fonde er under hastig forandring i disse år, og en ny erhvervsfondslov er på vej. Det er vanskeligt for fondene at navigere i rørte vande, men med Fondshåndbogen håber PwC at kunne inspirere til kursen.

”Vi håber, at bogen kan inspirere danske fonde, når det gælder tilrettelæggelse af ledelsen, regnskabsaflæggelse og vurdering af de skatte- og afgiftsmæssige forhold i fondene. Dermed kan vi forhåbentlig også være med til at udvikle praksis for fonde i Danmark,” udtaler Kim Füchsel, managing partner og direktør i PwC.

Behov for at udvikle praksis

Nogle af de allerstørste og mest succesfulde danske virksomheder er fondsejede, og derfor er fondenes velbefindende også af stor interesse for samfundet. Mange af fondenes store uddelinger er ligeledes til gavn for samfundet som helhed, men der et behov for at udvikle praksis for fondene.

”Vi har bemærket, at regnskabsaflæggelsen i såvel de erhvervsdrivende fonde som ikke-erhvervsrivende fonde ofte er uensartet. Og for de ikke-erhvervsdrivende fonde eksisterer der i dag ikke en decideret referenceramme,” fortæller Kim Füchsel og fortsætter:

”Vi oplever derfor et klart behov for, at såvel erhvervsdrivende som ikke-erhvervsdrivende fonde kan søge inspiration og viden om fx fondslovgivning og regnskabs-, skatte- og afgiftsmæssige forhold. Og vi håber, at Fondshåndbogen kan være med til at udfylde det behov.”

Varsler om nye vilkår for erhvervsfondene

Den kommende erhvervsfondslov lægger bl.a. op til, at fondsmyndighederne i højere grad får mulighed for at træffe afgørelser inden for områder som eksempelvis ledelse af fonden og åbenhed om vederlag m.m. Det vil skabe et behov for et nyt ankenævn, påpeger PwC.

”Der kan være tale om meget indgribende beslutninger fra fondsmyndighedernes side, og derfor mener vi, man bør overveje at etablere et ankenævn, som med kort varsel kan træde sammen og efterprøve særligt indgribende beslutninger, hvis der opstår uenighed mellem fondsmyndigheden og den pågældende fond,” udtaler Kim Füchsel.

Han henviser til, at det i disse tilfælde vil være utilstrækkeligt at indbringe beslutningen for Erhvervsankenævnet, hvor der kan være meget lang sagsbehandlingstid.

Fondshåndbogen 2014