Præcisering af PwC’s assistance ved projektgennemgang i forbindelse med Institut for Menneskerettigheder (IMR)

24.01.2012 - I løbet af den sidste uge er der gennem mediedækningen skabt uklarhed om PwC’s rolle i forbindelse med IMR. Den 18.01.12 bragte Politiken således i sin leder en ukorrekt oplysning om, at PwC er revisor for IMR. Efterfølgende bragte Information den 20.01.12 en fejlagtig information om, at PwC skulle have konkluderet, »at den direkte fusk med regnskaberne ophørte i 2008«. Denne fejlkonklusion blev viderebragt af Ritzau den 21.01.12 og er siden fremgået af flere landsdækkende medier.
 

Det er på denne baggrund, vi ønsker at redegøre for, hvad PwC’s assistance ved projektgennemgang i 2011 for IMR har indebåret, da der kan være rejst unødig tvivl om PwC’s udførte arbejde. Informationerne er dog nu berigtiget af de pågældende medier.
 

PwC har assisteret IMR med følgende:

  • PwC har i perioden d 15. juni  til 29. juni 2011 assisteret IMR med en gennemgang af 14 udvalgte projekter, hvor der af IMR var fundet mulige tegn på uregelmæssigheder. Ved gennemgangen blev konstateret tab på 12 projekter fra 2008 eller tidligere.
  • PwC har på baggrund af de konstaterede forhold anbefalet IMR at udvide gennemgangen til at omfatte samtlige åbentstående projekter hos IMR. En anbefaling Instituttet valgte at følge.
  • PwC har i perioden d 5. oktober til 18. oktober 2011  assisteret IMR med en stikprøvevis  gennemgang af  udvalgte projekter ud over de 14.

PwC’s konklusion

PwC har på baggrund af det udførte arbejde konkluderet i et notat til IMR:
 

"Det er vores konklusion på baggrund af det udførte arbejde og vores stikprøvevise gennemgang heraf, at der er foretaget et grundigt oprydningsarbejde og at der foreligger en fornuftig værdiansættelse af de igangværende projekter.
 

Det er endvidere vores opfattelse, at der med de igangsatte ændringer i de interne forretningsgange og procedurer, er sket en væsentlig forbedring, der tilsikrer mod en gentagelse af de konstaterede fejl."
 

PwC er ikke revisor for IMR

PwC har alene i denne sammenhæng beskæftiget sig med gennemgang af projekterne og har ikke foretaget en gennemgang af IMR's samlede regnskaber.

Vi håber med denne meddelelse at have skabt klarhed over PwC’s arbejde.

Se tidligere orienteringer vedr. IMR

 

Kontakt
Mikael Sørensen, PwC, 
Telefon 3945 9102 / 4011 4219, 
Mail: mhs@pwc.dk