Rengøringskonge kåret med talentpris i Nordjylland

Det blev Karsten Stadsing i spidsen for Stadsing A/S, der i år løb med prisen som Årets Ejerleder 2013 i Nordjylland. Prisen blev uddelt ved en konference hos PwC i Nordjylland, hvor erhvervsledere fra området var med til at hylde det nordjyske talent.

Karsten Stadsing løb med titlen som Årets Ejerleder 2013 i region Nordjylland. Han har siden ungdomsårene drømt om at træde i sin fars fodspor og overtage Stadsing A/S, der sælger alt i rengøringsmidler- og maskiner.

”Det har været et meget stærkt deltagerfelt i konkurrencen i år, og det var derfor en særlig fornøjelse at overrække prisen til Karsten Stadsing, som velfortjent går videre til finalen og skal dyste mod de øvrige seks regionsvindere ved landskåringen,”  udtaler Marianne Fog Jørgensen, partner hos PwC i Aalborg og fortsætter:

”Det er lykkes Karsten at lede virksomheden styrket gennem finanskrisen ved i tide at ændre strategi og dermed tilpasse sig den nye markedssituation. Det vidner om, at han er både omstillings- og forandringsparat.”

"Karsten har forstået vigtigheden af at skabe værdi for sine kunder og har dermed meget loyale kunder. Derfor sælger virksomheden ikke blot rengøringsartikler, men har specialiseret sig i at sælge totalløsninger. Samtidig søger han med et stærkt fokus på innovation at udvikle sine produkter og rengøringsteknikker, så de medfører en besparelse hos kunden.”

Fokus på yderligere vækst

Som 28-årig gik drømmen i opfyldelse for Karsten Stadsing, og han overtog virksomheden sammen med sin bror, Henrik Stadsing. I dag, 10 år senere, leder Karsten en innovativ vækstvirksomhed med ambitioner om yderligere vækst og flere ansatte i de kommende år.

”Hos Nykredit vil vi gerne ønske Karsten Stadsing tillykke med prisen. Han står i spidsen for en virksomhed, hvor alle produkter i princippet kan erstattes, men alligevel er der god vækst i virksomheden på grund af deres stærke viden om markedet,” fortæller områdedirektør Henrik Lybæk fra Nykredit i Aalborg.

Positiv forventning til vækst hos ejerlederne

PwC’s analyse viser, at ejerlederne i årets konkurrence har endnu større forventninger til stigning i såvel antal ansatte som vækst i omsætning. I 2013 forventer ejerlederne, at deres omsætning om 3 år i gennemsnit er steget med 57 %. Det er en stigning i forhold til analysen i 2012, hvor den forventede omsætning hed 29 %.

”Vi har oplevet en positiv udvikling, når vi ser på deltagerfeltet fra Nordjylland i årets konkurrence. Med prisen Årets Ejerleder kan vi forhåbentlig være med til at inspirere andre ejerledere i deres arbejde med at skabe vækstvirksomheder i Nordjylland og til at stille skarpt på innovation, omstilling og forandring,” siger Marianne Fog Jørgensen fra PwC.  

De stærke konkurrenter

Stadsing A/S er ikke den eneste virksomhed i Nordjylland med et flot resultat. Blandt de øvrige nominerede var:

Henning Winum Bruun, som står i spidsen for Bellevue A/S, der sælger det kendte koncept Bellevue Box med oplevelser som fx hotelophold og middage.

Jesper Bundgaard Madsen, der er ejerleder i Vendelbo Spedition A/S, der er specialiseret i terminstransporter til og fra hele Europa og med et særligt fokus på transporter til og fra Norge

Kontakt

For yderligere information kontakt PR-ansvarlig Malene Billund fra PwC på mobil 51332378 eller seniorkonsulent Carl Johan Corneliussen fra Nykredit på mobil 26152127.

Om Stadsing A/S

Stadsing A/S har i knap 50 år leveret alt til rengøring og hygiejneprodukter og er i dag den største danske aktør på markedet. Firmaet har sat en ære i at levere professionelle totalløsninger, der er tilpasset kundens behov. Firmaet blev etableret i 1956 af Olf Stadsing. I 2002 overtog sønnerne Karsten og Henrik Stadsing, der er henholdsvis administrerende direktør og eksportdirektør virksomheden. Det er også Karsten og Henrik Stadsing, der ejer aktierne i firmaet i dag.

Om prisen Årets Ejerleder

Det er PwC, Nykredit og Erhvervsorganisation Ejerlederne, som i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten og Microsoft, står bag prisen, som uddeles for 10. gang. Årets tema er innovation, forandring og omstilling.

De 7 regionale vindere går videre til landkåringen, som finder sted den 21. november 2013 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter for Ejerlederne, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Omfattende udvælgelsesproces

Hvert år analyserer PwC ca. 3.000 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. De skal overholde følgende krav:

  • A/S – ApS
  • Minimum 10 ansatte
  • Etableret i minimum 5 år
  • Positiv egenkapital
  • Positivt resultat i seneste regnskabsår
  • Vækst i dækningsbidrag
  • Ejerlederen skal have både ejerandele og bestemmende indflydelse på driften af virksomheden.

Af disse udvælges ca. 75 til 100 virksomheder (10 til 15 virksomheder pr. region), som PwC’s eksperter interviewer personligt. Derefter står juryen klar til at mødes med hinanden og udvælge vinderne i hver region og en vinder på landsplan.