Restaurationsbranchen på rette spor

Det går meget bedre i restaurationsbranchen end tidligere, og stadig flere har fundet opskriften på succes. Knap en fjerdedel af restauranterne er dog fortsat presset på indtjening, viser en ny brancheundersøgelse fra PwC.

Når man ser på den generelle udvikling i branchen, har restauranterne formået at forbedre deres indtjening over hele landet både på dækningsbidragsniveau samt på resultat før skat. Ifølge analysen har de oplevet en stigning i aktiviteten i 2012, hvilket primært er årsagen til den positive udvikling.

”Der er færre restauranter, der har lidt tab i 2012, og et stigende antal, der har fået reetableret egenkapitalen. Det tegner et billede af en branche, hvor sundhedstilstanden er forbedret, og hvor det går den rigtige vej til trods for hård konkurrence og små indtjeningsmarginer,”  siger Flemming Eghoff, partner i PwC.

Nye tendenser i branchen

Cirka 25 % af restauranterne er dog fortsat presset på indtjening og soliditet.

”Der har i de seneste år været en tendens i branchen, hvor flere succesfulde restauratører har udvidet ikke bare med flere restauranter, men også inden for andre forretningsområder som vinsalg, take away og butikker. Der er dog fortsat en gruppe, der har det svært, og derfor vil vi også inden for restaurationsbranchen opleve en fortsat konsolidering,” udtaler Martin Saxtorph, brancheansvarlig for hotel- og restaurationsbranchen, PwC.

De store restauratører fremhæver bl.a. gevinster ved stordrift som argument for flere restaurationer. Stordrift giver bedre indkøbspriser som følge af øget volumen, mulighed for anvendelse af et storkøkken og medfører, at de administrative omkostninger fordeles ud på flere virksomheder, viser analysen.

”Der er enighed blandt restauratørerne om, at opskriften på succes er et klart koncept. Gæsterne er flygtige, og der er et stort udbud af restauranter. Det er vigtigt for gæsterne at kende prisniveauet, kvaliteten og køkken-typen på restauranten,” udtaler Martin Saxtorph og fortsætter:

”Restauratører med succes lever af gensalg, og tendensen er mere kvalitetsbevidste gæster, hvor netop et klart koncept er vigtigt. Det handler om at være den foretrukne restaurant, hvad enten gæsterne har lyst til pizza eller bøf.”