Store udsving i fragtrater påvirker rederibranchen

Der har været store udsving i omsætningen de senere år hos virksomhederne i rederibranchen, men indtjeningsevnen er nu forbedret. Det viser PwC’s Virksomhedsanalyse med spot på bl.a. rederibranchen.

Det er sjette år i træk, at PwC gennemfører analysen, hvor der er set nærmere på 819 virksomheder fra 19 forskellige brancher, herunder 9 virksomheder fra rederibranchen. Rederibranchen omfatter i analysen både tank-, tørlast- og feeder-rederier samt færgedrift.

Som kendetegnet for rederibranchen er omsætningen svingende for år til år. I 2012 er der igen en vækst i omsætningen, om end lavere end de seneste to år. Andelen af underskudgivende virksomheder er steget, men alligevel er indtjeningsevnen i branchen forbedret.

Branchen er kendetegnet ved lave kapitalbindinger, da investeringerne i skibe typisk er, hvad der tynger i balancen, og udeståender typisk er små som følge af forudbetalinger eller betaling i forbindelse med levering af ydelsen.

”Branchen som helhed har haft stor fokus på operationelle effektiviseringer, omkostningstilpasninger mv., som kan forbedre indtjeningen, og i mindre grad på kapitalbindinger. Dette er årsagen til den svage stigning i overskudsgraden i branchen”, udtaler Bo Schou-Jacobsen, ekspert i transportbranchen og partner i PwC. Han fortsætter:

”Branchen er dog stadig påvirket af, at blandt andet raterne og den globale vækst ikke er på tilfredsstillende niveauer. Generelt er der stadig et overudbud af tonnage i de fleste shipping sektorer, som påvirker raterne, og forbrugerne holder stadig tilbage, hvilket påvirker den globale vækst.”

”At andelen af underskudsgivende virksomheder stiger, skyldes at mange af rederierne i 2012 og til dels 2011 ikke længere kunne undgå at foretage regnskabsmæssige nedskrivninger på tonnagen. 2012 har derfor været et ”nedskrivningsår” for branchen. Dette er også årsagen til, at soliditeten i branchen er faldet. Man må håbe, at branchen nu har fået justeret værdierne tilstrækkeligt til at danne grundlag for en fremtidig indtjening.”

Branchen er bedre positioneret, men fremtiden er stadig usikker

Effektiviseringer, mv., betyder, at de danske shipping virksomhederne er bedre positioneret. Som analysen viser, ligger soliditeten stadig højt sammenlignet med andre branchen. Branchen har dog altid været kendetegnet af at være kapitalkrævende, og mange shippingvirksomheder har derfor i de seneste år haft stor fokus på at tilpasse kapitalberedskabet enten ved kapitalindskud, refinansieringer, frigørelse af likviditet ved realisering af aktiver mv. Mange markeder er dog stadig udfordrende.

”Selv om branchen er bedre positioneret, er det dog vores vurdering, at de stadigt udfordrende markeder vil medføre, at vi vil se yderligere konsolideringer i branchen og sikkert desværre også, at nogle shippingvirksomheder vil dreje nøglen om. Fokus på likviditeten og styringen af udgifterne bør derfor stadig have stor fokus for virksomhederne i branchen i 2014, ”  vurderer Bo Schou-Jacobsen.

Om Virksomhedsanalysen

PwC’s Virksomhedsanalyse bygger på tal fra 819 danske virksomheder, som i regnskabsåret 2012 havde en omsætning på over 150 mio. DKK. Informationerne er hentet fra de årsrapporter, som virksomhederne har indsendt til Erhvervsstyrelsen. Tomme holdingselskaber, banker og finansielle virksomheder er valgt fra, så undersøgelsen er rettet mod aktive virksomheder inden for industri, handel og service.