Multidata og PricewaterhouseCoopers i strategisk samarbejde

København, 11. august 2010 - Multidata overtager 1. september 2010 ansvaret for kundeporteføljen i PwC’s lønadministrationsforretning, der hidtil har været en del af PwC’s HR-services division. Med kundeporteføljen overtager Multidata også 19 medarbejdere.

PwC overtager modsat ansvaret for at levere en række HR-konsulentydelser, som ligger i direkte nærhed af lønadministration. Aftalen omfatter fremadrettet desuden videndeling og samarbejde på løsninger, kompetenceudvikling og faglige arrangementer.

”Multidata er allerede førende inden for lønydelser i Skandinavien, og i de senere år har vi fokuseret på outsourcing som vores primære vækstområde. Med denne aftale cementerer vi vores position på markedet for outsourcing yderligere, og samtidig indleder vi et strategisk samarbejde med PwC om konsulentydelser og videndeling. Aftalen med PwC giver merværdi for os, for PwC, og ikke mindst for vores kunder, og det er jeg særdeles tilfreds med,” siger Helge Kaltoft, administrerende direktør, Multidata.

Kerneydelserne hos de to selskaber er komplimentære og fremfor at konkurrere på området, kan begge efter aftalen fokusere udelukkende på kerneforretningen. Det ultimative mål er, at kunderne er bedst hjulpet. Multidata fokuserer på deres kerneområde, løn, mens PwC fokuserer på konsulentydelser. Samtidig indledes et samarbejde om videndeling og kursusvirksomhed.

”Formålet med samarbejdet er at vækste begge forretninger, at styrke positionerne inden for de respektive ydelser og skabe et samlet tilbud til markedet, der gør det lettere for kunderne at få adgang til de rigtige løsninger og kompetencer. Kunderne vil opleve et stærkt forøget værditilbud, særligt i relation til lønoutsourcing og relaterede HR-konsulentydelser og kursusudbud," siger Thomas Reenberg, partner og leder af PwC's konsulentforretning.


For yderligere information kontakt venligst:

Helge Kaltoft, administrerende direktør, Multidata
Tlf.: +45 7225 9100, mail: hk@multidata.dk


Om Multidata:
Multidata er Nordens største udbyder af løn- og HR-ydelser. Vi har mere end 80.000 erhvervsvirksomheder som kunder, og vi håndterer lønudbetalinger til flere end 2 millioner lønmodtagere i Danmark, Norge og Sverige. Vi har mere end 40 års erfaring i branchen, og vores godt 600 specialiserede medarbejdere er fordelt på 13 kontorer i Danmark, Norge og Sverige. www.multidata.dk.