Teknologiindustrien i fremgang

Der har været godt gang i ordrebøgerne i det forgangne regnskabsår hos virksomhederne i teknologiindustrien, men evnen til at tjene penge er faldende. Det viser PwC’s Virksomhedsanalyse med spot på bl.a. teknologi- og maskinindustrien.

Det er sjette år i træk, at PwC gennemfører analysen, hvor der er set nærmere på 819 virksomheder fra 19 forskellige brancher, herunder 75 virksomheder fra teknologiindustrien, herunder virksomheder som sælger hard-ware.

Teknologindustriens omsætning har været stigende, men indtjeningsevnen i branchen er faldet en smule. 39 % af virksomhederne havde en jævn eller stigende overskudsgrad i det forgangne regnskabsår.

”Branchen har stadig vækst i omsætningen, men har ikke formået at forbedre sin indtjeningsevne. Det er ærgerligt, at man ikke formår at tjene flere penge pr. omsatte krone, men det skyldes givetvis en intensiveret priskonkurrence i et efterhånden modent marked,” udtaler Leif Ulbæk Jensen, ekspert i teknologiindustrien og partner i PwC.

Stadig færre virksomheder med underskud

Når man ser på, hvor mange virksomheder der har haft underskud i det forgangne regnskabsår, svinger resultaterne fra branche til branche.  I teknologiindustrien er andelen af tabsgivende virksomheder faldet støt siden 2009 og ligger nu på ca. 3 %.

”Det er gået den helt rigtige vej siden 2009, hvor andelen af underskudsgivende virksomheder i branchen er blevet stadig mindre. Det skyldes ikke mindst, at man har formået at øge omsætningsvæksten i samme periode,” fortæller Leif Ulbæk Jensen.

Fortsat fokus på likviditet

Teknologivirksomhedernes rentedækningsgrad er forbedret. Det betyder, at virksomhederne i branchen står stærkere end hidtil, hvis der kommer rentestigninger.

“Det forgangne regnskabsår var et år med væsentlige forbedringer, hvad angår branchens likviditet. Særligt rentedækningsgraden har haft en positiv udvikling, men også branchens soliditet er styrket, hvilket er positivt for virksomhedernes kreditværdighed,” forklarer Leif Ulbæk Jensen.

Der er fortsat fokus på at reducere arbejdskapitalen, og 11 ud af 19 brancher er lykkedes med dette. Arbejdskapitalprocenten er i gennemsnit på 14,3 %, dog stadig med stor variation mellem de enkelte brancher. I teknologiindustrien ligger den på 21 %, hvilket er status quo sammenlignet med året før.

”Efter en årrække med faldende arbejdskapital er udviklingen i seneste regnskabsår stagneret. Branchen bør dog fortsat arbejde for at reducere sin arbejdskapital, da den er et godt sted at skaffe fri likviditet i en situation, hvor bankerne holder igen med udlån,” udtaler Leif Ulbæk Jensen.

Om Virksomhedsanalysen

PwC’s Virksomhedsanalyse bygger på tal fra 819 danske virksomheder, som i regnskabsåret 2012 havde en omsætning på over 150 mio. DKK. Informationerne er hentet fra de årsrapporter, som virksomhederne har indsendt til Erhvervsstyrelsen. Tomme holdingselskaber, banker og finansielle virksomheder er valgt fra, så undersøgelsen er rettet mod aktive virksomheder inden for industri, handel og service.

Læs hele virksomhedsanalysen her