Topledelser overalt i verden er forenet i krise

Historisk set er der lige nu nået et nyt lavpunkt for optimismen blandt topledelser i hele verden. Den alvorlige krise påvirker alle regioner og brancher, og de fleste topledere forventer, at det vil tage en rum tid, før udviklingen vender. Det viser den verdensomspændende undersøgelse ”CEO Survey” fra PricewaterhouseCoopers, der nu er udkommet for 12. gang.

DAVOS, Schweiz - 27. januar 2009 – Recessionen har fået optimismen vedr. fremtidsudsigterne for erhvervslivet til at styrtdykke, blandt erhvervsledere i hele verden. Erhvervslederne forventer, at det kan tage op til tre år, før udviklingen er vendt. Det viser PricewaterhouseCoopers’ (PwC) 12. årlige, globale undersøgelse blandt administrerende direktører (CEOs). Undersøgelsens resultater offentliggøres i dag på World Economic Forums årlige møde i Davos, Schweiz.

På verdensplan anfører kun 21% af erhvervslederne, at de er meget sikre på omsætningsvækst det næste år, hvilket er et fald fra 50% i sidste års undersøgelse. Og mere end en fjerdedel af de administrerende direktører siger, at de er pessimistiske omkring udsigterne for det kommende år.

"Mange topledelser står over for deres livs udfordring”, siger Carsten Gerner, administrerende direktør i PwC i Danmark. ”Den største bekymring er virksomhedernes overlevelse på kort sigt. Selv i de økonomier, der tidligere voksede meget hurtigt, kæmper virksomhederne nu med problemer som manglende kreditmuligheder, træge kapitalmarkeder og svigtende efterspørgsel”, siger Carsten Gerner.

Undersøgelsen kortlægger, at topledelser over hele verden ligeledes er mere pessimistiske omkring vækst på længere sigt og forudsiger, at det vil tage tid, før udviklingen vender. Kun 34% siger, at de er meget sikre på vækst i de kommende tre år, hvilket er et fald fra 42% sidste år, hvor de administrerende direktører netop var ved at begynde at forstå det fulde omfang af finanskrisens virkning på den globale økonomi. Som en illustration af den ændrede stemning faldt de administrerende direktørers optimisme i løbet af undersøgelsesperioden, efterhånden som de negative økonomiske nyheder løb ind.

"Recessionens intensitet har overrasket mange, og de fleste har næsten ingen tillid tilbage. Samtidig er omfang og varighed vanskeligt at forudsige, og derfor arbejdes der intensivt med at forsøge at finde balancen mellem at få virksomhederne godt igennem nedgangsperioden og samtidig holde sig klar til, at udviklingen vender,” tilføjer Carsten Gerner.

Recessionens virkning på verdens største økonomier er fortsat erhvervsledernes primære bekymring ifølge 85% af de adspurgte på globalt plan, og det er den eneste risikofaktor, som er vokset blandt de adspurgte. Øvrige større risikofaktorer omfatter sammenbrud på kapitalmarkederne (nævnes af 72%), overregulering (55%), energiomkostningerne (50%) og adgangen til kvalificerede medarbejdere (46%).

Undersøgelsen viser, at pessimismen er udbredt i alle geografiske områder, brancher og på alle niveauer af økonomisk udvikling. Blot 15% af de administrerende direktører i Nordamerika og 15% i Vesteuropa udtrykker optimisme omkring udsigterne til vækst for det kommende år. Til sammenligning er tallene 21% i de voksende økonomier i Central- og Østeuropa, 31% i Asien og Stillehavsområdet og 21% i Latinamerika.

Yderligere nøglebetragtninger:

Bankkrisen er omsiggribende
Næsten 70% af de administrerende direktører anfører, at deres virksomhed vil blive påvirket af finanskrisen. Heraf siger næsten 80%, at de har højere finansieringsomkostninger, og næsten 70% nævner, at de som følge heraf vil udskyde planlagte investeringer. Virksomhederne i banksektoren, forsyningssektoren, byggeindustrien, underholdningsindustrien og bilindustrien er de virksomheder, som med størst sandsynlighed vil blive påvirket.

Adgang til kvalificerede medarbejdere udgør en udfordring
Adgang til kvalificerede medarbejdere er fortsat en væsentlig bekymring. Kun 26% siger, at de har planer om en medarbejderreduktion i det kommende år, mens 35% planlægger at fastholde medarbejderniveauet. Knaphed på kandidater med de nødvendige kvalifikationer nævnes som en primær udfordring af næsten 70% af de adspurgte.

Behov for bedre informationer til brug for risikostyring
De administrerende direktører ser en stor mangel på informationer til brug for risikostyring og understøttelse af langsigtet succes. Mens 92% siger, at informationer om risiko er vigtige, mener kun 23%, at de modtager fyldestgørende informationer herom.

For yderligere oplysninger og download af fulde rapport, se www.pwc.com/ceosurvey


Undersøgelsesmetode
Der blev i forbindelse med PricewaterhouseCoopers’ 12. Annual Global CEO Survey gennemført 1.124 interviews med administrerende direktører i 50 lande i løbet af det sidste kvartal i 2008. Hovedparten af disse interviews blev gennemført pr. telefon. Undersøgelsen blev koordineret af PricewaterhouseCoopers International Survey Unit, Belfast, Nordirland, i samarbejde med projektledere og en global rådgivningskomité bestående af partnere fra PricewaterhouseCoopers. Opdelt på regioner blev der gennemført 500 interviews i Europa (Østrig, Belgien, Tjekkiet, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Holland, Norge, Polen, Portugal, Rusland, Spanien, Sverige, Schweiz, Tyrkiet, Storbritannien, Ukraine, Ungarn), 276 i Asien og Stillehavsområdet (Australien, Kina/Hong Kong, Indien, Indonesien, Japan, Korea, Malaysia, Singapore, Taiwan, Thailand, Vietnam), 168 i Latinamerika (Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Ecuador, Mexico, Paraguay, Peru, Uruguay, Venezuela), 138 i Nordamerika (USA, Canada) og 42 i Mellemøsten og Afrika.