Utraditionelle spillere er game changer i banksektoren

Over halvdelen af bankernes topledere føler sig truet af de utraditionelle udbydere af finansielle tjenesteydelser. De utraditionelle spillere er en game changer i banksektoren og kalder på et modtræk fra de traditionelle banker, der må forholde sig til bl.a. nye forventninger fra kunderne, ny teknologi og helt nye konkurrenter i en skiftende økonomi. Det konkluderer en ny rapport fra PwC.

En ny rapport fra PwC viser, at over 55 % af toplederne inden for den traditionelle bankverden føler sig truet af de utraditionelle udbydere af finansielle tjenesteydelser. Rapporten Retail Banking 2020: Evolution eller revolutioner baseret på en undersøgelse af 560 topledere fra førende finansielle institutioner i 17 lande.

”Der er ingen tvivl om, at bankerne tager den nye konkurrence fra de mere utraditionelle udbydere af finansielle ydelser alvorligt. Bankerne må hele tiden arbejde på modtræk på de nye og utraditionelle ydelser, som kunderne får serveret fra nye kanaler,” udtaler Søren Kviesgaard, partner i PwC og ekspert i banksektoren. Han fortsætter:

”Der opstår i øjeblikket bankforretninger, hvor bankdrift alene er subsidiær i forhold til virksomhedens øvrige drift. Og udviklingen går stærkt. Starbucks er fx den 20. største bank i USA målt på indlån i øjeblikket, og herhjemme ser vi Coop Bank, der forsøger at få kunder ud af deres ca. 1,4 mio. medlemmer.”

De store banker vinder kundernes gunst

Ifølge undersøgelsen er det de store banker, som vil være vindere i 2020. Det mener over halvdelen (54 %), mens de øvrige respondenter (46 %) vurderer, at de mindre banker vil vinde markedsandele gennem øget differentiering.

”I Danmark oplever vi i øjeblikket, at de store banker lægger sig i førertrøjen, når det gælder innovation og den teknologiske udvikling, og man skal ikke underkende vigtigheden af at være first mover. Vi ser da også nu, hvordan en enkelt udbyder af et nyt betalingssystem via mobilen klarer sig særligt godt i forhold til de øvrige konkurrenter,” påpeger Søren Kviesgaard.

Den teknologiske udvikling betyder, at betalingsmulighederne ændrer sig med hastige skridt. Det er særligt mobiltelefonen, der er i spil, hvor bl.a. Danske Banks Mobilpay og konkurrenternes Swipp er nye tiltag.

”Google blander sig også på dette marked med betalingskort til Google Wallet og betaling via mobilen. Teleselskabernes betalingstjenste Paii er en anden konkurrent på området, og det er alt sammen med til at sætte skub i udviklingen og ændre konkurrencesituationen for bankerne,” fortæller Søren Kviesgaard.

Teknologi flytter kunder

Internetselskaber som Alibaba og Tencent skaber i øjeblikket et stærkt alternativ til bankerne med attraktive indlån, der får kineserne til at flytte milliarder fra de traditionelle banker. De er et godt eksempel på, hvor hurtigt teknologien kan ændre vilkårene for en sektor.

”Eksemplet er interessant, fordi det viser, hvor massivt de etablerede banker pludselig kan blive udfordret fra en uventet kant. Alibaba er et meget stort selskab med en estimeret markedsværdi på 120 mia. dollars og dermed en ubelejlig konkurrent for de traditionelle banker,” påpeger Søren Kviesgaard og fortsætter:

”De nye spillere er ikke nødvendigvis underlagt samme regulering som bankerne, og det betyder, at de potentielt har en konkurrencefordel,” påpeger Søren Kviesgaard.  

Toplederne er ikke rustet til egne prioriteter

Et stort flertal (90 %) af banklederne er enige om, at følgende prioriteter er vigtige for succes i 2020: sæt kunderne først, få bugt med overgangen fra den traditionelle til den digitale måde at drive bank, forenkle erhvervslicenser og driftsmodeller, samt sikre, at de kan udnytte styrken af ​​store data, innovation, proaktivt risikostyring, regulering og kapital.

Det er dog kun en femtedel af bankernes topledere (20 %), der føler sig godt rustet til at tage fat på disse prioriteter:

”Det er de helt rette fokusområder, som banklederne udpeger som vejen mod succes. Derfor er det også foruroligende, at så få føler sig rustet til at tage sig af disse prioriteringer,” siger Søren Kivesgaard og fortsætter:

"Bankerne er nødt til at opprioritere kundefokus og innovation, fremfor at bruge størstedelen af ressourcerne på regulering og cost cutting. Hvis ikke, vil de snart blive overhalet af andre spillere, der har andre prioriteter og alternative forretningsmodeller."

Læs Retail Banking 2020 her