De danske SMV-virksomheder kan næsten ikke mærke Vækstplanen

Vækstplan DK er et skridt i den rigtige retning, men der skal mere til, før virksomhederne for alvor kan mærke en styrket konkurrenceevne og evne til at fastholde og skabe nye job i Danmark. Det viser en ny pulsmåling fra revisions-, skatte- og rådgivningsvirksomheden PwC’s Erhvervspanel Puls.

PwC har netop taget temperaturen på virksomhedernes syn på Vækstplanen. 230 personer fra det uafhængige erhvervspanel har givet deres vurdering af den samlede effekt af Vækstplan DK, som får karakteren 2,1 på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er høj effekt og 1 er lav effekt. Panelet har desuden vurderet delelementer i vækstplanen. Selskabsskatten med karakteren 2,1 og reduktion af energiafgifter samt arveafgiften for familieejede virksomheder, begge med karakteren 2, er de delelementer, der trods lave karakterer vurderes at have den største effekt.

Pulsmålingen viser, at Vækstplan DK ikke kan stå alene i bestræbelserne på at skabe vækst og job i Danmark. Forude venter et arbejde med fortsat at sikre de rette rammevilkår for virksomhederne samt at optimere virksomhedernes egne kerneprocesser,” forklarer Christian Fredensborg Jakobsen, partner og direktør for PwC’s revisionsforretning. Han uddyber:

Mange virksomheder er fortsat spændt hårdt for på baggrund af krisen, og pulsmålingen viser, at vi ikke er i mål med vækstplanen. Virksomhederne efterlyser fortsat tiltag, der kan være med til at skabe bedre rammevilkår for vækst og jobskabelse. SMV’erne (små og mellemstore virksomheder) er helt afgørende for dansk økonomi, og fokus bør derfor i høj grad rettes mod deres vilkår. Derfor må vi også håbe at de 41 tiltag regeringen netop har præsenteret bidrager til den effekt, som virksomhederne ikke kan mærke med Vækstplanen.

Energiafgifter og skatten skal sænkes yderligere

Virksomhederne ønsker en yderligere regulering af blandt andet energiafgifterne og skatten samt bedre kreditmuligheder for SMV’er.

Virksomhederne ser et klart behov for at fortsætte bestræbelserne på at forbedre deres rammevilkår, men der er også meget virksomhederne selv kan gøre for at slippe fri af krisens hængedynd. I PwC oplever vi, at SMV’erne efterspørger rådgivning til at finde ind til kernen i deres forretning og sikre et fast ståsted. Det handler især om at optimere kerneprocesserne,” påpeger Christian Fredensborg Jakobsen.

Ny onlineportal fra PwC og Microsoft

PwC arbejder løbende for at optimere virksomhedernes processer og lancerer efter sommerferien en ny online portal, der skal gøre det nemmere at være SMV-virksomhed i Danmark. Portalen udspringer af en stor efterspørgsel fra kunderne om en løbende dialog med sin revisor og rådgiver samt nem adgang til økonomisk overblik også uden for almindelig kontortid. Den nye platform er udviklet i samarbejde med softwareleverandøren Microsoft, som bl.a. med Microsoft Dynamics NAV står bag den tekniske løsning.

Portalen skal bidrage til at styrke den enkelte virksomheds økonomiske overblik, som er en afgørende forudsætning for vækst. Med en online portal får vores bogføringskunder døgnet rundt adgang til deres virksomheds økonomi. Alt sammen når og hvor det passer kunden,” udtaler Christian Fredensborg Jakobsen.

Hos PwC er håbet, at onlineportalen kan være et beskedent bidrag til at lette nogle af virksomhedens administrative rutiner i hverdagen og med adgang til vigtig information om virksomheden også uden for revisors åbningstider.

Med portalen får kunderne adgang til opdateret information om sin virksomheds økonomi direkte fra sin pc, tablet eller smartphone. På den baggrund forventer vi, at PwC fastholder og udbygger sin position som den fortrukne samarbejdspartner, ligesom særligt vores bogføringskunder vil opleve, at PwC kan give dem et unikt økonomisk overblik,” påpeger Christian Fredensborg Jakobsen.

PwC inviterer til morgenmøder over hele landet

PwC inviterer til morgenmøde om, hvad Vækstplan DK kommer til at betyde. Her kan man gratis tilmelde sig over hele landet og høre mere om konsekvenserne af de nye initiativer inden for skat, moms, afgifter samt forbedrede finansieringsmuligheder. Her vil flere resultater fra PwC's erhvervspanel om Vækstplan DK også blive præsenteret.

Se resultaterne


(tryk på billede for at se det i stort format)

Om pulsmålingen

Respondenterne i PwC’s erhvervspanel Puls har givet deres umiddelbare vurdering af effekten af Vækstplan DK i forhold til deres egen virksomhed. For hvert område i Vækstplan DK er erhvervspanelet blevet bedt om at forholde sig til følgende fire områder, som er målsætningen for regeringens udspil:

  • Forbedring af konkurrenceevne
  • Skabelse af arbejdspladser
  • Fastholdelse af arbejdspladser
  • Økonomisk vækst

De enkelte områder er hver især blevet vurderet på en skala fra 1 til 5, hvor 1 er "ingen betydning" og 5 er "stor betydning". Der er indhentet svar fra 230 respondenter via online-survey i perioden fra den 30. april til og med den 12. juni 2013.

PwC's erhvervspanel Puls er et uafhængigt panel, som består af over 3300 erhvervspersoner. 4-6 gange om året svarer de på spørgsmål om aktuelle samfundsemner som fx ny lovgivning, reformtiltag, etc..