WindMade: Det første globale forbrugermærke til vindenergivirksomheder

Abu Dhabi, 18. januar 2011. Det Globale Vindenergiråd, WWF, LEGO Koncernen, FN Global Compact, Vestas Wind Systems, PricewaterhouseCoopers (officiel WindMade verificeringspartner) og Bloomberg (officiel dataudbyder til WindMade) offentliggjorde i dag deres støtte til udviklingen af det første globale forbrugermærke, der identificerer virksomheder og produkter fremstillet ved hjælp af vindenergi.

WindMade initiativet er en direkte reaktion på en stigende forbrugerefterspørgsel efter bæredygtige produkter, offentliggjorde nogle af verdens førende virksomheder og nonprofitorganisationer i dag.

"Regeringer er langsomme i optrækket, men forbrugerne vil se ændringer nu og her. Den private sektor er nødt til at optrappe for at tilbyde de løsninger, der er nødvendige for at imødekomme den globale energi- og klimakrise, vi står overfor. Med WindMade ønsker vi at fremme den ændring, som offentligheden kræver," udtaler generalsekretær for Det Globale Vindenergiråd og midlertidig administrerende direktør for WindMade Steve Sawyer.

Se mere om WindMade i videoen her.

En global analyse  med deltagelse af over 25.000 forbrugere fra 20 forskellige markeder viser, at 92% af deltagerne mener, at vedvarende energi er en god løsning på at mindske klimaforandringer, og hvis de blev givet et valg, ville størstedelen af dem foretrække produkter, der er fremstillet ved hjælp af vindenergi, selv hvis der er tale om overpris.

Mens mange virksomheder allerede er kommet med dristige udtalelser om deres forpligtelse i forhold til vedvarende energi, så har forbrugerne indtil i dag ikke haft nogen mulighed for at kontrollere den anvendte energikilde. WindMade tilbyder dem den gennemsigtighed, de kræver for at kunne træffe en kvalificeret beslutning.

"Vi ønsker at bygge bro mellem forbrugerne og de virksomheder, der har forpligtet sig til rene energikilder, og vi vil give forbrugerne mulighed for at vælge mere bæredygtige produkter. Vi håber, at dette vil skabe et stærkt element af forbrugertiltrækning, som vil accelerere hastigheden af vindenergiudvikling globalt," udtaler administrerende direktør for Vestas Wind Systems A/S Ditlev Engel, som er en af pionererne bag WindMade initiativet. "Vi opfordrer fremsynede virksomheder til at slutte sig sammen med os i disse bestræbelser."

WindMade konsortiet håber at kunne tiltrække førende forbrugerbrands som medlemmer. For at kunne anvende WindMade mærkatet i deres kommunikation eller produkter vil WindMade medlemmerne først skulle gennemgå en certificeringsproces for at opnå godkendelse af deres vindenergianskaffelse. Standarden, der skal anvendes til certificeringsprocessen, er under udvikling og forestås af en ekspertgruppe. Målet er at bringe udviklingen af nye vindenergianlæg op over det niveau, det ellers ville have været på.

"Det er af altafgørende betydning, at WindMade kriteriet lever op til de høje standarder, der er nødvendige for at mærket kan opfylde forbrugernes krav om at yde konkret indflydelse og fremme vedvarende energikilder. Vi er overbeviste om, at frivillig certificering er nøglen til at løfte standarden for de hidtidige opnåede resultater. Vi håber, at WindMade vil blive et eksempel til efterlevelse for virksomheder, der ønsker at mindske afstanden mellem ambition og virkelighed på det væsentlige område vedvarende energi," siger generaldirektør for WWF James Leape.

"Dette er første gang vi kan nå ud til forbrugerne, hvilket er noget, vi har forsøgt på i lang tid," udtaler administrerende direktør for FN Global Compact Georg Kell. "Som en markedsbaseret løsning, der støtter Global Compacts mission, har WindMade potentialet til at blive en stærk drivkraft, der skaber fremskridt i brugen af vedvarende energi hos virksomheder overalt."

WindMade initiativet vil blive præsenteret mere udførligt af medstifterne ved en sammenkomst på højt niveau under World Economic Forum i Davos, Schweiz den 28. februar. Denne begivenhed vil have deltagelse af topledere fra førende brands såvel som andre interesserede personer. Der bliver afholdt en offentlig høring fra marts 2011 for at informere om udviklingen af certificeringsstandarden.

For yderligere oplysninger besøg venligst www.windmade.org

Om WindMade

WindMade mærket vil blive administreret af en nonprofitorganisation, der er dedikeret til at fremskynde implementeringen af vedvarende energi gennem forbedring af virksomhedernes evne til at informere deres aktionærer om vindenergiinvesteringer. WindMade vil bestræbe sig på at opnå dette ved at øge gennemsigtigheden i erhvervsinvesteringerne i vindenergi, ved at oplyse borgerne, så de forstår konsekvenserne af at bruge forskellige energikilder og ved at give magt til forbrugerne, således at de kan favorisere virksomheder, der bidrager til at levere ny vindenergi.

Om medstifterne:

Det Globale Vindenergiråd (Global Wind Energy Council - GWEC)
GWEC er den globale vindindustris brancheforening, der tilvejebringer et troværdigt og repræsentativt forum for hele vindenergisektoren på internationalt niveau. GWEC's mission er at sikre, at vindkraft slår igennem som en af verdens førende energikilder, idet den indebærer betydelige miljømæssige og økonomiske fordele.

WWF
WWF er en af verdens største og mest anerkendte uafhængige fredningsorganisationer. Det er en uafhængig organisation, der er registreret under schweizisk lovgivning. WWF's mission er at standse nedbrydningen af jordens naturlige miljø og at skabe en fremtid, hvor mennesker kan leve i harmoni med naturen gennem bevarelse af verdens biologiske mangfoldighed, sikre at brugen af naturlige vedvarende energikilder er bæredygtig samt at fremme mindskelse af forurening og skadeligt forbrug.

Forenede Nationers Global Compact
De Forenede Nationers Global Compact, der blev lanceret i 2000, er en opfordring til virksomheder over hele verden om at bringe deres bestræbelser og aktiviteter på linje med 10 universelle principper på områder som menneskerettigheder, arbejdsmiljø og antikorruption og desuden være med til at støtte op om de bredere FN målsætninger. Gennem udvikling, implementering og offentliggørelse af ansvarlige erhvervspolitikker og fremgangsmåder kan virksomheder hjælpe med at sikre, at markeder går frem på måder, der gavner økonomier og samfund overalt. Global Compact er ikke et styrende organ men derimod en frivillig ledelsesplatform, der fremmer dialog og uddannelse. Det er verdens største erhvervsmæssige ansvarsinitiativ med over 8.900 medunderskrivere fra over 135 lande.

LEGO Koncernen
LEGO Koncernen blev etableret i 1932 og er i dag en af verdens største legetøjsproducenter. LEGO® produkter sælges over hele verden. LEGO Koncernen har forpligtet sig til at støtte forbedringen af forhold, der berører virksomhedens interessenter, og den har sat sig nogle ambitiøse vedvarende energimål, som en del af virksomhedens dagsorden for miljø, samfund og ledelse.

"En global standard vil hjælpe med at skabe gennemsigtighed i vores egne samt andre virksomheders aktiviteter inden for området vedvarende energi. Vi støtter dette initiativ, fordi vi tror på, at det vil bidrage til en stigning i den globale efterspørgsel efter vedvarende energi i virksomheder", udtaler administrerende direktør for LEGO Koncernen Jørgen Vig Knudstorp.

Vestas Wind Systems A/S
Hver eneste dag leverer Vestas’ vindmøller ren energi, der støtter forebyggelsen af klimaforandringer. Vindkraft fra Vestas’ mere end 40.000 vindmøller reducerer p.t. Co2-udledningen med over 40 mio. tons hvert år, samtidig med at der opbygges energisikkerhed og uafhængighed.

Vestas er verdensførende inden for vindenergisektoren og driver forretning i 65 lande med 30 års erfaringer som den eneste dedikerede vindkraftproducent og pioner i branchen. Vestas’ mere end 20.000 medarbejdere er 100% dedikeret til vindenergi, og WindMade er et glimrende eksempel på Vestas' dedikation til vedvarende energi på det globale plan.

Bloomberg
I 1981 startede Bloomberg med det ganske bestemte mål at bringe gennemsigtighed til kapitalmarkederne via adgang til informationer for dermed at øge kapitalstrømme, skabe økonomisk vækst og jobs samt i betydeligt omfang reducere omkostningerne forbundet med at drive forretning. I dag bygger Bloomberg på dette fundament – alt, hvad Bloomberg foretager sig, forbinder beslutningstagere i erhvervslivet, den finansielle sektor og det offentlige til et bredere og mere dynamisk netværk af informationer, nyheder, mennesker og ideer, der muliggør hurtigere og mere effektive beslutninger. Bloomberg er den officielle dataudbyder til WindMade.

"Der vil blive stillet krav om villighed hos virksomhederne til at oplyse, hvilke energikilder der indgår i deres produktion, fra investorer, som i stadig stigende udstrækning er på udkig efter 'ikke-finansielle' informationer. Som officiel dataudbyder til WindMade mener Bloomberg, at forbrugerstandarder og den øgede gennemsigtighed i virksomhedsinvesteringer i vindenergi vil sætte skub i den globale accept," siger global direktør for bæredygtighed Curtis Ravenel.