Virksomheder kan frigive 3,7 billioner euro

Globale børsnoterede virksomheder har et uudnyttet potentiale, som kan frigive 3,7 billioner euro i likviditet. Det svarer til en fri likviditet på 11 procent af omsætningen pr. selskab. Det viser nye tal for revisions- skatte- og rådgivningsfirmaet PwC, som har undersøgt selskabernes arbejdskapital.

18. august 2013 – En nedbringelse af arbejdskapitalen – som er et udtryk for de penge selskaberne har ude hos debitorer, kreditorer og på lageret – kan udløse den enorme gevinst. Et kærkomment beløb i en tid, hvor flere selskaber fortsat kæmper med finansieringen.


Det er gået den forkerte vej

Undersøgelsen fra PwC, som bygger på mere end 15.700 regnskaber fra børsnoterede selskaber verden over, viser, at det er gået den forkerte vej med arbejdskapitalen. I gennemsnit er arbejdskapitalen steget med 2 procent om året, hvilket gør tilværelsen dyrere for selskaberne.

Partner hos PwC og ekspert i omstrukturering, Bent Jørgensen udtaler:

"Vores undersøgelse viser, at selskaberne generelt er blevet dårligere til at inddrive de penge, de har bundet hos kunder, i lagre samt i for gode leverandørbetingelser. Det betyder, at den tid, der går fra et salg er gennemført, til pengene er i kassen, bliver længere. Jo længere denne periode er, jo dyrere er det for virksomheden. Derfor kan virksomhederne faktisk frigive op til 11 procent af omsætningen i gennemsnit i rede penge, hvis de bliver bedre til at håndtere deres arbejdskapital.”


Europæiske virksomheder er de bedste

Undersøgelsen peger på, at de europæiske virksomheder har været bedst til at nedbringe deres arbejdskapital. Den blev i 2012 nedbragt med 2 procent, hvilket primært er drevet af markante forbedringer blandt sydeuropæiske, russiske og ukrainske selskaber.

Bent Jørgensen forklarer:

”I Europa ser vi en klar sammenhæng mellem den økonomiske udvikling og selskabernes arbejdskapital. Afmatningen af den europæiske økonomi har gjort, at de europæiske selskaber er blevet tvunget til at skrue på arbejdskapitalen. De har været gode til at gribe de forbedringsmuligheder der ligger på området.”


Nordiske lande er bundskrabere i Europa

Selvom der samlet set har været forbedringer i arbejdskapitalen i Europa, er de nordiske selskaber de dårligste i Europa til at nedbringe arbejdskapitalen. Den er nemlig steget med 7 procent fra 2011 til 2012. De nordiske selskaber har dermed den anden højeste arbejdskapital i Europa kun overgået af de sydeuropæiske virksomheder.

”En af årsagerne til den relativt høje arbejdskapital i Norden er, at krisen kom senere til det nordiske område. Derfor har der været mindre fokus på arbejdskapital. Desuden har Norden en overvægt af virksomheder med tung produktion, hvilket øger arbejdskapitalen,” siger Bent Jørgensen.

Han understreger dog, at danske virksomheder til dels afviger fra de andre nordiske lande.

”Ifølge vores egne danske undersøgelser er arbejdskapitalen faldet hos mange danske virksomheder.  Det er også mit overordnede indtryk, at danske virksomheder har været gode til at arbejde med nedbringelse af arbejdskapitalen. Men der er fortsat et stort potentiale for likviditetsforbedringer ved at arbejde målrettet med arbejdskapitalen,” udtaler Bent Jørgensen.

Læs mere om Working Capital her