Banksektorens fremtid bliver mere og mere klar. Det er en fremtid med mere kapital, bedre likviditet og færre risici. Og det er uundgåeligt en fremtid med lavere afkast, højere forretningsomkostninger og langsommere vækst, hvor de ultimative konsekvenser vil påvirke aktionærer og slutkunder. Det forventes også, at investorer og andre interessenter vil foretage mere grundige undersøgelser med hensyn til balancepraksis.
Basel III skal revidere bankområdet
Basel III er indført for at revidere bankområdet. Den vil have en væsentlig effekt på rentabiliteten og vil tvinge mange banker til at ændre deres forretningsmodeller. Den vil også kræve, at der foretages væsentlige proces- og systemændringer. Ud over at genoverveje deres forretningsmodeller bliver mange banker nødt til at foretage opgraderinger i stresstest-området vedr. modpartsrisici og i infrastrukturen for kapitalstyring.
”De øgede krav vil sammen med stigende tilsynskrav medføre en forøgelse af de ressourcer, som banker skal anvende på tilpasning, implementering, løbende kontrol og indrapportering. Ikke alle banker har i dag afsat de ressourcer, som må forventes at blive nødvendige fremover. Dette kan medføre enten øget konsolidering i banksektoren eller øget samarbejde på tværs af de mindre pengeinstitutter, så man eksempelvis også samarbejder om Risk Control og Compliance ud over som i dag it-systemer mv.”, siger Vibeke Bak Solok, partner i PwC.
De væsentligste ændringer
Reformerne vil have størst effekt på banker med store kapitalmarkedstransaktioner. Højere kapitalkrav vil primært gælde for handelsbeholdninger, securitisationer, lån i værdipapirer og OTC-derivater. ”Der stilles også højere krav til sammensætningen af bankers kapital, hvor man fremover skal have mere solid kapital frem for eksempelvis ansvarlig kapital. Det kan sætte de danske banker, som ikke har en høj grad af kernekapital, under pres. De vil i højere grad end tidligere have udfordringer med at få refinansieret ansvarlig lånekapital med kernekapital eller hybridkapital”, siger Vibeke Bak Solok.
Basel III indeholder også nye likviditetsstandarder, som vil resultere i ændringer i sammensætningen af bankers balancer for at begrænse illikvide aktiver, indskrænke usikre finansieringskilder og styre højere finansieringsudgifter. Disse nye standarder vil have en bred indvirkning på de fleste banker.