PwC har sammen med Potsdam Institute for Climate Impact Research og European Climate Forum foretaget en analyse, der demonstrerer, hvordan Europa kan være drevet udelukkende af vedvarende energi i 2050. Rapporten dokumenterer, at det ikke er teknologi, der står i vejen, men udelukkende lovgivning og viljen til økonomisk support.
"Det er viljen, der afgør EU's energifremtid og ikke penge", siger Birgitte Mogensen, der er en af de ledende klimaeksperter herhjemme og leder af CSR-afdelingen i PwC. "Viljen til at tænke og udleve en europæisk politik og ikke kun fokusere på lokale, kortsigtede hensyn." Hun mener, at den danske politik om vedvarende energi er med i den rigtige retning - men at der skal meget klare retningslinier til, før det virkelig batter noget. Her er beviset for, hvordan det kan lade sig gøre - og dette vil danne grundlag for en mere klar og langsigtet strategi på området.