Skat ved etablering i udlandet

Der opstår mange skattemæssige spørgsmål, når en virksomhed ændrer forretningsmodel fra at have eksporteret og solgt gennem en uafhængig agent til at producere og/eller sælge i udlandet med udgangspunkt i en lokal organisation med lokalt ansatte.

Typisk kan virksomheden selv blive skattepligtig i udlandet, f.eks. fordi de nye aktiviteter afstedkommer et såkaldt fast driftssted. I mange tilfælde får virksomheden også pligt til at pålægge og afregne moms på sine fakturaer i det pågældende udland.

Fast driftssted
Faste driftssteder undergives normalt lokal selskabssbeskatning efter de regler, der gælder for selskaber, men det er faktisk det danske selskab, som er skatteyderen i udlandet. Derfor skal det danske selskab udarbejde lokal selvangivelse og betale skat af fortjenester. Et fast driftssted falder ofte sammen med, at der også skal registreres en filial i det pågældende udland.

Moms og afgifter
Det skal vurderes, om leveringsstedet for virksomhedens ydelser er i udlandet. I så fald skal virksomheden normalt registreres for moms i landet og fakturere sine ydelser med det pågældende lands moms. Ofte kan der også være andre afgifter, som virksomheden skal betale.

Indeholdelsespligter
Når der er medarbejdere ansat i enheden i udlandet, opstår der som hovedregel pligt til at indeholde lokal A-skat af lønningerne. Hertil kommer meget ofte lokale socialafgifter. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at mange lande har socialafgifter, der skal betales af arbejdsgiveren i tillæg til den løn, der er aftalt med medarbejderen. Eksempelvis i Frankrig, Sverige og Tyskland kan disse afgifter andrage meget store beløb.

Hvad kan PwC hjælpe med?

  • Vi rådgiver om den mest hensigtsmæssige etableringsform i de lande, hvor virksomheden ønsker at få fodfæste.
  • Vi rådgiver om lokale pligter og sædvaner omkring løn og ansættelsesforhold. Vi rådgiver om en skatteeffektiv sammensætning af de ansattes lønpakker.
  • Vi rådgiver om moms og afgifter.