Hvordan bliver kapitalreglerne for bankerne i fremtiden?

 

Af: Per Rolf Larssen, Partner og leder af FS assurance, PwC

Få et dybere indblik i de regler, der har skabt stor debat om bidragssatser hos realkreditinstitutter og banker. Hvorfor skal pengeinstitutter lægge mere kapital til side, og hvad er konsekvenserne? Per Rolf Larssen, partner og leder af revision for finansielle virksomheder i PwC, giver sin analyse af Basel III og fremtidens regulering. 

Den seneste tids debat om realkreditinstitutters forhøjelse af bidragssatserne har rejst spørgsmålet om, hvor meget kapital de danske banker og realkreditinstitutter skal have i fremtiden – og ikke mindst hvem der skal betale for det. Samtidig debatteres det, hvor meget regulering der skal være, og hvorvidt sektoren efterhånden er overreguleret. PwC’s globale CEO Survey 2016 viser, at hele 87% af CEO’er inden for banksektoren betragter overregulering som en trussel mod vækst.

Basel III

I 2014 trådte de nye Basel III-regler formelt i kraft med indfasning frem mod 2019. Reglerne gælder for alle kreditinstitutter – det vil sige både banker, sparekasser og realkreditinstitutter – og der skelnes ikke mellem disse (for nemheds skyld kalder vi dem herefter ”banker”). Kapitalkravene i Basel III er ligesom kravene i forgængerne Basel I og Basel II bygget op om ”solvensbrøken”, der beregnes som kapital, divideret med de risikovægtede aktiver. Reglerne i Basel III stiller ikke alene større krav til, hvor meget kapital en bank skal have (tælleren i brøken), men også til kvaliteten af denne kapital. Basel III gælder for alle banker uanset størrelse. Dog stilles der større krav til de meget store banker, de såkaldte SIFI-institutter, som skal holde mere kapital.

Reelt betyder Basel III, at hvor man frem til og med 2013 kunne nøjes med 2 % i kapital, skal man fremover have mindst 4-5 gange så meget egenkapital for at leve op til kapitalkravene. Ud over selve kapitalkravene bliver der som en del af Basel III over nogle år indfaset krav til likviditet på kort sigt (LCR), ligesom der er krav til stabil funding (likviditet på længere sigt) og til gearing. Disse krav ligger dog ikke helt fast endnu. Herudover er der en række nye krav til ledelse og styring af banker. Alle disse regler er kendetegnet ved stor kompleksitet – populært sagt var forgængeren Basel II på ca. 500 sider, mens Basel III-reglerne fylder langt over 10.000 sider.

Basel III er i EU baseret på et direktiv og en forordning. Forordningen angiver reglerne for kapitalen, de risikovægtede aktiver, likviditet mv., og disse regler suppleres af en række tekniske standarder fra EBA. Det vil sige, at reglerne nu er blevet fælleseuropæiske, og at der er blevet mindre plads til lokale forhold, såsom muligheden for at tage hensyn til danske realkreditinstitutter. Det har vi bl.a. set i forhold til de nye likviditetsregler, der måske nok giver mening i forhold til en bank, men i mindre grad i forhold til et realkreditinstitut – reglerne skelner bare ikke. Hertil kommer, at det formentlig bliver sværere at sælge danske realkreditobligationer, da der er begrænsninger og særlige krav at leve op til, før de kan tælles med i den bedste likviditetskategori i beregningen af LCR.

Det var så den nemme del − altså de regler, som vi stort set kender.

Reglerne gøres mere komplekse

I slutningen af 2014 kom Basel-komiteen med et forslag om at justere på den såkaldte standardmetode, som anvendes af de fleste mindre banker til beregning af de risikovægtede aktiver (nævneren i brøken). Baggrunden var et ønske om at gøre metoden mere risikosensitiv og dermed i stand til bedre at afspejle den reelle risiko i den enkelte bank. Problemet er bare, at dette også gør reglerne (endnu) mere komplekse. Et andet problem er, at selvom komiteen anførte, at det ikke var formålet at stramme reglerne, så viste alle foreløbige beregninger det stik modsatte. Efter at have modtaget høringssvarene er komiteen så i slutningen af 2015 kommet med et modificeret forslag, hvor nogle af tidslerne er luget ud.

Herudover har Basel-komiteen – især ved dens formand Stefan Ingves – tordnet imod de interne modeller (IRB), som særligt de store banker benytter sig af ved opgørelse af de risikovægtede aktiver i stedet for standardmetoden. Anvendelse af IRB-metoden betyder i princippet, at bankerne kan mindske de risikovægtede aktiver og dermed forbedre solvensen. Basel-komiteen har således også i slutningen af 2014 foreslået et ”gulv” under de risikovægtede aktiver − forstået på den måde, at en bank, uanset anvendelse af IRB, ikke kan komme under et vist niveau. Det vil sige, at solvensen falder. Senest er Basel-komiteen i slutningen af marts 2016 kommet med konkrete forslag, der skal reducere variationer i risikovægtede aktiver under IRB. Komiteen anfører desuden, at den er opmærksom på kalibrering af de endelige krav i standardmetoden og IRB-metoden, men også at der kan komme et ”gulv” på 60-90 % som erstatning for det nuværende ”gulv”, der er baseret på Basel I. Der er dog stadig stor usikkerhed om udformning af et sådant ”gulv” og hvad resultatet af den endelige kalibrering bliver.

Nye regler for regnskab

Et andet forhold er, at der er blevet vedtaget nye regnskabsmæssige regler under IFRS om, hvordan der skal nedskrives på udlån. Reglerne gælder fra 2018 og vil efter alt at dømme betyde, at nedskrivningerne bliver (betydeligt) større, idet bankerne allerede på udlånstidspunktet skal foretage en nedskrivning. Det betyder reelt, at banker, der vokser, skal sætte mere kapital til side. Det kan der være meget fornuft i – specielt i betragtning af at de hidtidige regler, der blev indført i midten af 00’erne, og hvor nedskrivninger blev taget meget sent, var kraftigt medvirkende til den finanskrise, vi så et par år senere.

Afviklingen af en række banker under finanskrisen har også gjort, at myndighederne har kigget på muligheden for at lave et sæt afviklingsregler. Nogle af disse regler dikterer, at banker – men ikke realkreditinstitutter – skal have et vist minimum af nedskrivningsegnede passiver (MREL). Reglerne er ved at blive indført og vil ligesom solvensbehovet være individuelle kapitalkrav, der afhænger af kompleksiteten i forretningen. Det slutter dog ikke her, fordi også regler om gearing (der ligner MREL) kan betyde yderligere kapitaludfordringer. Her er det interessant, at Financial Stability Board (FSB) i slutningen af 2015 udstedte de endelige standarder, der skal gælde de 30 største globale banker. Standarderne indeholder (ud over en fordobling af kapitalkravene) også et MREL-lignende krav, nemlig TLAC (Total Loss Absorbing Capacity), der kræver mindst 6 % i tabskapacitet. Det gælder som nævnt kun for de globale systemiske banker, hvoraf der ikke er nogen danske. Men spørgsmålet er, om der er en ”smitteeffekt”, så lokale SIFI’er også rammes – enten som følge af krav fra investorer eller fra myndigheder?

Gennemgangen ovenfor er ikke udtømmende, hvilket også er en af pointerne. Kravene er ganske omfattende, de er svære at forstå, og de fremgår af mange forskellige regelsæt. Derudover er det usikkert, hvornår de skal gælde fra og i givet fald hvor meget – både frem mod og efter 2019, men alle pile peger i retning af stigende kapitalkrav. Der er derfor ingen tvivl om, at på grund af usikkerheden om de kommende års gældende regler, så vil bankerne være nødt til at holde en vis kapitalreserve.

Hvem betaler for nye kapitalrammer?

Når banker skal polstre sig, kan de enten gøre det ved at hente ny kapital eller ved at øge indtjeningen. Investorer skyder dog ikke penge ind uden at kunne forvente en rimelig forrentning, og en forøgelse af indtjeningen kommer især kunderne til at betale for. En sidste mulighed er, at bankerne slanker balancen – enten ved frasalg eller ved simpelthen at afvikle forretning eller undlade at tage ny forretning ind. Dette koster til gengæld på væksten i samfundet.

Man kan sige, at tilblivelsen af de nye krav til bankerne er en slags forsikringsordning, der giver større sikkerhed for, at fejltagelserne op til finanskrisen ikke bliver gentaget, herunder at de enkelte lande ikke skal ind og understøtte bankerne i så massivt omfang, som vi så i 2008-2010. Men sådanne ordninger koster penge, og nogen skal betale. Spørgsmålet er hvem? I sidste ende er der kun kunderne til at betale, og usikkerheden om den kommende regulering risikerer at øge regningen betydeligt. Det vil under alle omstændigheder give god mening at stoppe for yderligere skærpelser af kravene.

Contact us

Per Rolf Larssen
Partner, Leder af FS assurance
Tlf: 3945 3487
E-mail

Følg PwC