Quick fix regler ændrer som udgangspunkt ikke retsstillingen ved afhentningskøb i Danmark

17/02/20

Den 1. januar 2020 blev den nye harmoniserede formodningsregel omkring krav til transportdokumentation ved momsfrie EU-leverancer indført i dansk ret som en del af det nye quick fix regelsæt. De nye regler omkring transportdokumentation giver særligt en udfordring for danske virksomheder, der sælger varer til udenlandske købere ved afhentningskøb. I den nye udgave af den juridiske vejledning, har Skattestyrelsen slået fast, hvordan quick fix regelsættet om transportdokumentation spiller sammen med den eksisterende danske praksis.

Dokumentationskrav ved afhentningskøb

Når udenlandske erhvervsdrivende køber varer i Danmark og samtidig er ansvarlige for transporten af varerne, skal den danske sælger være i stand til at dokumentere varernes transport ud af Danmark, hvis sælger ønsker at fakturere køber uden moms.

Et centralt princip i den nye formodningsregel om transportdokumentation er, at sælger skal være i besiddelse af minimum 2 separate dokumenter, der beviser transporten og som ikke må modsige hinanden. Se mere om de specifikke dokumentationskrav. Betingelsen om de to separate dokumenter har ved afhentningskøb været genstand for stor diskussion, da sælger kan have svært ved at fremskaffe de påkrævede dokumenter fra køber.

EU-Kommissionen har i forbindelse med vedtagelsen af quick fix reglerne fastslået, at hvis det ikke er muligt for en sælger at fremlægge de påkrævede dokumenter efter formodningsreglen, kan varernes transport ud af landet bevises efter de eksisterende nationale regler, der i Danmark må anses for at være mindre restriktive.

I forlængelse af diskussionen omkring dokumentationskravene ved afhentningskøb, er Skattestyrelsen nu kommet med deres forståelse af de nye regler.

Skattestyrelsen: Formodningsreglen er som udgangspunkt ikke opfyldt ved afhentningskøb

Skattestyrelsen har i den nyeste udgave af den juridiske vejledning beskrevet, at det står en dansk sælger frit for, om de vil anvende de nye harmoniserede formodningsregler, eller de eksisterende nationale regler ved afhentningskøb i Danmark. Det er dog Skattestyrelsens opfattelse, at formodningsreglen som udgangspunkt ikke kan anvendes ved afhentningskøb i Danmark, da sælger normalt ikke vil være i stand til at fremlægge de påkrævede dokumenter.

PwC’s opfattelse

Det er PwC’s opfattelse, at retstillingen efter den nye formodningsregel som udgangspunkt ikke ændrer retstillingen ved afhentningskøb i Danmark, idet danske virksomheder fortsat må gøre brug af den eksisterende danske praksis på området.
Der gælder derfor fortsat ikke nogen formkrav for danske sælgeres dokumentation ved afhentningskøb på kredit.

Kun hvis køber betaler forud eller senest ved afhentningen af varerne gælder særlige formkrav for den købererklæring, som køber skal afgive, ligesom der fortsat gælder et tidsmæssigt krav om, at erklæringen senest skal foreligge 3 måneder efter udløbet af den måned, hvori leveringen har fundet sted.

Såfremt virksomheder ønsker at anvende formodningsreglen, er det muligt – man skal dog efter vores vurdering være klar til at fremlægge den påkrævede dokumentation ved en eventuel kontrol.

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at virksomhederne etablerer en proces for indsamling og opbevaring af dokumentation for transport af varer, der matcher de scenarier, som virksomheden gør brug af.

Hvis I har brug for hjælp med jeres dokumentationskrav ved afhentningskøb, er I velkomne til at kontakte os.

Kontakt os

Sandra Erichsen

Director, indirekte skatter, PwC Denmark

Tlf: 8932 5654

Følg PwC