Udskudte betalingsfrister for skatter og lempelser for særlige grupper

03/06/20

Regeringen foreslår i et nyt lovforslag, at betalingsfrister for a-skat, am-bidrag og moms udskydes. Derudover foreslår regeringen en midlertidig lempelse for særlige grupper, der omfatter udenlandsdanskere, udstationerede samt personer under forskerskatteordningen.

Udskydelse af betalingsfrister for a-skat, am-bidrag og moms

Der er for tidligere perioder givet en forlænget betalingsfrist for a-skat, am-bidrag og moms. Dette har styrket virksomhedernes likviditet i 2. kvartal 2020. En række virksomheder kigger imidlertid ind i et 3. kvartal, hvor der også kan være behov for ekstra likviditet, da det danske samfund kun er under langsom genåbning. Regeringen ønsker derfor at give virksomheder med klemt likviditet endnu en mulighed for at vente med at betale a-skat, am-bidrag og moms.

Helt konkret har Regeringen fremsat et lovforslag (L199) hvori Regeringen foreslår, at udskyde betalingsfristerne for a-skat og am-bidrag for august, september og oktober 2020 som anført i nedenstående tabel:

  Små og mellemstore virksomheder  Store virksomheder
Lønperiode Normale betalingsfrister Udskudte betalingsfrister Normale betalingsfrister Udskudte betalingsfrister
August 2020 10. september 2020 29. januar 2021 31. august 2020 15. januar 2021
September 2020 12. oktober 2020 31. marts 2021 30. september 2020 16. marts 2021
Oktober 2020 10. november 2020 31. maj 2021 30. oktober 2020 17. maj 2021

Derudover ønsker Regeringen at udskyde betalingsfrister for moms for store virksomheder:

Afgiftsperiode Normale betalingsfrister Udskudte betalingsfrister
Juli 2020 25. august 2020 9. september 2020
August 2020 25. september 2020 2. oktober 2020

Mellemstore virksomheder får udskudt betalingsfristen for 3. kvartal 2020, så denne afregnes sammen med momsangivelsen for 4. kvartal, hvor fristen er 1. marts 2021.

Vi forventer, at lovforslaget vedtages som fremsat i forhold til ovenstående.

Midlertidig lempelse af regler om fuld skattepligt

Der foreslås en midlertidig lempelse af reglerne for indtræden af fuld skattepligt, der vil gøre det muligt for personer med bopæl i Danmark (efter omstændighederne f.eks. et sommerhus) at vælge, at der ikke indtræder fuld skattepligt ved uafbrudt ophold i Danmark over 3 måneder og samlede ophold over 180 dage inden for et tidsrum af 12 måneder, hvis overskridelsen skyldes ophold i Danmark fra og med den 9. marts til og med den 30. juni 2020. 

Det foreslås, at valget skal medføre, at der vil kunne udføres arbejde i Danmark i den angivne periode, uden at der indtræder fuld skattepligt. Dette gælder, selv om det udførte arbejde ikke anses for enkeltstående eller sporadisk. Det foreslås endvidere, at valget skal medføre, at den del af lønindkomsten og honorarer, der kan henføres til den angivne periode, hvor personen opholder sig her i landet, vil blive begrænset skattepligtig til Danmark. Dette gælder uanset, om personen arbejder eller holder ferie under opholdet i Danmark i den angivne periode, og uanset at arbejdet her i landet ikke overstiger 183 dage inden for en 12-måneders periode for en udenlandsk arbejdsgiver. Det foreslås, at valget skal træffes senest den 1. maj 2021, og at valget skal kunne omgøres til og med den 30. juni 2022. Det bemærkes, at Danmarks ret til at beskatte indkomsten i den angivne periode kan være begrænset af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvilket i praksis formentlig vil vise sig at være tilfældet for ganske mange.

Formålet med den midlertidige lempelse af reglerne om fuld skattepligt er at hjælpe de personer, der har bopæl (f.eks. sommerhus) i Danmark, og som pga. situationen med covid-19 bliver fuldt skattepligtige til Danmark, hvis de opholder sig i Danmark i en periode, der overstiger 3 sammenhængende måneder, eller i perioder, der medfører, at de samlede ophold i Danmark overstiger 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder, eller udfører arbejde under opholdet i Danmark, der ikke kan anses for enkeltstående eller sporadisk. Det vil typisk være personer, der vælger at opholde sig i Danmark i stedet for i deres primære bopælsland, f.eks. fordi de har familie her i landet, eller personer, der er strandet i Danmark, f.eks. fordi de var indrejst på ferie her i landet, inden situationen med covid-19 opstod og ikke kunne rejse tilbage til bopælslandet som følge af lukkede grænser.

Midlertidig lempelse af regler om lempeligere beskatning af udenlandsk lønindkomst

Det foreslås midlertidigt at lempe betingelserne for at være omfattet af ligningslovens § 33 A. Den foreslåede midlertidige ordning medfører, at fuldt skattepligtige personer ved anvendelsen af ligningslovens § 33 A vil kunne vælge at se bort fra ophold her i riget fra og med den 9. marts 2020 til det tidspunkt, hvor arbejdet i arbejdslandet genoptages, dog senest til og med den 30. juni 2020. 

Vælges det at blive omfattet af den midlertidige ordning vil der desuden kunne udføres arbejde under opholdet i Danmark i den angivne periode uden, at det afbryder udlandsopholdet. Skattenedsættelsen omfatter ikke den del af lønindkomsten, der kan henføres til opholdet i Danmark i den angivne periode. Dette gælder uanset, om der udføres arbejde eller holdes ferie under opholdet. Det foreslås, at valget skal træffes senest den 1. maj 2021, og at valget skal kunne omgøres til og med den 30. juni 2022.

Formålet med den midlertidige lempelse af betingelserne i ligningslovens § 33 A er at hjælpe de personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, og som pga. situationen med covid-19 mister den lempelige beskatning af deres udenlandske lønindkomst, hvis de opholder sig i Danmark over 42 dage i en 6-måneders periode. Det vil typisk være personer, der vælger at opholde sig i Danmark under situationen med covid-19, f.eks. fordi de har familie her i landet, eller personer, der er strandet i Danmark, f.eks. fordi de var indrejst på ferie her i landet inden situationen med covid-19 opstod og ikke kunne rejse tilbage til arbejdslandet. Den midlertidige ordning vil bl.a. hjælpe de danske virksomheder, der har danske medarbejdere, som er udstationeret i udlandet.

Midlertidige lempelser af forskerskatteordningen

Som følge af situationen med covid-19 kan virksomheder, forskningsinstitutioner og personer, som anvender forskerskatteordningen, opleve visse udfordringer med at opfylde betingelserne i forskerskatteordningen. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en forsker eller nøglemedarbejder, som følge af situationen med covid-19, er nødt til at opholde sig i eller uden for Danmark i en længere periode, eller hvis virksomhed for en periode er nødt til at bede nøglemedarbejdere om at gå ned i løn. Det foreslås derfor at se bort fra en række forhold vedrørende perioden fra og med den 9. marts til og med den 30. juni 2020.

For det første foreslås, at der i perioden fra og med den 9. marts til og med den 30. juni 2020 vil skulle ses bort fra ophør af begrænset skattepligt ved vurderingen af, om en forsker eller nøglemedarbejder er skattepligtig til Danmark, såfremt ansættelsesforholdet er indgået senest den 8. marts 2020.

Ved muligheden for at se bort fra skattepligtens ophør foreslås det således, at der i tilfælde, hvor en forsker eller nøglemedarbejder ikke har anden skattepligtig indkomst til Danmark, skal kunne skabes sikkerhed for, at ansættelsesforholdet vil kunne opretholdes uden ændrede skattemæssige konsekvenser, hvis forskeren eller nøglemedarbejderen ønsker det. Har forskeren eller nøglemedarbejderen anden skattepligtig indkomst til Danmark, vil muligheden for at se bort fra skattepligtens ophør yderligere sikre, at forskeren eller nøglemedarbejderen ikke vil blive udelukket fra at anvende en resterende periode på ordningen i 10 år. Såfremt der ses bort fra skattepligtens ophør, vil forskerskatteordningen efter forslaget fortsat skulle finde anvendelse, således at en periode, hvor der ses bort fra skattepligtens ophør, tæller med ved opgørelse af maksimumperioden under ordningen.

For det andet foreslås, at der i perioden fra og med den 9. marts til og med den 30. juni 2020 vil skulle ses bort fra ophold i et andet land, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, ved vurderingen af, om beskatningsretten til en forsker eller nøglemedarbejders lønindkomst er overgået til udlandet, Færøerne eller Grønland for mere end 30 dage inden for kalenderåret. Det er en betingelse, at ansættelsesforholdet er indgået forud for den nævnte periode.

Den foreslåede mulighed for at se bort fra ophold i udlandet både for fuldt og begrænset skattepligtige skaber sikkerhed for, at et ansættelsesforhold kan fortsættes uden skattemæssige konsekvenser, og samtidig sikres, at der ikke er nogen, der bliver udelukket fra at kunne anvende forskerskatteordningen som følge af ophold i udlandet under situationen med covid-19.

For det tredje foreslås, at der i perioden fra og med den 9. marts til den 30. juni 2020 vil skulle ses bort fra manglende opfyldelse af vederlagskravet, således at en medarbejder fortsat kan være omfattet af forskerskatteordningen, hvis vederlagskravet er opfyldt i den øvrige del af kalenderåret, efter samme model som allerede gælder i barselsperioder. Det er en betingelse, at ansættelsesforholdet er indgået forud for den nævnte periode.

Endelig foreslås i perioden fra og med den 9. marts til og med den 30. juni 2020 en forlængelse af den periode, der efter gældende regler udgør en måned, som accepteres fra ophøret af en ansættelse, som er omfattet af forskerskatteordningen, til påbegyndelsen af en ny ansættelse, som kan omfattes af ordningen. Et nyt ansættelsesforhold, der skulle have været tiltrådt i perioden fra og med den 9. marts til og med den 30. juni 2020, vil således kunne omfattes af forskerskatteordningen, såfremt ansættelsesforholdet tiltrædes senest en måned efter den nævnte periodes udløb, dvs. den 1. august 2020.

Kontakt os

Lasse Glyngø Jensen

Partner, indirekte skatter, PwC Denmark

Tlf: 3945 9446

Følg PwC