Afgift på ledningsført vand stiger fra februar 2021 til sidste års niveau

20/01/21

Som en del af udmøntningen af finanslovsaftalen af 6. december 2020 hæves vandafgiften med 19 øre pr. kubikmeter til 6,37 kr. pr. m3 gældende fra den 1. februar 2021. Dette er foreslået som en ændring til lov om afgift af ledningsført vand og lov om vandforsyning mv., som forventes vedtaget i slutningen af januar 2021.

Formålet med ændringen er at tilvejebringe finansieringen af den fremtidige grundvandskortlægning og den kommunale indsatsplanlægning. Forhøjelsen sker efter, at bidraget, som var specifikt øremærket til beskyttelse af drikkevandet, bortfaldt med udgangen af 2020.

Forhøjelsen af vandafgiften er således at betragte som en direkte erstatning af det tidligere drikkevandsbeskyttelsesbidrag.

Afgiftssatser 2020 Januar 2021 Fremadrettet fra
1. februar 2021*
Vandafgift
6,18 kr./m3   6,18 kr./m3     6,37 kr./m3
Bidrag til drikkevandsbeskyttelse
(betales til og med 31. december 2020)
0,19 kr./m3 0 kr./m3 0 kr./m3

Kilde: Skatteministeriet: Vandafgiftsloven
*Note: Afgift gældende fra februar er under forudsætning af vedtagelse af L 131 - Forslag til lov om ændring af lov om afgift af ledningsført vand og lov om vandforsyning m.v.

Praktisk betydning

Efter bortfaldet af det særskilte bidrag til drikkevandsbeskyttelse udgør den samlede vandafgift i januar 2021 6,18 kr. pr. m3, hvorefter den forventes at stige med 19 øre gældende for resten af året til 6,37 kr. pr. m3. Selskaberne skal således opkræve og betale 6,18 kr. pr. m3 solgt i januar 2021 og 6,37 kr. pr. m3 for de kubikmeter, som er anvendt i de resterende måneder af 2021. Beregningen af afgiften beskrives nærmere nedenfor.

Beregning af afgift

Vandafgiften skal afregnes til Skattestyrelsen i den afgiftsperiode (måned eller kvartal), hvor der er udstedt en faktura til kunden. Hvis fakturaen indeholder leverancer af vand for både januar og efterfølgende måneder, der har forskellig afgiftssats, anbefaler PwC at anvende en af følgende metoder:

  1. Såfremt selskabet har data for den solgte vandmængde specifikt for januar, eksempelvis via digitale forbrugsafregningsmålere, kan disse lægges til grund for beregningen.
    Eksempel: 6,18 kr. pr. m3 (jan.) + 6,37 kr. pr. m3 (feb.-dec.)
  2. Har selskabet data for den udpumpede månedlige vandmængde, mens den solgte vandmængde opgøres årligt, kan den udpumpede vandmængde fra selskabets vandværker anvendes som forholdstal til estimering af den debiterede vandmængde i januar. Efter estimering af den solgte vandmængde i januar anvendes samme metode som ovenfor.
    Eksempel: 6,18 kr. pr. m3 (jan.) + 6,37 kr. pr. m3 (feb.-dec.)
  3. Har selskabet udelukkende data for den solgte vandmængde og udpumpede mængde på årsbasis, kan afgiften beregnes forholdsmæssigt på baggrund af årlige mængder.*
    Eksempel: 1/12 * 6,18 kr. pr. m3 + 11/12 * 6,37 kr. pr. m3

    *Note: Der stilles krav om, at den afgiftspligtige mængde vand som minimum skal udgøre 90 % af den udpumpede mængde tillagt den mængde, der er solgt til registrerede virksomheder og til udlandet.

Hvis opkrævningsperioden omfatter to forskellige afgiftssatser, fx hvis opkrævningsperioden strækker sig fra januar til december 2021, kan afgiften på vand beregnes som en gennemsnitssats for afgiftsperioden som ovenfor.

Fastsættelse af takster

Såfremt selskabet ønsker at hæve sin takst som følge af afgiftsstigningen, skal man være opmærksom på at få opdateret legalitetsgodkendelsen hos kommunalbestyrelsen og ligeledes det offentligt tilgængelige takstblad.

Grundet reglerne om økonomisk regulering medfører den stigende afgift i sig selv ikke en ekstra opkrævningsret i 2021. Afgift for ledningsført vand er en såkaldt ikke-påvirkelig omkostning og må derfor opkræves 1:1, dog med en automatisk tidsforskydning. Afholdte omkostninger i 2021 opgøres og indberettes til Forsyningssekretariatet i foråret 2022 og kan først efterfølgende opkræves via taksterne i 2023. Derfor bør overvejelsen om takstforøgelser primært være relevant for selskaber, som ikke i forvejen har budgetteret med at opkræve den samlede økonomiske ramme.

Kontakt os

Claus Dalager

Partner, Statsaut. revisor, Energi & Forsyning, PwC Denmark

Tlf: 4292 1969

Thomas Riis

Partner, Statsaut. revisor, Energi & forsyning, PwC Denmark

Tlf: 2961 5910

Michael Troelsgaard

Director, indirekte skatter, PwC Denmark

Tlf: 8932 5516

Johannes Jönsson

Senior Manager, Assurance, PwC Denmark

Tlf: 2010 0535

Christian Bering Morsø Windberg

Manager, indirekte skatter, PwC Denmark

Tlf: 3945 9577

Følg PwC