Mød Joachim Munch, nyuddannet statsautoriseret revisor i PwC

Vi ønsker stort tillykke til Joachim, der netop er blevet statsautoriseret revisor. Han er 34 år, og til dagligt arbejder han i PwC’s revisionsforretning, hvor han rådgiver både børsnoterede selskaber og mindre virksomheder.

Joachim startede karrieren som revisortrainee, og lige siden starten har han haft et klart mål om at blive statsautoriseret revisor. Han startede på SR-uddannelsen i en anden virksomhed, men han opdagede siden, at han manglede indsigt i bl.a. koncern- og kontrolrevision. Han valgte derfor at skifte til PwC, hvor han fik mulighed for at bygge videre på sin viden: ”Jeg følte mig bedre rustet til eksamenerne, efter jeg havde fået den ekstra viden og erfaring. Selve SR-eksamen er jo en praktisk eksamen, så det hjalp mig meget at få muligheden for at arbejde med koncerner og børsnoterede selskaber i PwC”.

Selv med den ekstra viden i bagagen var uddannelsesforløbet hårdt: ”Der er ingen tvivl om, at undervisningen er helt fantastisk, men det er hårdt at sidde på skolebænken fra klokken 9-19 og læse i weekender og ferier. Jeg fik også tvillinger midt i forløbet, og det gjorde det selvfølgelig ikke lettere. På trods af det har det alligevel været en faglig fornøjelse, når jeg kigger tilbage".

Joachim har sat pris på støtten fra PwC, som har sørget for interne forløb og sparring med kolleger: ”Før den mundtlige eksamen havde vi et godt internt forløb, hvor vi øvede en masse mundtlige eksamener. En ekstern coach gav os samtidig gode redskaber til, hvordan vi skulle fremstå troværdigt og selvsikkert. Vi blev også filmet, så vi kunne se, hvordan bl.a. vores kropssprog tog sig ud. Det kunne jeg virkelig bruge, da jeg stod i eksamenssituationen. Det var helt fantastisk med den ballast.”

Til eksamen trak Joachim et spørgsmål, som omhandlede opstart af en virksomhed, og her var han på hjemmebane: ”Da jeg kom ud af lokalet, havde jeg en god fornemmelse, men der var et spørgsmål, som jeg var usikker på, om jeg havde svaret godt nok på. Det føltes som en evighed at stå og vente på svaret. Da jeg kom ind igen, startede han med at give mig hånden og sige ’tillykke, du er bestået’. Det var en kæmpe lettelse og fornøjelse at fejre det med min kone, venner og kolleger. Det er jo et summa summarum af ti års læsning og en bestræbelse på at opnå lige netop dette øjeblik. Det er en kæmpe personlig sejr at have nået målet, som jeg har haft i så mange år”.

Forløbet har givet Joachim andet end en større viden om faget: ”Det har givet mig en selvsikkerhed og glæde. Jeg kan også se, at kvaliteten af mine arbejdspapirer virkelig er blevet højnet, og min tilgang til revisionen er blevet en helt anden”.

Joachim glæder sig til at sætte sin underskrift på sit første regnskab – som han regner med at læse igennem en ekstra gang.

Kontakt os

Joachim Munch

, PwC Denmark

Tlf: 3945 9309

Følg PwC