Cybercrime Survey 2015

Omkring 250 virksomhedsledere, it-chefer og specialister fra danske virksomheder har delt deres aktuelle indtryk af cyberkriminalitet i Danmark. De tager bl.a. stilling til udviklingen i trusselsbilledet og angiver, hvordan eller hvorvidt deres virksomheder arbejder med udfordringen.

Cybersikkerhed er ikke længere en opgave, der kun er relevant for it- og sikkerhedsafdelingerne. Konsekvenserne af cyberkriminalitet er nået til ledelsesgangene i de danske virksomheder og organisationer.

Nyhedsindslag om sikkerhedshændelser og trusler er blevet et næsten dagligt fænomen, og gennem de seneste 12 måneder er de fleste industrier og brancher blevet påvirket af én eller anden form for cybertrussel.

Vi har derfor fundet det vigtigt at undersøge, hvordan danske virksomheder og organisationer opfatter truslen fra cyberkriminalitet, hvad de gør for at beskytte sig, og hvor de mener, at der bør sættes mere ind for at håndtere den.