Sådan undgår du restskat i 2017

Alle skattepligtige danskere modtager tirsdag deres forskudsopgørelse fra Skat, og det kan være en rigtig god ide at løbe den igennem, hvis man vil undgå at betale en restskat til næste år. Det gælder særligt for de, der tjener under ca. 337.000 kroner om året, betaler topskat eller har fået nyt lån, påpeger PwC.

Fra tirsdag morgen har danskerne mulighed for at indberette, hvad de forventer at tjene i det kommende år, samt hvilke fradrag man er berettiget til. Og det kan være en rigtig god ide at få indberettet korrekt, hvis man vil undgå at betale restskat i 2017, da Skat bruger de oplysninger, som du giver via din forskudsopgørelse, til at beregne din trækprocent.

”Hvis du ikke ønsker at betale restskat, når Skat opgør skatteåret 2016, et det vigtigt, at den er korrekt indberettet. Hvis du fx indberetter en for lille indkomst eller for høje fradrag, skal du betale penge tilbage til Skat i 2017, og det vil være med renter, så det er bedst at undgå dette,” lyder rådet fra Søren Bech, partner og skatteekspert i PwC.

Du kan få mere udbetalt ved at ændre din forskudsopgørelse

Beskæftigelsesfradrag i 2015 lå på 26.800 kroner, og i 2016 kommer det op på 28.000 kr. Det vil sige, at beskæftigelsesfradraget i 2015 beregnes som 8,05 % af lønnen, og i 2016 som 8,3 % af lønnen. Det svarer til knap 333.000 kroner i indkomst i 2015 og ca. 337.000 kroner i 2016.

”Ændringen i beskæftigelsesfradraget betyder, at de danskere, der tjener under ca. 337.000 kroner om året og stiger i løn, med fordel kan ændre i deres forskudsopgørelse, hvis de ønsker at få mere udbetalt i løn,” forklarer Søren Bech.

Topskatteydere bør være særligt opmærksomme

Blandt de danskere, som tjener over de 337.000 kroner om året, er det særligt de skatteydere, der rammer topskatten med en lønstigning, der skal huske at ændre i deres forskudsopgørelse, hvis de vil undgå en ekstraregning fra Skat i 2017.

”Når man kommer op over topskattegrænsen på de ca. 508.000 kr. om året før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, vil skatteprocenten stige, da man skal betale yderligere 15 % i skat over denne grænse. Hvis ikke man får ændret dette i forskudsopgørelsen, bliver ens trækprocent alt for lav, og så risikerer man at få et skattesmæk,” påpeger Søren Bech.

Der er dog nogle danskere, der ikke behøver at foretage sig noget i forhold til forskudsopgørelsen:

”Har man en årsløn mellem de ca. 337.000 kr. til ca. 508.000 kr., og vil en stigning i 2016 i lønnen i forhold til 2015 holde sig inden for det interval, så vil skatten selvfølgelig stige, men det vil skatteprocenten ikke. Og derfor vil der ikke være grund til at ændre forskudsregistreringen for 2016,” fortæller Søren Bech, partner og skatteekspert i PwC.

Han understreger dog, at andre forhold kan betyde, at der alligevel bør ændres i forskudsopgørelsen:

”Der er rigtig mange danskere, der har fået omlagt deres lån i det forgangne år. Og det betyder, at man skal tjekke, om de renter, der er forskudsregistreret i ens opgørelse, også er de renter, der gælder fremadrettet, ellers sender Skat en ekstraregning i 2017,” slutter Søren Bech. 

Kontakt os

Følg PwC