London generobrer rollen som den mest aktive børs i Europa

Det europæiske børsmarked har indledt 2017 med flere børsnoteringer, og London generobrer rollen som den mest aktive børs i Europa. Via 53 børsintroduktioner er der i alt blevet rejst over 33 mia. kroner i 1. kvartal 2017 på de europæiske børser. Udviklingen går dog uden om Danmark i denne omgang, viser PwC’s IPO Watch. 

Ifølge PwC’s rapport IPO Watch Europe Q1 er børsen i London atter den mest aktive børs i Europa med 20 børsintroduktioner i 1. kvartal 2017 til en værdi af over 15 mia. kroner. I samme periode var der seks børsintroduktioner på den spanske børs, Bolsas y Mercados Espanoles (BME), til en værdi af over 11 mia. kroner, mens Nasdaq Nordic stod for 13 børsnoteringer til en værdi af næsten 3 mia. kroner. 

”Den spanske børs, BME, og de nordiske børser, Nasdaq Nordic, er i første kvartal 2017 den anden og tredje mest aktive børs i Europa. Dermed er børsen i London atter tilbage i rollen som den mest aktive børs efter et 2016, der bød på store forandringer, og hvor Nasdaq Nordic for en periode var den mest aktive målt på såvel volumen som antal af børsnoteringer,” fortæller Jens Otto Damgaard, partner og børsekspert i PwC. 

På trods af at antallet af børsintroduktioner i Q1 2017 ligger på samme niveau som Q1 2016 (2016: 50 IPO’er), er værdien, der er blevet rejst via børsnoteringerne, steget med hele 28 % sammenlignet med 1. kvartal 2016. 

”I år er betingelserne for børsintroduktionerne bedre end sidste år, der var præget af endnu større politisk usikkerhed og bekymringer for den globale økonomiske vækst. Værdien af de europæiske børsintroduktioner er samlet set således steget til 33 mia. kroner i 1. kvartal af 2017, hvilket er en stigning på 28 % sammenlignet med samme periode sidste år,"  forklarer Jens Otto Damgaard.

Børsnoteringer i Norden går uden om Danmark

Der har også været en god aktivitet på Nasdaq Nordic med 13 børsnoteringer, men udviklingen er gået uden om Danmark, hvor der har været meget stille, hvad angår nynoteringer.   

”Der har været god aktivitet i Norden og særligt i Stokholm, der trækker væksten på markedet for nordiske børsintroduktioner. Selvom 2016 blev et meget flot år for børsintroduktioner i Danmark, har vi måttet spejde forgæves efter nye navne på den danske børs her i 1. kvartal 2017,” siger Jens Otto Damgaard.

Positiv spansk udvikling 

Ifølge rapporten har særligt det spanske børsmarked oplevet forbedringer og står for to af Europas største børsintroduktioner i 1. kvartal 2017. Det drejer sig om Prosegur Cash, som er en sikkerhedsservicegruppe til en værdi af ca. 5,5 mia. kroner, samt Neinor Homes, som er en spansk bygmester til en værdi af næsten 5,3 mia. kroner. 

Positiv udvikling på London børsen igen?

Det er dog børsen i London, som primært driver væksten i Europa igen. London fortsætter således som den mest aktive børs i 1. kvartal af 2017 og forventes at opnå fortsat succes resten af året. 

”London har atter sat sig tungt på førstepladsen som den mest aktive børs med 20 børsintroduktioner, og det ser ud til, at den hermed er tilbage som det største marked i Europa. Det skyldes nok dels favorable omstændigheder som bl.a. likviditet på de finansielle markeder, men også at der var en del udsættelse af børsintroduktioner i London i 2016 pga. Brexit, som vi ser effekten af nu,” slutter Jens Otto Damgaard. 

Om undersøgelsen

IPO Watch undersøger hvert kvartal alle nye primære børsnoteringer på Europas vigtigste børsmarkeder og i de vigtigste markedssegmenter (Østrig, Belgien, Kroatien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Spanien, Sverige, Schweiz, Tyrkiet og Storbritannien). Bevægelser mellem markederne på samme børs og tillægstrancher ved aktieemission er ikke omfattet.