Størstedelen af de finansielle virksomheder vil øge deres FinTech-partnerskaber for at undgå at miste omsætning

Et stort flertal af banker, forsikringsselskaber og kapitalforvaltere har planer om at øge deres partnerskaber med FinTech-selskaber i løbet af de kommende 3-5 år. Én af de faktorer, der er drivkraften bag disse partnerskaber, er en øget bekymring i sektoren for at miste omsætning til uafhængige FinTech-selskaber. Det viser en ny undersøgelse fra PwC 'Redrawing the lines: FinTech’s growing influence on Financial Services'. 

Undersøgelsen er baseret på svar fra flere end 1.300 erhvervsledere fra den finansielle sektor fra 71 lande, herunder Danmark. Den viser, at mere end 4 ud af 5 finansielle virksomheder har planer om at øge deres FinTech-partnerskaber i løbet af de kommende 3 til 5 år, og hele 88 % er bekymret for, at de vil miste omsætning til uafhængige FinTech-selskaber. I gennemsnit mener de globale virksomheder, at der er risiko for, at de vil miste næsten en fjerdedel af deres omsætning.

”Undersøgelsen viser, at der er ved at opstå en gensidig forståelse mellem de to parter; FinTech-iværksættervirksomhederne, der har behov for adgang til kapital og kunder, som kan leveres af de traditionelle finansielle virksomheder; og de traditionelle, der begynder at forstå, hvordan FinTech kan blive nøglen til at imødekomme kundernes efterspørgsel efter en strømlinet og effektiv forretning, der kan levere tilpassede, kundebaserede produkter,” fortæller Robert Bo Jensen, partner og ekspert i finanssektor teknologi  i PwC.

Han forklarer, at når man som traditionel finansiel virksomhed opkøber FinTechs, sker det primært ud fra en offensiv agenda, hvor man vil tilegne sig mindset, viden og teknologien fra den opkøbte FinTech, men også ud fra en nere defensiv agenda, hvor man undgår, at den pågældende FinTech disrupter ens forretningsmodel og tager for mange kunder.  

”Ser vi på FinTech-virksomhederne gælder strategien for flere af dem om at alliere sig med de etablerede spillere, da de herigennem kan opnå et ’kvalitetsstempel’ og få en unik adgang til kundekontakten, som ellers ville kræve mange år og enorme mængder af ressourcer at få adgang til. Derigennem styrker den traditionelle finansielle virksomhed og FinTech-virksomhedens hinandens værdikæder, kunderejser og value propositions fremfor at konkurrere mod hinanden,” siger Robert Bo Jensen. 

Innovation højt på agendaen

Undersøgelsen viser, at 77 % af respondenterne fra de finansielle institutioner vil øge den interne innovationsindsats over de næste 3-5 år. Der er således klare tegn på, at den finansielle sektor er ved at få greb om innovationen, og de finansielle virksomheder forventer en gennemsnitlig afkastningsgrad (ROI) på 20 % på FinTech-relaterede projekter. 

“Samarbejde med FinTech-selskaber, og innovation i almindelighed, drejer sig ikke om bare at hoppe med på vognen – det drejer sig om at finde den bedste og mest effektive måde at gennemføre virksomhedens strategi på og i sidste ende levere bedre ydelser til kunderne. Ogefterhånden som de finansielle institutioner arbejder tættere og tættere sammen med innovative virksomheder, vil kunderne begynde at kunne mærke fordelene,” forklarer Robert Bo Jensen.

Undersøgelsen viser samtidig, at partnerskaber med FinTech-selskaber vil være en central måde for virksomheder at outsource dele af deres Research & Development på og realisere deres strategi, hvilket i sidste ende gør det muligt for dem meget hurtigere at tilbyde nye produkter til kunderne. 

"Den finansielle sektor har nu fuldt ud taget FinTech til sig som drivkraft for forandring og innovation. Aktiviteterne strækker sig fra partnerskaber med FinTech-iværksættervirksomheder, finansiering af FinTech-‘kuvøseaktiviteter’ internt i virksomheden og anvendelse af nye løsninger," siger Robert Bo Jensen og tilføjer:

”Vi ser eksempelvis, at Fail Fast-princippet, hvor man tester løsninger hurtigt og billigt, vinder indpas, og løsninger udvikles og testes som prototyper og som Minimum Viable Products, som er en anden tilgang til at bygge og teste prototyper.” 

Blockchain finder vej ud af laboratoriet

Over tre fjerdedele af de globale finansielle virksomheder har desuden planer om at indføre blockchain i live-produktionssystemer inden 2020, ligesom finansiering i blockchain-selskaber er steget med 79 % år-til-år i 2016 til 450 mio. US-dollars globalt. Samtidig siger næsten en fjerdedel af de globale finansielle erhvervsledere, at de nu er ‘yderst’ eller ‘meget’ bekendte med blockchain-teknologi.

”Undersøgelsen viser, at blockchain bevæger sig fra at være ‘hype’ til at være en realitet. Med de potentielt enorme besparelser i back-office-funktionen og gevinster i form af større gennemsigtighed, som blockchain kan levere, vil der i øget grad blive investeret i denne teknologi. Det vil ske efterhånden som finansieringsvirksomhederne udforsker teknologiens muligheder for at sikre fremtidig vækst,” vurderer Robert Bo Jensen. 

Undersøgelsen viser desuden, at de mest sandsynlige anvendelsesmuligheder for blockchain vil omfatte betalingsydelser, pengeoverførsler og digital identity management.