Børnepasning under lockout kan give ekstra skatteregning

23/03/18

Start adding items to your reading lists:
or
Save this item to:
This item has been saved to your reading list.

Børnepasning på din arbejdsplads er et personalegode, som du skal beskattes af, og virksomheden er ikke forpligtet til at oplyse herom. Du kan derfor risikere at få en ekstra skatteregning, hvis din arbejdsgiver tilbyder pasning af dit barn.

”Mange virksomheder forbereder sig i øjeblikket på strejken og en potentiel storkonflikt efter påske. I den forbindelse tilbyder flere virksomheder deres medarbejdere, at de kan få passet deres børn på virksomheden. Man skal dog tænke sig om, inden man takker ja til tilbuddet,” siger Per Ørtoft, partner og skatteekspert i PwC.

Hvis man takker ja til et tilbud om at få passet sine børn på virksomheden, kan der nemlig komme en ekstraregning fra Skat, da børnepasninger er et personalegode, og det skal beskattes, påpeger PwC:

”Ikke alle virksomheder får nødvendigvis informeret medarbejderne om, at der er tale om et personalegode, der er skattepligtigt, hvilket de i øvrigt heller ikke er forpligtet til. Medarbejderen opdager det så typisk senere i form af en ekstra skatteregning,” siger Per Ørtoft Jensen.

Det er selvfølgelig et positivt signal til medarbejderne, at man som virksomheder overvejer børnepasning, og de færreste virksomheder er interesseret i, at medarbejderne får ufrivillig ferie.

”Der er ingen tvivl om, at det bliver venligt modtaget, når virksomheder tilbyder børnepasning, men de kan med fordel oplyse om skattepligten. Mange ville jo nok ikke tænke over det, og som sådan er det jo ikke nogen rar nyhed, men der er ikke nogen vej uden om beskatningen,” siger Per Ørtoft Jensen.

Både arbejdsgiver og medarbejdere kan komme til at betale en høj pris

Hvis konflikten trækker ud og bliver en længerevarende konflikt, kan det komme til at være en bekostelig affære for såvel virksomhed som den enkelte medarbejder.

”Jo længere konflikten kommer til at trække ud, jo dyrere bliver det for både medarbejder og arbejdsgiver. Det kan samtidig være vanskeligt at finde ud af, hvad det reelt koster for virksomheden at få passet en medarbejders barn, og hvilket beløb den enkelte så skal beskattes af”, forklarer Per Ørtoft Jensen. Han fortsætter:

”Der er dog en bundgrænse for personalegoder på 1.100 kroner, men der skal ikke mange dages strejke eller lockout til, før beløbet sniger sig op til at være skattepligtigt.”

Må ikke være personalegode, hvis skatten skal undgås

Hvis man helt skal undgå at betale skat, skal medarbejderne selv deles om at passe børnene, mens de er på arbejdspladsen.

”Tilfælde, hvor medarbejderne deles om pasning af de medbragte børn, og hvor arbejdsgiveren ikke har en udgift til børnepasning, er skattefri. Her er der nemlig ikke tale om et personalegode, der er skattepligtigt,” slutter Per Ørtoft Jensen.

Kontakt os

Per Ørtoft Jensen
Partner
Tlf: 3945 9788
E-mail

Malene Billund
Presseansvarlig
Tlf: 5133 2378
E-mail

Følg PwC