Følg 6 gode juleråd og undgå at betale for meget i restskat

17/12/18

Inden året rinder ud er det en god ide at undersøge, om du skal betale restskat. Revisions-, skatte- og rådgivningsvirksomheden PwC anbefaler desuden at tjekke forskudsopgørelsen inden den 31. december 2018 for at undgå at betale for meget i skat.

Det er en god ide at tjekke forskudsopgørelsen inden nytåret og se, om den betalte forskudsskat i løbet af 2018 svarer til, hvad den endelig skatteregning for 2018 kommer til at lyde på. De danskere, der skal betale restskat, skal betale en dag-til-dag-rente, hvis skatten betales efter den 31. december 2018, men senest den 1. juli 2019. Renten er på 2,2 %, og denne rente er ikke fradragsberettiget. Betales restskatten efter den 1. juli 2019, opkræves der i stedet for et fast tillæg til skatten på 4,2 %, og dette tillæg er heller ikke fradragsberettiget.

”Det er ret høje satser i forhold til renten i banken, så for de fleste vil det alt andet lige være en god idé at foretage en frivillig indbetaling, hvis alternativet er at have pengene stående i banken uden udsigt til noget større afkast”, forklarer partner og skatteekspert i PwC Per Ørtoft Jensen. Han har samlet en række gode råd til, hvad der bl.a. kan gøres for at undgå restskatten og betale for meget i skat:

1.  Er der solgt aktier mv. med fortjeneste?

Året 2018 har været et blandet aktieår, hvor nogle aktier er steget, og andre er faldet. Hvis man gerne vil realisere fortjenesten på nogle aktier – eller har modtaget større aktieudbytter – men ikke ønsker at betale 42 % i skat, kan det overvejes at sælge nogle aktier med tab og modregne tabet i realiserede aktieavancer og udbytter.

”Er aktieindkomsten – det vil sige fortjeneste ved salg af aktier, udbytteudloddende investeringsbeviser baseret på aktier samt udbytter – over 52.900 kr. og for ægtefæller tilsammen 105.800 kr., betales der 42 % i aktieindkomstskat. Hvis der er urealiserede tab på en aktie, kunne det være en god ide at reducere skatten på den del, som skal beskattes med de 42 %,” forklarer Per Ørtoft Jensen.

2018 har også været turbulent for digitale aktiver såsom Bitcoins mv., hvilket kan udløse et fradrag, hvis man sælger med tab. Tilsvarende er en gevinst som udgangspunkt skattepligtig, nemlig hvis købene er foretaget i spekulationsøjemed, hvilket som udgangspunkt er SKAT’s formodning

”I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at tab og gevinster ikke kan modregnes og opgøres samlet som et nettotal, men skal håndteres hver for sig og i hver sin rubrik i selvangivelsen,” understreger Per Ørtoft Jensen.

2.  Skal der skydes mere ind på pensionen?

Det er generelt en god ide for alle, der betaler topskat, først at skyde det maksimale beløb ind på en fradragsberettiget rateordning og dernæst at skyde et overskydende beløb ind på en livsvarig livrente.

Betales der ikke topskat, er en aldersopsparing en god mulighed. Der er ikke fradrag for indskuddet, men afkastet bliver kun beskattet med 15,3 %, hvor det i privat regi vil blive beskattet med typisk ca. 33 % og op til 42 %. Det maksimale indskud i 2018 er som udgangspunkt på 5.100 kr., dog er grænsen 46.000 kr., hvis der er 5 år eller mindre til folkepensionsalderen.  Som følge af den lave beskatning på afkastet i en aldersopsparing kan denne også være et godt supplement til en rate- og livrente, uanset om man er topskatteyder eller ej:

”Har den ene ægtefælle ikke en indkomst, og den anden betaler topskat, vil det normalt være en god ide at indbetale et beløb på en rateordning hos den ægtefælle, som ikke har indkomst, da beløbet går fra i topskattegrundlaget hos den anden ægtefælle. Ved udbetaling af pensionen kan det dog påvirke fx pensionstillægget til folkepensionen,” understreger Per Ørtoft Jensen og tilføjer, at Folketinget i sommeren 2018 vedtog nye regler, som med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2018 giver ekstra skattefradrag for indbetalinger på op til i alt 70.000 kr. til ratepensioner og livrenter, hvilket gør det yderligere attraktivt at spare op til pension i fradragsberettigede pensionsordninger. Man skal dog fortsat være opmærksom på, hvordan pensionsudbetalinger modregnes i offentlige ydelser såsom folkepensionens tillæg, før man tager sin endelige beslutning om at øge sine pensionsindbetalinger, anbefaler Per Ørtoft Jensen.

Topskattegrænsen i 2018 er på 498.900 kr. efter fradrag for arbejdsmarkedsbidrag og ATP, hvilket svarer til en bruttoløn før arbejdsmarkedsbidrag og ATP på ca. 543.418 kr.

Selvstændige erhvervsdrivende, der driver en personlig virksomhed, kan anvende 30 %-ordningen, som går ud på, at der indskydes op til 30 % af virksomhedens overskud før renter på en livsvarig pensionsordning.

”Det er vigtigt, at skattebesparelsen på indskuddet er oppe i topskatten på ca. 52 %, da skattebesparelsen jo helst ikke skal være mindre end skatten på udbetalingstidspunktet på potentielt op til ca. 52 %, hvis man er topskatteyder på udbetalingstidspunktet,” forklarer Per Ørtoft Jensen.

3.  Håndværkerfradrag

I 2018 har håndværkerfradraget en grøn profil, idet 12.000 kr. af det samlede håndværkerfradrag på 18.000 kr. pr. person i 2018 er øremærket til ”grønne investeringer” i form af fx udvendig maling af døre, vægge mv. isolering, udskiftning af vinduer samt afmontering af brændeovne mv. De øvrige 6.000 kr. kan gå til serviceydelser som fx vinduespudsning, børnepasning, rengøring m.v. i hjemmet.

”Hvis fradraget ikke allerede er brugt for 2018, så haster det noget med at få bestilt en håndværker til arbejdet eller til at få udført serviceydelsen,” siger Per Ørtoft Jensen og tilføjer, at Folketinget tidligere i år har gjort håndværkerfradraget permanent og i den forbindelse ændret lidt i de fradragsberettigede ydelser, således at der nu også er fradrag for lønudgifter til installation af tyverialarm, mens andre tidligere fradragsberettigede ydelser er faldet bort, fx solafskærmning og energirådgivning til energiforbedringer mv. 

4.  Skal der gives gaver i 2018?

I 2016 er grænsen for gaver sat til 64.300 kr. til børn og børnebørn og 22.500 kr. til svigerdatteren eller svigersønnen. Forældre kan hver give ovenstående beløb.

”Det er en god ide at sørge for at kunne dokumentere, at gaverne er givet, ved at beløbene overføres via en bank eller lignende,” siger Per Ørtoft Jensen.  

5.  Gaver til velgørende formål?

Fradrag for gaver til velgørende formål er på maksimalt 15.900 kr. i 2018. Skattebesparelsen ligger på ca. 26 % i 2018, så for hver 100 kr. der gives som gave, betaler skattevæsenet de 26 kr.

”Husk at få registreret dit navn og personnummer ved indbetalingen, så du får fradrag for beløbet på årsopgørelsen,” understreger Per Ørtoft Jensen.

6.  Forskudsopgørelsen for 2019

I forbindelse med årsskiftet er det altid en god idé at logge ind på www.skat.dk og tjekke, om de fortrykte indkomster og fradrag på forskudsopgørelsen for 2019 svarer til ens egne forventninger – og ellers sørge for at opdatere oplysningerne i god tid, inden arbejdsgiver skal udbetale første gang i januar.

Det kan desuden anbefales at opdatere forskudsopgørelsen, hvis der i løbet af året opstår større ændringer i ens privatøkonomiske forhold, såsom jobskifte, låneomlægning, boligsalg/-køb, skilsmisse/ægteskab mv., således at den løbende skattebetaling så vidt muligt er korrekt”, siger Per Ørtoft Jensen.

Kontakt os

Per Ørtoft Jensen

Partner, PwC Denmark

Tlf: 3945 9788

Malene Billund

Presseansvarlig, PwC Denmark

Tlf: 5133 2378

Følg PwC