Få kendskab til parametre i en værdiansættelse

Værdiansættelse af en virksomhed er et væsentligt emne i forbindelse med salg eller finansiering af virksomheden. Her får du en kort beskrivelse af de nøgleparametre, der indgår i en værdiansættelsesmodel, og hvorfor de påvirker værdien af din virksomhed. Med den viden kan du bruge parametrene som et styringsredskab mod en højere værdiansættelse i den løbende drift.

Hvilke parametre indgår i en værdiansættelse?

Omsætning

I en værdiansættelse indgår dine omsætningstal - både historisk set og i forhold til dine forventninger og planer for fremtiden. Derfor kan du med fordel have et systematisk overblik over dine salgstal, holde dem opdaterede, og målrettet forsøge at forbedre dem ved fx at lave en salgsstrategi, salgspipeline, og ved at have styr på din produkt-/service-portefølje. Alt efter, hvad tallene viser fra dag til dag, kan du bruge dem som et pejlemærke i den daglige drift.

Indtjening

Derudover kigges der på din indtjeningsevne - altså hvor god du er til at tjene penge og hvor profitabel din virksomhed er. Jo bedre din indtjeningsevne er, des mere attraktivt er det at investere sine penge i din virksomhed.

Følgende finansielle nøgletal siger noget om din virksomheds indtjening:

  1. Overskudsgraden, der beskriver hvor stor en del af omsætningen, der bliver til overskud før renter i din forretning.
  2. Egenkapitalforretningen der beskriver, om det er attraktivt at være ejer i virksomheden i forhold til at have pengene stående i banken eller i værdipapirer - dvs. det er den rente (afkast), som man får ved at have investeret sine penge i virksomheden.
  3. Afkastgraden, der beskriver det afkast din virksomhed skaber af sine aktiver, hvilket viser, om det kan betale sig at have investeret sine penge i virksomheden.

Ligesom din omsætning kan du med fordel have et systematisk overblik over de tre finansielle nøgletal, hele tiden holde dem opdaterede, og målrettet forsøge at forbedre dem, og styre efter dem i din dagligdag.

Kapitalbinding og likviditet

Jo større kapitalbindinger, du har i din virksomhed, des mere trækker det ned i en værdiansættelse. Derfor skal du nedbringe dine aktiver, hvilket skaber bedre likviditet og det er et væsentligt parameter, når investorer og banker ser på værdiansættelser. Kapitalbindinger og likviditet omhandler bl.a. lagerstyring, kreditorer, debitorer (også kaldet arbejdskapitalen).

Goodwill

Omsætning, indtjening og kapitalbinding er alle finansielle nøgletal. Det kaldes beregning af goodwill, som der også tages højde for i en værdiansættelse. Goodwill kræver en mere subjektiv vurdering.

Det, der kigges på er:

  1. Tendenser i branchen
  2. Eventuelle leverandør- og/eller samarbejdsforhold (fx krav, afhængighed o. lign.)
  3. Virksomhedens beliggenhed
  4. Virksomhedens kundemasse (fx historiske kundetilfredshed, brand awareness o. lign.)
  5. Medarbejderstab (fx erfaringer, stabilitet, kendskab til produkt/service o. lign.)
  6. Potentielle købere (fx købekraft, interesse, åbenlyse synergier af øvrige aktører i branchen).
Værdiskabende investeringer

En værdiansættelse afhænger også af, hvor mange penge, der er brugt på værdiskabende investeringer, og om virksomheden har eller er på vej til, at høste frugterne af investeringen. Det kan fx være et nyt it-system eller andre initiativer, der forbedrer din forretning.

Når du vælger at lave værdiskabende investeringer, vil det være en fordel, også i henhold til køb/salg af virksomhed, at investeringerne dokumenteres med en klar business case - dvs. dine værdiskabende investeringer skal være velovervejede og med klare gevinster og mål for øje.