Forretningsudvikling for mindre virksomheder

Sådan kan du udforme en forretningsmodel.

Det er vigtigt at skabe struktur over sin forretning, så du kan føre kontrol og dermed bevare overblikket over alle aspekter af din virksomhed. For at kunne skabe struktur skal du udforme en forretningsmodel. En forretningsmodel kan indeholde analyser af forretningens potentiale og involverer diverse interessenter, medarbejdere og ledere samt egne ressourcer og kompetencer. En forretningsmodel kan også indeholde strategier for finansiering og her kan du læse om Business Model Canvas (BMC) fra Business Model Generation, som PwC har været med til at få udgivet i Danmark (dansk udgave). BMC kan du bruge som skabelon til at lave din egen forretningsmodel i en strategisk kontekst - uanset virksomhed.

Forstå værktøjet BMC - og udform din egen forretningsmodel

Overordnet set er BMC en model og et værktøj, hvori du kan beskrive, designe, udfordre og opfinde det, din virksomhed gør - altså hvordan din virksomhed skaber og leverer værdi til kunden, og hvilke centrale måder, virksomheden gør det på. I BMC er der ni byggesten, som skal udfyldes, hvilket vil give dig et systematisk overblik over din virksomhed. Dette vil gøre det lettere at identificere, hvilke aktiviteter der skal optimeres, så din virksomhed kan præstere sit bedste. 

Afgræns din forretningsmodel

Strategi og forretningsudvikling kan ske på mange niveauer i din virksomhed. Forretningsmodellen kan beskrives eller udvikles på et helt overordnet niveau, altså for virksomheden som helhed, på medarbejderniveau eller på afdelingsniveau. Du kan fx lave en plan over, hvordan den enkelte afdeling leverer et produkt/en service, som skaber værdi for virksomheden. Inden du går i gang med processen, skal du derfor beslutte på hvilket niveau og område, du nu vil beskrive, designe, udfordre eller opfinde din forretningsmodel.

Her er nogle eksempler, du kan vælge ud fra:

  • Virksomhedens overordnede forretningsmodel
  • Enkelte afdelingers interne forretningsmodel
  • Enkelte markeder, du operer i
  • Enkelte kundegrupper, du sælger til
  • Enkelte produkter/services, du tilbyder
  • Udvikling af nye forretningsmodeller, herunder udvikling af forretningsmodeller for hver ny idé, som du måske vil investere i.
loading-player

Playback of this video is not currently available

I denne webcast møder du stifteren af Joe & The Juice, Kaspar Basse, som fortæller om sin rejse med virksomheden og særligt om sammenhængen mellem virksomhedskultur og succes.

Beslut hvem der skal udforme forretningsmodellen

At udvikle en forretningsmodel kan i praksis gøres på mange måder og med mange forskellige nøglepersoner - alt efter hvilket niveau af forretningsmodel, du vælger, og hvad indholdet skal bestå af. Du skal derfor overveje, hvem der kan have relevans mht. at udforme en forretningsmodel. Derefter skal du tænke over, hvordan du vil koordinere input fra dine interessenter.

Du kan udforme en forretningsmodel enten individuelt eller gennem en workshop. Du kan bruge BMC som værktøj, hvor felterne i modellen skal udfyldes. Det vil sige at du bl.a. skal overveje kundeforhold, hvad dit segment er og hvad dine kanaler er m.v. Hvis du vælger at afholde en workshop for fx dine medarbejdere, kan i ved hjælp af post-its først individuelt placere egne tanker i modellens områder. Derefter kan i samle tankerne sammen, og undervejs tænke højt og blive enige om, hvad der helt præcist skal stå i de enkelte felter. Der kan være stor værdi i, at udforme en strategi sammen med andre, da man kan få værdiskabende input, som man måske ikke selv havde tænkt over. Du kan dog også udforme strategien via BMC på egen hånd som ejerleder, og så efterfølgende få feedback fra dine medarbejdere eller andre fra dit netværk.