DAC7-reglerne er trådt i kraft – er I omfattet?

23/01/23

Fra og med den 1. januar 2023 skal platformsoperatører i EU registreres for og indberette oplysninger om sælgere på platformen og deres aktiviteter, hvis de er omfattet af DAC7-reglerne. Oplysningerne skal indberettes til skattemyndighederne i det EU-land, hvor platformsoperatøren er hjemmehørende. Hvis operatøren er etableret i et tredjeland, skal oplysningerne indberettes til myndighederne i et EU-land, hvor operatøren er aktiv.

Hvem er omfattet?

Platformsoperatører er omfattet af de nye DAC7-regler, hvis sælgere eller udlejere på platformen (danske som udenlandske) udfører en eller flere af følgende aktiviteter gennem platformen:

  • Udlejning af fast ejendom, herunder også korttidsudlejning af fx parkeringspladser på timebasis eller selskabslokaler.
  • Udlejning af transportmidler, herunder også korttidsudlejning.
  • Udbud af personlige tjenesteydelser, herunder opgavebaseret arbejde udført enten uafhængigt eller på vegne af en enhed, og som udføres efter anmodning fra en køber på platformen fx madudbringning og rengøring.
  • Salg af varer.

En platformsoperatør er – i DAC7-reglernes forstand – en virksomhed, der stiller en ”platform” til rådighed for sælgere til udførelse af en eller flere af ovenstående aktiviteter.

En platform er – i denne henseende – software, herunder et websted eller en applikation, der gør det muligt for sælgere på platformen at blive sat i forbindelse med købere med henblik på at udføre ovennævnte aktiviteter.

Reglerne omfatter kun platformsoperatører, der faciliterer kontraktsindgåelsen mellem sælgere og købere gennem platformen. Platformsoperatører, der udelukkende oplister sælgeres aktiviteter og kontaktoplysninger er derfor ikke omfattet af DAC7-reglerne.

Hvilke oplysninger skal indberettes?

Platformsoperatører skal indberette følgende oplysninger om sælgere på platformen, hvis sælger på platformen er en virksomhed:

  • Virksomhedsnavn.
  • Virksomhedens adresse.
  • Skatteregistreringsnummer eller SE-nummer.
  • Momsnummer, hvis momsregistreret.
  • Virksomhedsregistreringsnummer eller CVR-nummer.
  • Placering af fast driftssted i et andet land, hvis virksomheden har et
  • Kontonummer eller lignende, som et vederlag er overført til
  • SE- og CVR-nummer (er som regel identiske).

Hvis sælger på platformen er en privatperson, skal operatøren indberette følgende oplysninger:

  • For- og efternavn.
  • Bopælsadresse.
  • Skatteregistreringsnummer eller CPR-nummer.
  • Momsnummer, hvis momsregistreret.
  • Fødselsdato.

Derudover skal en platformsoperatør, der også faciliterer betalingen, der overføres fra sælger til køber, indberette det faktisk overførte beløb. Er det ikke platformsoperatøren, der faciliterer betalingen, skal det beløb, som fremgår af den indgåede kontrakt indberettes. Det forventes ikke, at operatøren undersøger nærmere, hvilket beløb der faktisk overføres.

Registrerings- og indberetningsfrister

Danske platformsoperatører skal registrere sig for indberetningspligten senest 8 dage efter aktiviteten er påbegyndt, hvorimod udenlandske platformsoperatører skal registrere sig samme dag, som aktiviteten påbegyndes.

Har man som platformsoperatør allerede fra reglernes ikrafttræden været omfattet af reglerne, var deadline for registrering den 9. januar 2023, og man skal derfor registrere sig for indberetningspligten hurtigst muligt.

Indberetning skal ske én gang årligt i starten af det efterfølgende år – altså skal indberetning for 2023 ske i starten af 2024.

Skattestyrelsen forventes at uddybe hvilke oplysninger, der skal indberettes og fastsætte rammerne for indberetningen i september 2023.

PwC står til rådighed, hvis I er i tvivl

Vi står til rådighed til en drøftelse, hvis I er i tvivl om, hvorvidt I er omfattet af de nye DAC7-regler og/eller betydningen heraf.

Kontakt os

Henrik Mørk Pedersen

Partner, indirekte skatter, København, PwC Denmark

5151 4726

E-mail

Haneen Poloz

Senior Associate, indirekte skatter, Aarhus, PwC Denmark

8932 5708

E-mail

Følg PwC