Debatindlæg:

Tiltrængt sundhedsreform kridter banen op for stor omstilling

  • 15/11/24

Af Flemming Christiansen, partner og leder af healthcare i PwC

Regeringen og Danmarksdemokraterne, SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har fredag den 15. november 2024 indgået en aftale om en sundhedsreform. Aftalen indeholder omfattende ændringer: Fra fem til fire regioner, 17 nye lokale sundhedsråd, en lægereform, kronikerpakker, digitale sundhedstilbud og investeringer i teknologi og fysiske rammer mv.

Den politiske aftale om sundhedsreformen markerer et stort og tiltrængt skridt i omstillingen og fremtidssikringen af det offentlige sundhedsvæsen, men succesen står og falder med implementeringen.

Det har været et meget langt tilløb til dagens aftale, og der er al mulig grund til at rose både det store forarbejde og at have høje forventninger til den udvikling af sundhedsvæsenet over de kommende år, som reformen kridter banen op for. 

Der bliver nu sat bredt ind i forhold til at adressere nogle af de store udfordringer, som sundhedsvæsenet har i dag med et voksende gap mellem ressourcer og efterspørgsel, ulighed i adgang til behandling, behov for omstilling til det nære sundhedsvæsen og sammenhæng i behandlingsforløb. Og der bliver en større tydelighed om roller og ansvar i sundhedssystemet, idet man samler flere sundhedsopgaver hos regionerne. Samtidig peger reformen ind i et mere moderne, innovativt og digitalt sundhedsvæsen. 

Vejen til målet er hård og kræver et vedholdende arbejde på tværs af alle sundhedsvæsenets aktører. Der er tale om både store strukturelle og indholdsmæssige tiltag, som er helt nødvendige at lykkes med, hvis vi skal fastholde et stærkt offentligt sundhedsvæsen i Danmark. 

I sidste ende handler sundhedsreformens succes om den enkelte borgers møde med sundhedsvæsenet. Derfor må et fokus på de overordnede strukturer ikke flytte fokus væk fra den kontinuerlige indsats med at skabe bedre patientforløb centreret omkring de enkelte patientgrupper og den individuelle borger. Det bliver helt centralt.

Kontakt os

Flemming Christiansen

Partner, healthcare & life science, København, PwC Denmark

3945 9634

E-mail

Laura Glavind

Senior Manager, PwC Denmark

2120 8911

E-mail

Følg PwC