Forskudsopgørelsen for 2026 er Skattestyrelsens foreløbige vurdering af din skat baseret på oplysninger fra 2024 og 2025. Den endelige skat opgøres først i marts eller april 2027.
PwC anbefaler altid at gennemgå og justere forskudsopgørelsen for at sikre, at den forventede skat er korrekt. Ændrer dine skatteforhold sig i løbet af 2026, kan du løbende rette forskudsopgørelsen og dermed reducere risikoen for restskat. Har du allerede opdateret forskudsopgørelsen for 2025, kan den ofte bruges som udgangspunkt for 2026. Har du for eksempel købt bolig i 2025, bør ændringen indgå i beregningerne for hele 2026.
Når du retter din forskudsopgørelse via TastSelv på skat.dk, opdateres dit skattekort automatisk og sendes til fx arbejdsgiver, SU og pensionsselskab.
Nedenfor finder du nogle af de mest almindelige forhold, du bør være opmærksom på, når du retter din forskudsopgørelse.
Hvis du er blevet gift, skilt eller er gået på pension, vil du typisk skulle foretage større ændringer i din forskudsopgørelse. Det kan for eksempel være i forbindelse med køb eller salg af bolig. Er du gået på pension eller har fået efterløn, vil din indkomst typisk falde i forhold til din arbejdsindkomst. Det betyder, at skatten bliver lavere, og du kan miste fradrag som fx beskæftigelsesfradraget.
PwC påpeger, at når din livssituation ændrer sig—for eksempel ved ægteskab, skilsmisse, nyt job eller pension—bør forskudsopgørelsen justeres, da det kan have stor betydning for din økonomi og dine skatteforhold. Uden tilpasning risikerer du at betale enten for meget eller for lidt i skat og at gå glip af fradrag, som kan have væsentlig betydning for din disponible indkomst.
Du kan få kørselsfradrag, hvis du har over 12 km til dit arbejde. Fradraget for 2026 offentliggøres først i december, men i 2025 er satsen 2,23 kr. pr. km for afstande mellem 25 og 120 km for de fleste. Er afstanden over 120 km, er fradraget 1,12 kr. pr. km for distancen over de 120 km. Bor du i en yderkommune eller på visse småøer, er kørselsfradraget 2,47 kr. pr. km, også over de 120 km.
Husk at opdatere fradraget, hvis du har skiftet job, bolig eller ændret dit arbejdsmønster, for eksempel arbejder mere eller mindre hjemme.
Er din indkomst under 341.500 kr. i 2026, får du et ekstra kørselsfradrag på op til 15.400 kr. Fradraget mindskes gradvist ved en indkomst over 341.500 kr. og bortfalder helt ved en indkomst på 391.500 kr.
Afstanden beregnes efter den faktiske kørselsafstand og ikke nødvendigvis den korteste rute. Kørselsfradraget giver en skattebesparelse på cirka 25 %, så du sparer altså cirka 25 kr. i skat for hver 100 kr. i fradrag.
Fra den 1. januar 2026 kan studerende i yderkommunerne og på øerne få kørselsfradrag og dermed se frem til en betydelig skattebesparelse. Fradraget er 2,47 kr. pr. km (til og fra arbejde), hvis den samlede daglige afstand mellem hjem og arbejde er over 24 km. Satsen er dermed højere end det normale fradrag på 2,23 kr. pr. km og gælder hele distancen.
Der er også fradrag for broudgifter på 15 kr. pr. tur med offentligt transportmiddel eller 110 kr. pr. tur i bil. Alle satserne er for 2025, og satserne for 2026 offentliggøres i slutningen af 2025.
En betingelse for fradrag er dog, at du modtager SU-støtte og din SU-indtægt er på mindst 4.300 kr. om måneden. Herudover skal du rejse mindst 24 km tur/retur til dit uddannelsessted (gælder uanset transportmiddel - egen bil, offentlig transport, samkørsel, cykel eller knallert).
Særligt ændringer i boligforhold kræver, at du opdaterer din forskudsopgørelse. Det kan for eksempel være ved omlægning af boliglån, køb eller salg af bolig samt optagelse eller afvikling af forbrugslån. Det er en god idé at se på de sidste rentebetalinger fra 2025 og bruge dem til at beregne dine forventede renteudgifter i 2026.
Renteudgifter indgår som en del af kapitalindkomsten, og skatten varierer mellem 25 % og 42 % alt afhængigt af, om kapitalindkomsten samlet er positiv eller negativ. Er skatten negativ—altså typisk fordi renteudgifterne overstiger renteindtægterne—er skattebesparelsen mellem cirka 25 % og 33 %, og er den positiv, er skatten mellem cirka 37 % og 42 %.
Renteindtægter fra banken, obligationsrenter mv. indgår også i kapitalindkomsten.
Det er svært at forudsige afkastet på investeringer, da det afhænger af, hvad der investeres i, hvilken type investering der er tale om, og hvordan udbyttet udbetales. Du kan med fordel bruge din opgørelse over investeringer og afkast for 2025 fra for eksempel banken til at vurdere dit forventede afkast i 2026. Hvis dine forventninger til dit afkast ændrer sig, kan du altid rette det i din forskudsopgørelse i løbet af året.
Vær opmærksom på, at nogle investeringer først beskattes ved salg, mens andre beskattes løbende efter lagerprincippet. Investeringsafkast beskattes enten som kapitalindkomst med en sats på mellem cirka 25 % og 42 % eller som aktieindkomst på enten 27 % eller 42 %.
I 2026 er servicefradraget maksimalt 18.300 kr. pr. person i husstanden for personer over 18 år. Det kan for eksempel bruges, hvis du får pudset vinduer, betaler for børnepasning eller får ordnet din have. Hvis du vil bruge serviceydelsen i 2026, kan du med fordel skrive udgiften på din forskudsopgørelse for 2026 for at få skattebesparelsen løbende. Håndværkerfradrag til “grønne” investeringer er 9.000 kr. pr. person i 2026.
Både service- og håndværkerfradraget giver en skattebesparelse på cirka 25 %, så for hver 100 kr. sparer du cirka 25 kr.
Beskæftigelsesfradraget beregnes automatisk ud fra din løn, så hvis din lønindkomst er korrekt, er fradraget det også. I 2026 er fradraget 12,75 % af din løn, dog højst 63.300 kr.
Hvis du tjener mindst cirka 496.000 kr., svarende til cirka 41.300 kr. pr. måned, kan du få det maksimale fradrag på 63.300 kr. Er du enlig forsørger, får du et ekstra beskæftigelsesfradrag på op til 50.600 kr. Her er satsen 11,5 % af din løn, og du får det maksimale, hvis du tjener mindst 440.000 kr.
Beskæftigelsesfradraget giver en skattebesparelse på cirka 25 %, så for hver 100 kr. i fradrag sparer du cirka 25 kr. i skat.
Som en del af finanslovsaftalen for 2026 hæves beskæftigelsesfradraget for seniorer markant. I 2026 stiger fradraget fra maksimalt 6.100 kr. til maksimalt 37.000 kr. Derudover forlænges perioden, hvor det er muligt at få beskæftigelsesfradrag, fra to til fem år før folkepensionsalderen.
Lovændringen er ikke gennemført før forskudsopgørelsen for 2026 offentliggøres. Det forventes først at ske i april 2026. Hvis du kan få fradraget, anbefaler PwC på det tidspunkt at gå ind og ændre din forskudsopgørelse for 2026 og få fradraget fra 1. januar 2026.
Hvis du opnår det maksimale beskæftigelsesfradrag—det almindelige og det ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer—bliver beskæftigelsesfradraget på cirka 100.000 kr. med en skattebesparelse på cirka 25.000 kr. i 2026.
Fra 2026 indføres mellemskatten på 7,5 % for indkomster mellem cirka 697.000 kr. og 845.000 kr. før arbejdsmarkedsbidrag. Det svarer til en månedsløn på mellem cirka 58.000 kr. og 70.500 kr.
I 2026 er skattesatsen for mellemskat cirka 44,5 %. Det betyder, at du sparer cirka 44,5 kr. for hver 100 kr., du sætter ind på din pension. I 2025 er skattebesparelsen cirka 52 % i samme interval på grund af topskatten. Du får dog en endnu større skattebesparelse på de første 87.800 kr. i 2026 (se næste afsnit).
Du får automatisk et ekstra fradrag, når du eller din arbejdsgiver indbetaler til pensionsordninger med løbende udbetalinger, for eksempel livsvarige livrenter eller ratepensioner. Fradraget beregnes som en procentdel af pensionsindbetalingerne, dog højst 87.800 kr. i 2026.
Fradragets størrelse afhænger af, hvor mange år du har til folkepensionsalderen:
Har du 15 år eller mindre til folkepensionsalderen, er fradraget 32 % af indbetalinger op til 87.800 kr. i 2026. Fradraget kan derfor højst blive 28.096 kr. i 2026 (87.800 kr. x 0,32).
Har du mere end 15 år til folkepensionsalderen, er fradraget 12 % af indbetalinger op til 87.800 kr. i 2026. Fradraget kan derfor højst blive 10.536 kr. i 2026 (87.800 kr. x 0,12).
Indskyder du de 87.800 kr. på rateordninger og livsvarige livrenter i 2026 og har mere end 15 år til folkepensionsalderen, svarer det ekstra fradrag til, at din skattebesparelse kan blive op på ca. 48%, hvis du betaler mellemskat. Betaler du topskat og skattebesparelsen ligger i topskattegrundlaget, er skattebesparelsen på ca. 55%.
Søren William Bech
Christina Mosegaard