Moms og fradrag for motion mv.

#
  • 08/01/26

Der indføres moms på motion, sang og danseundervisning fra 1. januar 2026. Samtidig indføres der et fradrag.

Nye momsregler og nyt fradrag for motion, sang og musikundervisning

Fra den 1. januar 2026 skal der betales moms af kontingenter til motion, sang- og musikundervisning. Samtidig indføres der et nyt fradrag, der skal kompensere for den yderligere momsbetaling.

Fra 1. januar 2026 skal danskere, der er fyldt 30 år, som noget nyt betale moms på medlemskontingent m.v. til motion, sang- og musikundervisning. Det sker på baggrund af afgørelser fra EU-Domstolen. For at kompensere for noget af den yderligere momsbetaling indføres der et fradrag, der gælder fra årsskiftet.

De nye momsregler gælder for kommercielle aktører som fx fitnesscentre, private yogastudier, pilates, aerobics, crossfit, spinning og danseskoler. Udgifter til golf og ridning, der ”indebærer et ikke-ubetydeligt fysisk element”, bliver også anset for at være udgifter til motion. Der kan dog være situationer, hvor det er uklart, om en forening skal opkræve moms.

Hvor meget medlemskontingentet vil stige afhænger af hvilken meromkostning virksomheden får ved at skulle pålægge 25 % moms. Det afhænger blandt andet af, hvor meget der spares i lønsumsafgift og moms på forskellige indkøb til den momspligtige aktivitet, fx moms ved køb af fitnessmaskiner m.v. i et fitnesscenter.

De nye momsregler gælder som udgangspunkt for alle danskere, der er fyldt 30 år ved årets udgang.

Hvem skal ikke opkræve moms?

Motion, der udbydes af ikke-kommercielle aktører såsom amatørsports- og idrætsforeninger, bliver ikke omfattet af de nye regler, da ydelserne ikke udbydes med gevinst for øje.

Det samme gælder fx for ydelser, der udbydes af aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter, som er berettiget til tilskud efter folkeoplysningsloven, og ydelser, der udbydes af folkehøjskoler, som er berettiget til tilskud efter lov om folkehøjskoler. Listen er ikke udtømmende.

Reglerne for indførelsen af et nyt fradrag fremgår af et nyt lovforslag, som regeringen har sendt i høring.

Sådan bliver fradraget for motion

Fradraget for motionsydelser vil maksimalt blive 1.750 kr. i 2026 for alle som er fyldt 30 år ved årets udgang, uanset om du har flere udgifter til motion, sang- og musikundervisnings-aktiviteter. Beløbet bliver pristalsreguleret i de følgende år. Fradraget forudsætter, at undervisningen udbydes med gevinst for øje.

Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag med en skattebesparelse på ca. 25-26 %, så skattebesparelsen kan maksimalt blive ca. 440-450 kr. i 2026. 

Hvis medlemskontingentet fx er 300 kr. pr. måned eller 3.600 kr. årligt, og momsen på 25 % lægges fuldt ud oveni pr. 1. januar 2026, vil den ekstra udgift blive 900 kr. eller i alt 4.500 kr. i 2026. Skattebesparelsen fra fradraget bliver maksimalt ca. 450 kr., så i dette tilfælde vil der være en ekstra udgift på ca. 450 kr. i 2026.

Kun hvis medlemskontingentet eller alle dine kontingenter, hvis du er medlem flere steder, samlet set alene stiger med ca. 450 kr. i 2026, vil der ikke være en merudgift. Det kan derfor ikke udelukkes, at dine kontingentbetalinger i 2026 og fremover bliver større, da fradraget ifølge forslaget bliver på maksimalt 1.750 kr. i 2026.

Sådan får du fradraget

I første omgang er der lagt op til, at du selv skal oplyse det beløb, som du kan trække fra på årsopgørelsen til Skatteforvaltningen. Du skal sørge for at oplyse CVR-nummer, SE-nummer eller CPR-nummer på udbyderen, som det også er tilfældet med fx servicefradraget.

Husk endelig at gemme dokumentation for, at du har betalt medlemskontingent fra den 1. januar 2026 som fx en faktura eller lignende, da det er en betingelse for at kunne få fradraget.

I PwC står vi klar til at assistere med de nye regler.

Kontakt os

Claus Høegh-Jensen

Partner, Tax, København, PwC Denmark

2366 3918

E-mail

Søren William Bech

Senior Tax Advisor, PwC Denmark

3945 9598

E-mail

Christina Mosegaard

Director, Tax, PwC Denmark

2944 3052

E-mail

Følg PwC