Skattestyrelsen har oplyst, at årsopgørelsen for 2025 vil blive gjort tilgængelig den 23. marts 2026. Da det er en mandag, forventer vi, at man allerede i weekenden op til kan få adgang til oplysningerne, og blive klogere på, om du skal have penge tilbage, eller om du skal betale restskat.
Hvis du ikke har betalt din restskat inden årsopgørelsen lander, bliver der tillagt en dag-til-dag rente på restskatten fra 1. januar 2026 til årsopgørelsen kommer. Renten er på 3,7 %, men da renten ikke kan trækkes fra, svarer det for de fleste til en rente på ca. 5,5 %. Den er derfor forholdsvis høj, særligt hvis du har penge stående på en pengeinstitutkonto til lav rente.
Det er en god idé at betale restskatten senest den 1. juli 2026, da du ellers skal betale et fast rentetillæg på 5,7 %, hvilket svarer til en rente på ca. 8,5 % før skat. Hvis ikke restskatten betales, indregnes restskat inklusive renter på indtil 25.368 kr. i din forskudsskat for 2027. Er restskatten over 25.368 kr. skal du betale det overskydende beløb i tre rater i august, september og oktober 2026.
Pengeinstitutter og andre indberetter løbende til Skattestyrelsen, så mange af de beløb der indgår i din årsopgørelse, kan du allerede nu finde under dine skatteoplysninger for 2025 her. I februar 2026 samler Skattestyrelsen oplysningerne og laver skatteberegninger.
På Skat’s hjemmesiden kan du finde Skattestyrelsens skatteberegningsprogram for 2025, hvor du kan beregne din skat – find det her.
Du får ingen rentegodtgørelse på overskydende skat for 2025.
Skattestyrelsen har oplyst, at fristen for at rette årsopgørelsen for 2025 er rykket fra den 1. maj til den 20. maj 2026. For selvstændigt erhvervsdrivende eller andre der fx har skatteforhold i udlandet, er fristen for at rette og indsende stadig den 1. juli 2026.
Søren William Bech
Christina Mosegaard