Vinderen af Energistyrelsens pulje på 28,3 milliarder kroner til CO2-fangst og -lagring fra danske udledere er blevet fundet. Fra 2030 skal Aalborg Portland fange og lagre 1,25 millioner ton CO2 årligt. Sammen med vinderne fra de to tidligere CCS-udbud vil projektet bidrage til udviklingen af et marked for CO2-fangst og -lagring i Danmark. Det betyder, at der fra 2030 vil blive fanget og lagret 1,84 millioner ton CO2 om året, hvilket bidrager væsentligt til Danmarks klimamål.
Udbudsprocessen har samtidig givet Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Energistyrelsen og de danske udledere værdifuld og dybdegående forståelse for, hvilke rammer, der kan udvikle markedet for fangst- og lagring yderligere. Ti aktører prækvalificerede sig til at byde på udbuddet, men kun to aktører afgav endeligt bud. De mange prækvalificerede aktører peger på, at interessen for CCS er til stede, men at risikoen ved projekterne fortsat kan synes høj.
Der har været tydelig interesse for CCS blandt danske udledere. Udbuddet viser dog også, at det ikke er det samme at være interesseret i et projekt som at være klar til at afgive et endeligt bud. CCS er en ny teknologi, markedet er under etablering, og projekterne er komplekse og omkostningstunge. De kræver store investeringer til både projektudvikling og anlæg, lang planlægning og en høj grad af klarhed om både økonomi, infrastruktur og gennemførelse. Det kan være en af grundene til, at flere prækvalificerede aktører vurderede, at de ikke var klar til at afgive bud.
En af de tydeligste erfaringer fra udbuddet er, at det har resulteret i udviklingen af enkeltstående projekter, der hver har deres egne specifikke løsninger til fangst, transport og lagring.
Skal der for alvor sættes skub i at indfri potentialet og nedbringe støttebehovet til det enkelte projekt, er der ved tilrettelæggelsen af nye støttemodeller behov for at tænke i bredere løsninger, der involverer flere parter på både udleder-, transport- og lagersiden og bidrager til at bringe omkostningerne ned, fx med fælles projektudvikling og salg af CDR-kreditter.
Timing fremstår også som en vigtig faktor i de kommende år. Støtteordninger, myndighedsprocesser, udvikling af lagerkapacitet og kommercielle aftaler skal spille sammen, hvis projekter skal kunne bevæge sig effektivt fra idé til investering og drift.
I et marked, hvor både fangst, infrastruktur og lagringskapacitet fortsat er under opbygning, kan forsinkelser i ét led få betydning for de øvrige dele af værdikæden. Den netop afsluttede udbudsproces peger dermed på, at samspillet mellem tidsplaner og markedsmodning kan få stor betydning for, hvor mange projekter der vil kunne aflevere tilbud og træffe FID, hvis der udmøntes nye støttemidler.
Derudover er det forventeligt at der vil skulle afsættes nye midler til projektudvikling, hvis der går for lang tid, før eventuelt nye støttemidler udmøntes, da FEED-studier og anlæg forældes, miljøvurderinger skal genopstartes, og rammevilkårene ændrer sig osv. De projekter, som var prækvalificerede til CCS-udbuddet, har allerede foretaget store investeringer i projektudvikling, som vil gå tabt, hvis projekterne skrinlægges.