EU-Kommissionen godkendte den 8. maj 2026 den udvidelse af reglerne om medarbejderaktier, som var en forudsætning for, at de nye regler kunne træde i kraft. Derfor har Skatteministeriet den 22. juni 2026 udsendt en pressemeddelelse om, at reglerne skal træde i kraft pr. 1. juli 2026.
De nye regler gælder for aftaler om tildeling af aktier eller købe- eller tegningsretter til aktier, som indgås 1. juli 2026 eller senere, og hvor betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Formålet med de nye regler er at gøre det lettere for mindre virksomheder at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, også i de tilfælde, hvor virksomheden ikke har mulighed for at matche lønniveauet i større og mere etablerede selskaber.
De nye regler bygger på ligningslovens § 7 P, som giver mulighed for, at medarbejdere kan modtage aktier, køberetter eller tegningsretter på særligt gunstige skattemæssige vilkår.
Når disse betingelser er opfyldt, bliver vederlaget ikke beskattet som personlig indkomst (ligesom almindelig løn). I stedet sker beskatningen først, når aktierne sælges, og fortjenesten beskattes som aktieindkomst med 27/42 %.
Det kan være en væsentlig fordel for medarbejderen, fordi der ikke skal betales skat af en værdi, som måske endnu ikke kan omsættes til kontanter. Til gengæld har arbejdsgiverselskabet ikke fradrag for værdien af de tildelte aktier eller rettigheder.
Med de nye regler udvides adgangen til at bruge ordningen for nye og mindre virksomheder.
Efter de hidtidige regler kunne aktieløn til ansatte i nye og mindre virksomheder udgøre op til 50 % af medarbejderens årsløn. Denne grænse fjernes.
I stedet indføres et krav om, at medarbejderen skal have en skattepligtig årsløn på mindst 265.300 kr. i 2026-niveau. Hvis minimumslønnen er opfyldt, kan virksomheden tildele aktieløn efter § 7 P uden en øvre beløbsgrænse, forudsat at de øvrige betingelser også er opfyldt.
Samtidig udvides definitionen af, hvilke virksomheder, der kan anvende ordningen. Fremover kan virksomheder være omfattet, hvis de bl.a. har:
Det betyder, at ordningen ikke længere kun omfatter de helt tidlige startups, men også i højere grad kan anvendes af lidt mere modne vækstvirksomheder.
Selskaber, der kan anvende de nye regler behøver ikke nødvendigvis at udarbejde en værdiansættelse af aktierne eller købe- eller tegningsretterne i forbindelse med tildelingen, hvilket ellers er et krav for anvendelse af reglerne i ligningslovens § 7 P i øvrigt.
For mange tidlig-fase-virksomheder har netop værdiansættelsen været et både dyrt og tidskrævende element, som også har været forbundet med usikkerhed. Når dette krav lempes, bliver ordningen lettere og billigere at anvende i praksis.
Mindre virksomheder og startups har ofte brug for at kunne tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere tidligt i deres udvikling, men har ikke altid likviditeten til at tilbyde en konkurrencedygtig løn.
Aktieløn kan derfor være et vigtigt supplement til den øvrige lønpakke. Medarbejderen får mulighed for at få del i virksomhedens fremtidige værdiskabelse, mens virksomheden kan tiltrække og fastholde nøglepersoner uden at skulle betale hele værdien som løn her og nu.
Ordningen kan dermed være med til at skabe et stærkere fælles incitament mellem virksomhed og medarbejdere: Hvis virksomheden lykkes, kan medarbejderne også få del i gevinsten.
Skatteministeriet har meddelt, at de nye regler om udvidelsen af aktielønsordningen for startups og mindre virksomheder træder i kraft 1. juli 2026. Reglerne gælder som udgangspunkt ikke for aftaler, der er indgået inden denne dato.
De nye regler vil gøre det muligt for flere vækstvirksomheder at tilbyde medarbejderaktier uden den tidligere 50 %-grænse, samtidig med at ordningen bliver lettere at anvende i praksis, da kravet om værdiansættelse ikke gælder for den nye ordning.
For mange mindre virksomheder kan det blive et værdifuldt værktøj i konkurrencen om at rekruttere og fastholde de dygtige medarbejdere.
PwC står til rådighed for rådgivning om jeres aktieprogrammer samt for bistand i forbindelse med implementeringen af nye eller eksisterende programmer.
Christian Krogh
Lasse Muff Højbjerg Jensen