Indsamlinger til velgørende formål eller til støtte for enkeltpersoner opfattes ofte som en naturlig hjælpende hånd – men hvad med skatten? Mange overser, at indsamlede midler som udgangspunkt er skattepligtige for modtageren, også selv om indsamlingen er godkendt af Indsamlingsnævnet. I dette nyhedsbrev giver vi et overblik over reglerne og de vigtigste opmærksomhedspunkter.
Indsamlede midler kan være skattefrie for modtageren, hvis én af følgende betingelser er opfyldt:
Ved et "indsamlet" bidragsbeløb forstås både et bidragsbeløb, hvor indsamlingen henvender sig til offentligheden, og bidragsbeløb, der er indsamlet blandt personalet i en institution eller virksomhed. Det er dog et krav, at indsamlingen har været organiseret over en vis større personkreds.
Opfyldes betingelserne for skattefrihed ikke, er de indsamlede midler som udgangspunkt skattepligtige – både for den, der foretager indsamlingen, og i visse tilfælde også for modtageren.
Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Beskatning af modtageren afhænger dog af, om vedkommende kan beskattes efter skattereglerne i det land, hvor modtageren har hjemsted.
Skatterådet har i et bindende svar af 23. september 2025 taget stilling til en konkret sag, hvor en person havde fået godkendt en indsamling via GoFundMe hos Indsamlingsnævnet under Civilstyrelsen. Midlerne skulle bruges til betaling af skoleafgifter for den pågældende på et universitetsophold, som vedkommende havde i udlandet.
Skatterådet afgjorde, at de indsamlede midler var skattepligtige for modtageren. Indsamlingen var sket på modtagerens eget initiativ, hvilket betød, at skattefritagelsen i ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 1, om indsamlede midler ikke fandt anvendelse.
Spørgeren i sagen argumenterede for, at indsamlingen var sammenlignelig med skattefrie studierejselegater efter ligningslovens § 7 K. Skatterådet afviste dette med henvisning til, at reglerne i ligningslovens § 7 K alene omfatter legater, der ydes af fonde, institutioner eller det offentlige – ikke midler fra indsamlinger blandt privatpersoner. Dertil kommer, at legater efter § 7 K skal være klausulerede, det vil sige betinget af anvendelse til et bestemt formål. Da de indsamlede midler hverken udgjorde en ydelse fra en fond, institution eller det offentlige, eller var tildelt som et klausuleret legat, fandt reglerne i § 7 K ikke anvendelse – heller ikke selvom formålet var at finansiere en uddannelse i udlandet.
Vi anbefaler derfor at afklare de skattemæssige forhold, inden en indsamling igangsættes, da beskatningen kan få væsentlige konsekvenser for både indsamleren og modtageren.
Bidragsydere kan opnå fradrag for bidrag til velgørende formål efter ligningslovens § 8 A, hvis modtageren er godkendt af skattemyndighederne. For at få fradrag skal bidragsyderen oplyse navn og CPR-nummer til modtageren eller indsamleren, som derefter indberetter oplysningerne til Skattestyrelsen.
Fradraget udgør det faktiske bidrag, dog minimum 500 kr. og maksimum 18.300 kr. årligt (2026-niveau). Skattestyrelsen fører en liste over godkendte foreninger og organisationer, som er berettiget til at modtage fradragsberettigede bidrag.
Fradrag gives ikke for bidrag til uorganiserede indsamlinger.
Indsamlede midler er som udgangspunkt skattepligtige for modtageren – også selv om indsamlingen er godkendt af Indsamlingsnævnet. Skattefrihed forudsætter, at indsamlingen ikke er sket på modtagerens eget initiativ, og at visse øvrige betingelser er opfyldt.
Skatterådet har i et bindende svar af 23. september 2025 bekræftet, at midler indsamlet via GoFundMe var skattepligtige, fordi indsamlingen var sket på modtagerens initiativ. Reglerne om skattefrie studierejselegater fandt heller ikke anvendelse.
For bidragsydere kan bidrag til godkendte velgørende organisationer være fradragsberettigede, forudsat at navn og CPR-nummer oplyses til modtageren. Der gives ikke fradrag for bidrag til uorganiserede indsamlinger.
PwC står til rådighed for rådgivning om de skattemæssige konsekvenser ved indsamlinger samt for bistand i forbindelse med planlægning og strukturering af crowdfunding og lignende ordninger.
Christina Mosegaard
Sophie Rosenvinge Tang-Holbek