Mød Yvonne Dalsgaard Bager, nyuddannet statsautoriseret revisor i PwC

Vi ønsker stort tillykke til vores kollega Yvonne, der nu kan kalde sig statsautoriseret revisor. Hun er 40 år og arbejder i PwC’s revisionsforretning i Holstebro. Yvonne arbejder primært med små og mellemstore virksomheder samt uddannelsesinstitutioner, som hun har et særligt stort kendskab til.

Lige fra den tidlige del af karrieren, hvor Yvonne startede hos PwC i 1999, har hun arbejdet sig i retning af at blive en helhedsrådgiver for sine kunder: ”Mit mål har været at tilegne mig tilstrækkelig viden og ekspertise til at kunne rådgive kunder, så det skaber værdi for dem. Det føler jeg, at jeg har opnået ved at blive statsautoriseret revisor”.  

Yvonne kalder uddannelsesforløbet for en modningsproces, hvor fokus udover revisionsdelen rettes mod at identificere og løse problemstillinger, hvilket har givet en stærkere ballast både fagligt og personligt. Når hun kigger tilbage, har forløbet været delt op i flere faser, der har passet til familielivet: 

”Undervejs i mit forløb har vi stiftet familie, så det har været en udfordring at få tiden til at slå til samt at vende tilbage til eksamensteknikken. Hele vejen har det været vigtigt med den store opbakning og forståelse fra familien samt kolleger og kunder”. 

SR-uddannelsen har udover den faglige ballast også givet Yvonne et stort netværk, både i form af medstuderende og mentorer i PwC, og hun anbefaler andre at gøre brug af netværket for at gennemføre uddannelsen: ”Det har været værdifuld sparring med mine kolleger i PwC, og det har især hjulpet i forhold til de områder, hvor man føler sig mindre på hjemmebane”. 

Efter eksamen blev Yvonne fejret derhjemme af familie og venner, og efterfølgende af kollegerne i Holstebro. Hun er overvældet af alle lykønskningerne, som strømmede ind fra nær og fjern: ”Det er helt fantastisk at gennemføre sit mål, og det gør det bare endnu bedre at se alle reaktionerne fra familie, venner, kolleger og kunder. Det betyder virkelig meget”.

Nu glæder Yvonne sig til at være en aktiv del af forretningsudviklingen i PwC i Midt- og Vestjylland, hvor hun desuden er engageret i lokale erhvervsnetværk. Hun fremhæver, at et stærkt netværk er vigtigt for hende personligt såvel som erhvervsmæssigt. Samtidig glæder hun sig til igen at få mere tid sammen med sin mand og deres to drenge og fortæller, at en del af fritiden vil blive brugt på sidelinjen af håndbold- og fodboldbanerne.

Kontakt os

Yvonne Dalsgaard Bager

Statsautoriseret revisor, PwC Denmark

Tlf: 9611 1819

Følg PwC