Teknisk ekspertise og konstant fornyelse af forsvarsteknologi:

Benny Graff Mortensen fra IFAD TS vinder Årets Temapris 2025

  • 13/11/25

Det blev ejerleder Benny Graff Mortensen fra IFAD TS A/S, der løb med Temaprisen ved landskåringen af Årets Ejerleder 2025. Temaprisen uddeles til den ejerleder, der i særlig grad har udmærket sig inden for årets tema 'Ejerledernes konkurrencekraft'. Benny Graff Mortensen modtog prisen for sin evne til at drive fortsat udvikling og styrke virksomhedens position i et marked under konstant forandring.

Benny Graff Mortensen fra IFAD TS A/S har været en drivende kraft bag udviklingen af banebrydende teknologi til Forsvaret. I starten af årtusindeskiftet forudså han et behov i markedet og var den første til at udvikle simulationsteknologi til Forsvaret. Siden har virksomheden gennemgået en betydelig udvikling gennem konstant fornyelse og teknisk ekspertise.

”Benny har stået bag etableringen af en højtspecialiseret virksomhed, der udvikler simulationssystemer til brug i planlægning og træning inden for beredskab og forsvar. Han har arbejdet målrettet på at opbygge langvarige og tætte kunderelationer samt på at imødekomme kundernes behov ved løbende at tilpasse systemerne. Bennys innovative lederskab gør ham til en værdig modtager af Årets Temapris,” siger Ulrik Ræbild, Ansvarlig for Årets Ejerleder og partner i PwC.

Frontløber på teknologi og fleksibel arbejdskultur

Benny har med en baggrund som radiotelegrafist, radiotekniker og ingeniør en stor teknisk indsigt. Han arbejder på at skabe en arbejdsplads baseret på tillid og ansvar, og han introducerede muligheden for flextid og hjemmearbejde, længe før det var almindeligt på arbejdsmarkedet. For at sikre, at virksomheden også står stærkt i fremtiden, har Benny forberedt et ejerskifte til hans to døtre.

”Benny har gennem teknisk ekspertise og strategisk indsigt været med til at styrke virksomhedens økonomiske situation og position i et omskifteligt marked. For ham er det vigtigt, at både virksomhedens kunder og medarbejdere trives, da det bidrager til at fastholde kvalificeret arbejdskraft og styrke kunderelationerne,” siger Henrik Rasmussen, regionsdirektør i Nykredit.

Dansk Erhverv ser også stor grund til at fejre den nykårede vinder af Årets Temapris 2025.

”Benny er en inspirerende ejerleder, der har en enorm drivkraft og teknisk nysgerrighed, også som 83-årig. Han er et bevis på, hvordan en stærk faglighed og fremsynethed kan bane vejen til succes og understøtte teknologisk fornyelse,” siger Natasha Brandt, kommerciel medlemsdirektør i Dansk Erhverv.

Praktisk info

Kontakt

For yderligere information kontakt PR-konsulent i PwC Trine Tapdrup på mobil 6057 7067 eller pressekonsulent Henriette Hejlskov Agger fra Nykredit på mobil 2182 0165 eller mediechef Søren Domino fra Dansk Erhverv på mobil 2670 4917.

Fakta om Årets Ejerleder 2025

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som i år afholdes for 22. gang. Årets tema er ejerledernes konkurrencekraft.

Landsjuryen består af Signe Skarequist, vicedirektør i Dansk Erhverv, Simone Wejlemand, regionsdirektør for Nykredit på Sjælland, Ulrik Ræbild, partner og ansvarlig for Årets Ejerleder i PwC, og Berit Willumsgaard, ejerleder og CEO i Albatros Travel.

Tidligere vinder af Årets temapris

Peter Grøftehauge fra Autorola A/S (2024), Søren Tscherning fra Tscherning Holding A/S (2023), Per Kirchner fra Novicell ApS (2022), Peter Dupon fra The Coffee Collective A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Anders Aagaard Jensen fra Relevant Holding ApS (2019), Lene Hansen og Dorte Thomsen fra SOS Vikar A/S (2018), Per Smedegaard fra Kjærgaard A/S (2017) og Charlotte Gueniau fra RICE A/S (2016).

Kontakt os

Malene Billund

Presseansvarlig, Hellerup, PwC Denmark

5133 2378

E-mail

Trine Tapdrup

Associate, København, PwC Denmark

6057 7067

E-mail

Følg PwC