Årets Hæderspris 2025 går til familien Topsøe, der grundlagde den familieejede virksomhed Topsoe A/S (tidligere Haldor Topsøe A/S). Gennem mere end 80 år har familien og virksomheden haft en markant og vedvarende indflydelse på dansk erhvervsliv og det globale industrimarked. Det er niende gang, at PwC sammen med Nykredit og Dansk Erhverv uddeler Hædersprisen.
Haldor Topsøe grundlagde virksomheden i 1940 med en vision om at fremme teknologisk innovation inden for katalyse – en banebrydende teknologi, der revolutionerede processerne i den kemiske industri samt olie- og gassektoren. Virksomheden har i dag ca. 2.800 ansatte verden over og er en førende global leverandør af avanceret teknologi og løsninger til energiomstillingen.
“Med udgangspunkt i stifterens dybe interesse for videnskab og entreprenørskab har familien gennem generationer videreført denne arv og udviklet virksomheden til en global leder inden for bæredygtige løsninger. I dag bidrager virksomheden bl.a. til at optimere energiforbrug og reducere CO₂-udslip verden over,” siger Ulrik Ræbild, partner og ansvarlig for Årets Ejerleder i PwC.
Virksomheden har nået betydelige milepæle, der styrker familiens position som en vigtig aktør i dansk industri. Efter de i 1970’erne var pioner inden for katalytiske processer til olie- og gassektoren, skiftede virksomheden i 1990’erne fokus mod grøn teknologi og bæredygtighed.
“I dag står Topsoe som en global frontløber inden for teknologi, der understøtter renere brændstofproduktion og lavere CO₂-udledning. Med deres investering i Europas største elektrolysefabrik, som netop er åbnet, bidrager de til at styrke Danmarks rolle inden for klimavenlig brintproduktion og Power-to-X-teknologi. Investeringen afspejler familiens fortsatte engagement i bæredygtig innovation,” siger Ulrik Ræbild.
Ejerfamilien, nu i tredje og fjerde generation, fører udviklingen videre med det samme engagement og lederskab, der har præget familien gennem tiden. I dag er det særligt Jakob Topsøe, som bidrager til at definere retning og mål for virksomheden i sine roller som formand for familiens ejerselskab Topsøe Holding A/S og næstformand for Topsoe A/S.
“Familiens særlige engagement i teknologi, lederskab og samfundsansvar gør dem til et forbillede for ejerledede virksomheder. Gennem vedvarende innovation, en stærk forpligtelse til bæredygtighed og betydelige bidrag til dansk erhvervsliv har familien sat et varigt præg på både branchen og samfundet,” udtaler Henrik Rasmussen, regionsdirektør i Nykredit.
Hos Dansk Erhverv ser man også stor grund til at fejre den nykårede Hædersprismodtager 2025.
“Familien Topsøe fortjener at modtage Årets Hæderspris 2025. Deres historie viser, hvordan en familie gennem generationer kan skabe en virksomhed, der forener arv og ansvarlighed og samtidig skaber global gennemslagskraft,” siger Natasha Brandt, kommerciel medlemsdirektør i Dansk Erhverv.
For niende år i uddeler Landsjuryen for Årets Ejerleder (PwC, Nykredit, Dansk Erhverv, Årets Ejerleder 2024) en særlig Hæderspris i forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder, hvor vi anerkender og hædrer en ejerleder i Danmark, som gennem en årrække har ydet en enestående indsats. Hædersprisen går således til en ejerleder, som gennem en lang årrække har haft en betydende indflydelse på dansk erhvervsliv:
Besidder modet til at træffe beslutninger i en omskiftelig verden
Har ambitionerne og viljen til hele tiden at sætte nye og højere mål og samtidig ”drivet” og evnerne til at indfri disse
Er indbegrebet af, hvad det vil sige at være ejerleder.
Kort fortalt, så er modtageren en evig kilde til inspiration for såvel nuværende som næste generation af ejerledere.
Familierne Tøpholm og Westermann fra WS Audiology (2024), Thomas Kirk Kristiansen fra LEGO Group (2023), Torben Østergaard-Nielsen, ejerleder i United Shipping & Trading Company A/S (USTC) (2022), Anders Holch Povlsen, Bestseller (2021), (2020 var særår grundet COVID-19, hvorfor prisen ikke blev uddelt), Lars Kann-Rasmussen, VKR Gruppen (2019), Jørgen Mads Clausen, Danfoss A/S (2018), Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for fondene A.P. Møllers familiefond og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (2017) og Købmand Lars Larsen (2016).
For yderligere information kontakt pressechef i PwC Malene Billund på mobil 5133 2378 eller pressekonsulent Henriette Hejlskov Agger fra Nykredit på mobil 2182 0165 eller mediechef Søren Domino fra Dansk Erhverv på mobil 2670 4917.