Kommentar vedr. Erhvervsstyrelsens afgørelse på deres hvidvasktilsyn

  • 09/12/25

PwC tager Erhvervsstyrelsens afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven til efterretning og fortsætter den konstruktive dialog og arbejdet med at forbedre risikovurderingerne i kundeforholdene. 

PwC Danmark har modtaget afgørelsen fra Erhvervsstyrelsen vedr. overholdelse af hvidvaskloven efter det gennemførte tilsyn i maj 2025. Vi tager afgørelsens konklusioner til efterretning og vil nu grundigt gennemgå indholdet for at sikre en korrekt forståelse og opfølgning. 

Det er tilfredsstillende at konstatere, at Erhvervsstyrelsen bl.a. vurderer, at PwC’s ”skriftlige forretningsgange, herunder virksomhedens politik, er af en kvalitet, der kan give en god forståelse for, hvordan de risici, der er i virksomheden og i kundeforholdet, håndteres”. Vi kan endvidere konkludere, baseret på Erhvervsstyrelsens observationer, at PwC har tilstrækkelige underretningsprocesser. 

Erhvervsstyrelsen konstaterer til gengæld, baseret på deres risikobaserede tilgang, at PwC’s vurdering af risikoen for den enkelte kundes involvering i hvidvask ikke er foretaget og dokumenteret i et tilstrækkeligt omfang og rettidigt. Styrelsen har derfor valgt at udstede enkelte påbud relateret hertil og at anmode NSK om at indlede en efterforskning af, hvorvidt PwC har overtrådt de gældende regler herom.  

Vi vil gerne i den forbindelse understrege, at: 

  • PwC er og har ikke været involveret i nogen form for hvidvaskforhold, og Erhvervsstyrelsen har hverken under kontrollen eller i den efterfølgende dialog givet indikationer på, at der er konstateret hvidvask i PwC eller blandt vores kunder,
  • Erhvervsstyrelsen har anlagt en ”risikobaseret tilgang”, hvorfor gennemgangen og konklusionerne ikke er et repræsentativt udtryk for PwC’s tilgang til vurdering og dokumentation af hvidvask-risici hos vores kunder. I de af Erhvervsstyrelsens udvalgte og gennemgåede sager er der således hovedsageligt tale om mindre kunder, der driver forretning i brancher med forhøjet risiko for hvidvask, f.eks. fordi de håndterer kontanter.
  • Der ikke er nogen danske, offentlige myndigheder, institutioner eller deraf ejede virksomheder, der har været omfattet af Erhvervsstyrelsens gennemgang og således konklusion på området. 
  • Erhvervsstyrelsens konklusioner ikke er udtryk for, at selve kundeopgaverne, herunder vores revisioner, ikke er udført korrekt. 

Det er også vigtigt for PwC at understrege, at tilsynet sidste gang blev gennemført i 2019 og at afgørelsen modtaget i 2020 ikke indeholdt nogen påbud eller anmodning om efterforskning af PwC.  Siden da er lovgivningen uændret inden for de bestemmelser, der har været fokus for Erhvervsstyrelsens tilsyn, og vi har forbedret processer samt styrket dokumentationen væsentligt. Der er derfor tale om udvidede nationale krav til risikovurderinger og en skærpet tilsynspraksis i den netop modtagne afgørelse. 

Det skal desuden nævnes, at de forhold, som Erhvervsstyrelsen mundtligt påpegede ved deres tilsyn i maj 2025, allerede er i fuld gang med at blive implementeret, herunder med forbedrede interne processer og øget dokumentationsindsats. Derudover har PwC iværksat styrket uddannelse og træning af partnere og medarbejdere for at imødegå de forhold, tilsynet har fremhævet. Vi værdsætter den gode dialog med Erhvervsstyrelsen og ser frem til et fortsat konstruktivt samarbejde. 

PwC Danmark finder naturligvis situationen beklagelig og tager ansvar for at sikre en høj standard på også dette område. Vi vil således fortsat arbejde målrettet på at forbedre vores dokumenterede hvidvask-risikovurderinger i kundeforholdene, herunder i overensstemmelse med den af Erhvervsstyrelsen godkendte politik herfor. 

Kontakt os

Pernille Stokholm Bøg

Partner, Marketing, Communications & Corporate Sustainability, København, PwC Denmark

3945 3579

E-mail

Malene Billund

Presseansvarlig, Hellerup, PwC Denmark

5133 2378

E-mail

Følg PwC