Niels Jørgensen, Ricco Lind Hansen, Thomas Aunsbak og Esben Christensen fra Multi-Tech A/S er netop blevet tildelt prisen som Årets Ejerleder 2025 på Sjælland. Ejerkredsen har gennem opkøb og fokus på opkvalificering af medarbejdere bidraget til vækst og en styrket markedsposition. Ejerlederne fik overrakt prisen ved en velbesøgt regionskåring i Ringsted.
Niels Jørgensen, Ricco Lind Hansen, Thomas Aunsbak og Esben Christensen fra Multi-Tech A/S i Kalundborg har vundet prisen som Årets Ejerleder 2025 på Sjælland. De fire ejerledere har fra bunden skabt en solid installatørforretning, som i dag beskæftiger mere end 300 ansatte fordelt på tre afdelinger. Med hver deres kompetencer og stærke netværk har de bidraget til virksomhedens vækst, sikret markante økonomiske resultater og opnået en styrket markedsposition.
”Niels, Ricco, Thomas og Esben har som ledere skabt en tydelig retning for virksomheden. Med en klar ansvarsfordeling og et stærkt netværk har de opnået imponerende resultater og opbygget en forretning, der har fokus på både kundetilfredshed og gode medarbejderrelationer,” siger Lars Vagner Hansen, partner i PwC i Ringsted, og fortsætter:
”Ordentlighed er ejerledernes fælles værdimæssige afsæt. Det er vigtigt for dem at sikre stærke kunderelationer og skabe en arbejdskultur præget af respekt og samarbejde. Samtidig prioriterer de medarbejdernes udvikling og ønsker at skabe et miljø, hvor der er plads til at prøve nyt og lære af erfaringer.”
Ejerkredsen i Multi-Tech arbejder aktivt med socialt ansvar, virksomheden har et lærlingeprogram, hvor målet er at have mindst 25 % lærlinge. Derudover investerer virksomheden i opkvalificering og kompetenceudvikling. Medarbejderne opfordres til at tage ansvar for deres arbejde, og der er fokus på at sikre en effektiv og velfungerende administration.
”De fire ejerledere har opnået solide resultater gennem en handlekraftig og værdibaseret ledelsesstil. De har opbygget en robust installatørforretning med betydelig vækst og prioriterer at udvikle medarbejdernes kompetencer og at skabe en arbejdsplads, hvor de ansatte får og tager ansvar for deres arbejde,” fortæller Simone Wejlemand, regionalbankdirektør for Nykredit på Sjælland.
Hos Dansk Erhverv er man ikke i tvivl om, at Niels, Ricco, Thomas og Esben er de rette vindere af Årets Ejerleder 2025 på Sjælland:
”Virksomhedens udvikling vidner om en målrettet indsats gennem flere år. De fire ejerledere har skabt vækst gennem opkøb, et stærkt netværk og et vedvarende fokus på at udvikle en attraktiv arbejdsplads med fokus på kompetenceudvikling og gode kunderelationer. Ejerledernes lederskab er et vigtigt bidrag til at styrke konkurrenceevnen på Sjælland og i dansk erhvervsliv generelt, ligesom deres indsats vidner om, at ejerledede virksomheder er en afgørende del af den regionale erhvervsudvikling,” siger Natasha Brandt, kommerciel medlemsdirektør i Dansk Erhverv.
Multi-Tech A/S er en el-installatørvirksomhed, der er grundlagt i 2005. Foruden domicilet i Kalundborg har virksomheden afdelinger i Sorø og Holbæk. Virksomheden har over 300 ansatte og et lærlingeprogram, hvor der arbejdes med at opkvalificere medarbejdere og er et mål om, at mindst 25 % af de ansatte skal være lærlinge. For at sikre vækst og en styrket markedsposition har virksomheden bl.a. foretaget en række strategiske opkøb.
Siden overtagelsen i 1999 har Søren Hovmand transformeret virksomheden til en global aktør på et nichemarked. Som ejerleder udmærker Søren sig ved både at have teknisk viden og kommerciel indsigt, og han arbejder målrettet på at udvikle skræddersyede løsninger af høj kvalitet. Han har gennem en differentieret markedsstrategi skabt vækst de seneste fem år. Virksomheden investerer langsigtet i international ekspansion gennem etablering af datterselskaber og tæt integration af salgsorganisationen i den strategiske ledelse.
De fire søskende er fjerde generations ejerledere i den familieejede virksomhed, og de samarbejder både om den daglige drift og de strategiske beslutninger. Ordholdenhed, ordentlighed og opmærksomhed er virksomhedens kerneværdier, og de ønsker at skabe en arbejdskultur, hvor medarbejderne både viser og mødes med respekt. Ejerlederne arbejder derudover på at reducere virksomhedens klimaaftryk, bl.a. gennem investering i et anlæg med et miljøvenligt brændstofalternativ til fossile løsninger og frivillige klimaregnskaber.
Anders Sørensen modtager Årets Hyldest 2025 på Sjælland for sin indsats som direktør og initiativtager til Ringsted Festival. Med en stærk lokal forankring og et tydeligt kulturelt engagement har han været med til at udvikle festivalen og styrke dens brand. Under hans ledelse har Ringsted Festival slået billetsalgsrekorder de seneste tre år og kan i år fejre sit 20-års jubilæum. Anders går ikke kun forrest som leder, men er også ansvarlig for logistik og teknik.
For yderligere information kontakt PR-konsulent i PwC Trine Tapdrup på mobil 6057 7067 eller pressekonsulent Henriette Hejlskov Agger fra Nykredit på mobil 2182 0165 eller mediechef Søren Domino fra Dansk Erhverv på mobil 2670 4917.
Den 13. november 2025 kl. 15:00-18:00, PwC Hellerup, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som i år afholdes for 22. gang. Årets tema er ejerledernes konkurrencekraft.
De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 13. november 2025 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af regionsvinderen fra 2024, repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit og PwC og en erhvervsprofil.
Berit Willumsgaard og Søren Rasmussen fra Albatros Travel (2024), Mikkel Grene fra Søstrene Grene ApS (2023), Layland Barker fra Titan Containers A/S (2022), Peter Vang Christensen fra Plantorama A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga. COVID-19), Michael Holm fra Systematic (2019) Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).