Mads Bygballe Christiansen fra Ruby Travel Group ApS og Jonas Byskov, Martin Byskov, Jacob Byskov og Anders Bjerregaard Henningsen fra Bedre Nætter ApS er netop blevet offentliggjort som de to temapris-finalister ved kåringen af Årets Ejerleder 2025 i Østjylland. De er dermed en del af det stærke felt af finalister fra hele landet, der går videre til landskåringen af Årets Temapris 2025.
Mads Bygballe Christiansen fra Ruby Travel Group ApS samt Jonas Byskov, Martin Byskov, Jacob Byskov og Anders Bjerregaard Henningsen fra Bedre Nætter ApS er blevet udpeget som de to finalister fra Østjylland, der går videre til landskåringen af Årets Temapris 2025. Temaprisen sætter i år fokus på ejerledernes konkurrencekraft og hylder danske ejerledere, der formår at gribe nye vækstmuligheder og styrke virksomhedens position i et foranderligt marked.
”Ejerlederne spiller en afgørende rolle i dansk erhvervsliv. En tid præget af usikkerhed og forandring stiller høje krav til lederskab. De to finalister har formået at sikre vækst gennem innovation og handlekraft, hvilket er en drivende kraft bag virksomhedernes stærke konkurrenceevne,” siger Henrik Berring Rasmussen, partner i PwC i Aarhus.
Mads er ejerleder og har gennem rekrutteringsstrategier samt en række opkøb og konsolideringer bidraget til at styrke virksomhedens konkurrenceevne. Han fokuserer på at opbygge tillidsfulde relationer og arbejder målrettet på at tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere.
Som ejerleder fokuserer Mads på idéer og på at se muligheder i stedet for begrænsninger. I 9. klasse fandt Mads ud af, at han var ordblind, og han har ikke en lang uddannelse. I stedet har han udviklet sine lederevner gennem praksis og erfaring. I dag samarbejder han i kraft af sin rolle som leder i Ruby Travel Group med uddannelsesinstitutioner for at rekruttere medarbejdere gennem erhvervspraktik.
Ved siden af Ruby Travel Group har Mads investeret i nye brancher, fx virksomheder, der tilbyder online markedsføring i rejsebranchen. Derudover er han en synlig skikkelse i erhvervslivet i Aarhus og er aktiv i flere netværksgrupper.
De fire ejerledere har været med til at nytænke den danske sengebranche ved udelukkende at drive deres forretning online. Siden virksomheden blev grundlagt i 2013, har ejerlederne arbejdet ud fra visionen om at tilbyde bedre senge til bedre priser. Denne tilgang har været afgørende for at sikre virksomhedens konkurrenceevne. I dag er Bedre Nætter til stede i Danmark og Norden, og ejerlederne planlægger at udvide til flere europæiske markeder.
Virksomheden er stiftet af to brødre og en fælles ven, og sidenhen er en tredje bror også trådt ind i virksomheden. For ejerlederne har det været vigtigt at sikre god kundeservice, og de tilbyder derfor bl.a. kunderne en 100 dages prøveperiode og gratis ombytning.
Gennem årene har ejerlederne opbygget teknisk viden om sengekomponenter, investeret i søvnforskning og udviklet særlige madrasser til at give kroppen optimal støtte. Ejerlederne har hvert deres ansvarsområde baseret på deres spidskompetencer. Derudover arbejder de på at skabe en flad organisationsstruktur med løbende dialog med medarbejderne, så deres perspektiver bliver hørt, og der hurtigt kan eksekveres på nye idéer.
Temaprisen til Årets Ejerleder sætter i år fokus på ejerledernes konkurrencekraft. Prisen hylder ejerledere, der skaber bemærkelsesværdige resultater og driver vækst i en tid præget af usikkerhed og forandring.
Nykredit har et stort kendskab til danske ejerledere, da de udgør en væsentlig del af bankens kunder. Henrik Rasmussen, regionalbankdirektør for Nykredit i Region Midtjylland, understreger ejerledernes afgørende betydning for at sikre en stærk konkurrenceevne for den enkelte virksomhed:
”De to finalister er eksempler på, hvordan dedikation, vilje og mod kaster stærke resultater af sig. De har tilpasset forretningen til et marked i hastig vækst og sikret en robust økonomi trods usikre tider. Derfor er vi stolte af at være med til hylde dem for deres evne til at sikre vækst og en stærk konkurrenceevne.”
Også Dansk Erhverv anerkender ejerledernes vigtige rolle i forhold til at styrke konkurrencekraften:
”Ejerlederne er beviser på, at det rette lederskab er afgørende for at sikre strategisk vækst og en stærk konkurrenceevne. De har formået at innovere og tilpasse forretningen til markedets skiftende krav, hvilket er en vigtig faktor for vækst. Disse stærke ledelseskompetencer er en essentiel drivkraft i at sikre en stærk konkurrencekraft i dansk erhvervsliv og en fortsat erhvervsudvikling regionalt,” siger Natasha Brandt, kommerciel medlemsdirektør i Dansk Erhverv.
For yderligere information kontakt PR-konsulent i PwC Trine Tapdrup på mobil 6057 7067, pressekonsulent Henriette Hejlskov Agger fra Nykredit på mobil 2182 0165 eller mediechef Søren Domino fra Dansk Erhverv på mobil 2670 4917.
Den 13. november 2025 kl. 15:00-18:00, PwC Hellerup, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som i år afholdes for 22. gang. Årets tema er ejerledernes konkurrencekraft.
De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 13. november 2025 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af regionsvinderen fra 2024, repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit og PwC og en erhvervsprofil.
Peter Grøftehauge fra Autorola A/S (2024), Søren Tscherning fra Tscherning Holding A/S (2023), Per Kirchner fra Novicell ApS (2022), Peter Dupon fra The Coffee Collective A/S (2021), 2020 (særår uden vinder pga COVID-19), Anders Aagaard Jensen fra Relevant Holding ApS (2019), Lene Hansen og Dorte Thomsen fra SOS Vikar A/S (2018), Per Smedegaard fra Kjærgaard A/S (2017) og Charlotte Gueniau fra RICE A/S (2016).